Skip to main content
Medarbejderportal for SUND's fakukultetssekretariat

Nyt fra sekretariatschefen

Efterårshilsen fra Merete Munk

Læs Merete Munks efterårshilsen med nyt fra SUND og fakultetssekretariatet.

Repræsentanter for regeringen præsenterede forleden den nye uddannelsesreform, som også rummer kandidatreformen. Vi har stadig ikke det fulde overblik over reformens konsekvenser på SUND – men vi nærmer os en afklaring. Senere i dag udsendes høringsmateriale ift. den måde, vi forventer at måtte omlægge kandidatuddannelserne hos os til de nye korte 75 ECTS-uddannelser og til erhvervskandidatuddannelser. De autorisationsgivende uddannelser går fri, men en lang række af de øvrige står foran hel eller delvis omlægning. Ændringen implementeres fra 2028.

I SUND HR glæder de sig til at flytte i uge 43. Så samles SUND HR og SUND Økonomi nemlig, og begge områder kommer til at ligge tæt på ph.d.-skolen, som de i det daglige har tæt samarbejde med. Både i SUND HR og SUND Økonomi arbejdes med at udvikle nye fælles processer. SUND HR har for nylig holdt temadag for at identificere sådanne områder, og SUND Økonomi har sammen med repræsentation fra andre fakulteter gennemført et systematisk workshopforløb for styring af økonomien i projekter, der har modtaget ekstern finansiering. SUND HR er desuden i samarbejde med det nye fællessekretariat for de kliniske institutter ved at udvikle samarbejdet med OUH om de fælles opgaver.

Syddansk Forskerstøtte har travlt med implementeringen af Forskningsstrategien, herunder Kick Off, der blev holdt i mandags, arbejdet med Ulighed i sundhed og Health Innovation Day. Desuden arbejder de med, hvordan de selv i arbejdet med forskere og ansøgninger kan have et strategisk fokus og prioritere de rigtige opgaver sammen med institutlederne og prodekan for forskning og innovation.

SUND Uddannelse arbejder med en justering af vejledningsindsatsen overfor studerende ved fakultetets uddannelser. Vejlederne skal både være dygtige til regler og rammer men også have blik for at evt. at henvise de studerende til andre hjælpetilbud. Fokus på den forebyggende vejledning øges, og vejlederne skal opleve højere grad af kollegial sparring og kompetenceudvikling, så alle kan vejlede i de mest grundlæggende spørgsmål på tværs af uddannelser. Der er etableret et drop-in vejlederkontor, der er faste åbningstider, vagtplaner, digitale henvendelsesformularer, digitalt bookingsystem, månedsmøder mm. – en spændende proces, der ledes af Dalia Al-Dakhiel, der startede den 1. oktober.

Nickie Glissmann har i en periode været delvis tilknyttet SDU Digital som særlig ansvarlig for understøttelse af arbejdet med systematiske forbedringer. Hun har ønsket at vende tilbage på fuld tid på SUND og fastansættes i SUND Uddannelse fra 1. november. Nickie skal fremadrettet arbejde videre med forbedringsprojekter, efter- og videreuddannelsesaktiviteter, dimissioner mv.

Stillingen som fakultetets pædagogiske konsulent har i en periode været ubesat, efter at Ulla G. Friis gik på pension tidligere på året. Fra uge 43 starter Iben Rausgaard som ny pædagogisk konsulent i SUND Uddannelse. Iben kommer fra en stilling som uddannelsesleder på Fredericia Gymnasium og har lang erfaring inden for uddannelsesområdet og det pædagogiske felt.

Sekretariatet for de kliniske institutter har ansat Malene Korsholm som sekretariatsleder. Gitte Toftgaard har fået nyt job i SDU Uddannelse den 1. november og har dermed opsagt sin stilling som sekretariatsleder på IST. Proces for ansættelse af Gittes afløser er i gang.

Redaktionen afsluttet: 11.10.2024