Om rekruttering
Klar, parat... optag!
Hvad gælder i 2024?
SDU’s bacheloruddannelser – standby og ledige pladser
Den 1. februar åbnede optagelse.dk for ansøgning til optag på landets bacheloruddannelser med optagelse til efteråret 2024. Forud for årets optag er antallet af uddannelsespladser aftalt på møder mellem fakulteterne og universitetsledelsen i januar.
Ved optaget i 2023 introducerede SDU standby-optag på væsentlig flere uddannelser sammenlignet med tidligere år. SDU har for 2024 øget antallet af uddannelser, som anvender standby-ordningen til at optage studerende. Antallet af standby-pladser fastsættes med udgangspunkt i historiske data om antallet af ansøgere, som ikke takker ja til den tilbudte studieplads eller som falder fra inden 1. oktober. Det fremgår på uddannelsernes sider på sdu.dk, hvis der tilbydes standby-pladser.
For årets optag vil der for udvalgte uddannelser blive udbudt ledige pladser i anden runde, hvis kapaciteten ikke fyldes ud. Det offentliggøres på sdu.dk d. 26. juli.
uniTEST-vagter vil gerne give den gode oplevelse videre
I 2024 afvikler SDU uniTEST online for alle ansøgere, der søger i kvote 2. Ansøgerne kan tage uniTEST i perioden 5. – 20. april. Testen tages online hjemmefra via Zoom, mens ansøgerens skærm overvåges af en vagt fra SDU. Til det formål har SDU rekrutteret ca. 300 studerende, der ansættes som online uniTEST-vagter. For at komme i betragtning til stillingen som uniTEST-vagt, er det et krav, at man er indskrevet som studerende på SDU, og formår at give ansøgerne et godt førstehåndsindtryk af SDU.
SDU IT og Optag har netop afholdt samtaler med over 300 interesserede og kan berette om nogle meget engagerede studerende. Til samtalerne er der flere, der giver udtryk for, at de selv har deltaget i uniTEST og nu gerne vil være med til at give kommende studerende samme gode oplevelse.
I løbet af ansættelsen bliver uniTEST-vagterne klædt godt på til at håndtere opgaven. De skal deltage i et obligatorisk informationsmøde samt en halv dags praktisk oplæring. Her får de mulighed for at prøve hele det tekniske set up af, gøre brug af it-support, indrapportere mistanke om snyd i de tiltænkte programmer o.l. Det er også her, vagterne afprøver de manuskripter, der skal sikre, at alle ansøgere modtager ensartede informationer, en venlig og imødekommende velkomst og ikke mindst afrunding af deres test. Udvalgte uddannelser på SDU gennemfører, som led i kvote 2-optaget, også enkelte fagspecifikke aktiviteter, som afvikles i forlængelse af uniTEST.
uniTEST-vagterne arbejder i lokale 24/7 på SDU Odense, og lokalet er af den grund lukket for nuværende studerende i perioden 18. marts – 29. april.
SDU’s kandidatuddannelser – international fokus og nye uddannelser
I forbindelse med kandidatoptaget for 2024 har der bl.a. været fokus på at optage flest mulige internationale studerende inden for den ramme, SDU har. SDU udbyder i 2024 otte nye kandidatuddannelser fordelt på SDU’s fire campusbyer. SDU’s uddannelsesudbud kan ses på sdu.dk.