Skip to main content
DA / EN

Om studieliv

Hvordan er det lige med studerendes servicehunde?

Sådan gør vi på SDU

Af SDU Uddannelse, , 22-11-2024

Servicehunde er generelt velkomne på SDU, men vær opmærksom på eventuelle lokale retningslinjer i forbindelse med undervisning og eksamen. 

Ved servicehund (eller førerhund) forstås en hund, som er certificeret til at være det. Ofte bærer hunden en speciel vest, der tydeligt markerer, at den er på arbejde.

Undervisning i ”tørre” lokaler: Fører- og servicehunde tillades

Med ”tørre” lokaler menes lokaler, som er indrettet til skriftlig og mundtlig kommunikation, typisk auditorier og holdlokaler.

Af hensyn til øvrige studerende og personale forventer SDU en visuel markering af hunden som fører- eller servicehund på arbejde. Derudover skal den pågældende studerende til enhver tid holde hunden under fuld kontrol.

Hensynet til ligestillingen for den studerende, der har brug for en fører- eller servicehund, vejer mere end andres evt. allergi eller angst.

Kontakt?
Studerende anbefales at kontakte den lokale uddannelsesadministration og aftale nærmer, hvordan dette kan lade sig gøre på bedst mulig vis. Kontaktoplysninger finder den studerende på sin studieside på MitSDU (åbner MitSDU i nyt vindue).

Undervisning i ”våde” lokaler: Fører- og servicehunde har begrænset adgang

Med ”våde” lokaler menes lokaler som øvelses- og forskningslokaler.
Fører- og servicehunde er tilladt i begrænset omfang af hensyn til hygiejne, sterilitet, sikkerhed og til eventuelle andre dyr i lokalerne.

Tilladelse skal vurderes konkret undervejs i uddannelsen, da den afhænger af den studerendes fagtilmeldinger og kan variere afhængigt af de hensyn, der forelægger.

Kontakt?
Studerende skal kontakte den lokale uddannelsesadministration forud for deltagelse i de fag, der kan indebære undervisning i ’våde lokaler’ og aftale nærmer, hvordan dette kan lade sig gøre på bedst mulig vis. Kontaktoplysninger finder den studerende på sin studieside på MitSDU.

Eksamenssituationer: Studerende skal ansøge om særlige prøvevilkår

Ønsker en studerende at medtage sin fører- eller servicehund til eksamen, skal vedkommende ansøge om særlige prøvevilkår hos sit studienævn.

Kontakt?
Studerende skal kontakte eget studienævn og finder oplysninger på mitsdu.dk/studienaevn (åbner MitSDU i nyt vindue).

Andre situationer

Ønsker en studerende at medtage sin fører- eller servicehund ifm. gruppearbejde eller f.eks. vejledning i universitetets bygninger, henvises der til at lave en aftale med den eller dem, som man skal mødes med.

Ved praktik- og projektophold, eller tilsvarende gælder retningslinjer på praktik-/projektstedet.

Vil du vide mere?

Retningslinjerne vedr. medtagelse af fører- og servicehunde til undervisning er behandlet og godkendt i SAK ADM i efteråret 2024. De kan findes i SDU’s uddannelsesjuridiske regelsamling (åbner i nyt vindue), og spørgsmål kan rettes til Uddannelsesjura, SDU Uddannelse på uddannelsesjura@sdu.dk.

Redaktionen afsluttet: 22.11.2024