Indholdsstrategi
SDU’s Sitecore-platforme spiller en helt central rolle i den digitale kontakt om omverden. Dels er platformene SDU´s samlede digitale ansigt ud af til, og bidrager således i væsentlig grad til brugerens brandopfattelse af organisationen. Dels er platformen det system, der i flere sammenhænge fungerer som understøttende for forretningen via formidling af forskning, rekruttering af studerende og ansatte, salg af ydelser samt etablering af nye samarbejdsrelationer – altså SDU´s fire kerneområder: forskning, uddannelse, samarbejde og organisation.
Digitale platforme, teknologi og digital brugeradfærd er i konstant forandring, og SDU skal konstant tilpasse og optimere ud fra den præmis for at sikre gode og tidssvarende digitale brugeroplevelser. Hvor organisationer tidligere kunne forvente, at brugeren anerkendte organisationernes autoritet og indre logikker, er definitionsretten flyttet til brugeren med en forventning om brugerrettet information. Dette stiller helt nye krav til den digitale formidling for så vidt angår kvalitet, tilgængelighed og serviceniveau.
For at imødekomme disse krav er der behov for at arbejde målrettet med indhold på SDU’s Sitecore-platforme, og indholdsstrategien sætter den nødvendige retning for SDU’s videre arbejde med platformen.
Indsatser
For at omsætte strategien til handling har Styregruppen for Web identificeret en række indsatser.
Nedenfor er en beskrivelse af de forskellige indsatser som forventes færdiggjort i 2024. SDU Kommunikation er projektejer og -leder på alle indsatserne og er ansvarlig for at drive processer samt sikre medinddragelse og medindflydelse i arbejdet.
SDU Kommunikation har ansvaret for at der udarbejdes projektbeskriver for de identificerede indsatser, herunder specifikke og robuste tids- og handleplaner for den enkelte indsats. Fakulteternes kommunikationspartnere fungerer som sparringspartnere i den forbindelse.