Om studieliv
Vejledning-to-go: Nu rammer vejledningspodcasten igen de studerendes ører
En ny sæson af vejledningspodcasten Studielivet er netop startet op. Læs mere om, hvad Studielivet er for en podcast og hvad du kan bruge den til lige her.
Tilbage i 2021 startede Studie- og trivselsvejledningen podcasten Studielivet. Det er en podcast, der undersøger og behandler de udfordringer man kan støde på i livet som studerende. Podcasten er en anledning til at blive klogere og tale om de ting, der kan være svære at få sat ord på.
Efter en pause er Studielivet tilbage med sæson tre. Første afsnit udkom i september og der udkommer nye afsnit hver 14. dag resten af semestret.
Hvorfor en vejledningspodcast?
Podcast er et populært medie, og mere end halvdelen af alle unge lytter til podcasts flere gange om ugen. Derfor var mediet en oplagt mulighed for at ramme en gruppe af studerende, der måske ikke opsøger vejledning på anden vis. Samtidig er podcast let tilgængelig og nem at tage med overalt. Derved bliver Studielivet en slags vejledning-to-go.
Studielivet har et vejledningsfokus, hvor værten også er studievejleder. I hvert afsnit interviewes enten en studerende, en praktiker eller en forsker, der ved en masse om temaet. Ud over at stille spørgsmål, forsøger vejlederen at konkretisere og samle op på det, der bliver sagt, så det giver mening i den enkelte studerendes studieliv. I denne sæson kan man bl.a. blive klogere på studietvivl, motivation, studiestart og eksamensangst.
Hvad kan du bruge Studielivet til?
Det er erfaringen at studerende kan have gavn af at lytte til et afsnit af podcasten inden de skal snakke med en vejleder, sekretær eller andre ressourcepersoner om en given problemstilling. Ved at have lyttet til fx et afsnit om eksamenssnyd eller udlandsophold forud for samtalen, har den studerende en forståelse af temaet, inden man i samtalen kan komme ind på, hvad det betyder i den studerendes konkrete tilfælde.
Og måske er der for dig som ansat også bare temaer, du personligt kunne tænke dig at blive klogere på. I så fald kan Studielivet være et godt sted at starte.
Du kan finde alle afsnit fra den nuværende og tidligere sæsoner her (ekstern side åbner i nyt vindue).
Vil du vide mere?
Kontakt SDU’s Studie- og trivselsvejledning på vejledning@sdu.dk, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til initiativet.
Podcasten og andre nyttige informationer om Studie- og trivselsvejledningen kan findes via mitsdu.dk/studieogtrivsel (åbner i nyt vindue).