Spring til hovedindhold

Open Access

Open Access Week sætter fokus på prisen på viden

Siden 2008 har den internationale uge samlet forskere, universiteter, biblioteker og andre aktører om åben adgang til forskningsbaseret viden. 
 
Temaet i 2026 er The Cost of Knowledge. Det sætter fokus på de økonomiske, menneskelige og miljømæssige omkostninger ved at skabe, dele og bevare viden og på, hvordan forskningssystemet kan understøtte, at viden kommer bredere i omløb For den enkelte forsker bliver nogle af de store spørgsmål om åben adgang imidlertid meget konkrete, når en artikel skal publiceres. Er tidsskriftet Open Access? Skal der betales et publiceringsgebyr? Og er udgiften allerede dækket af en aftale?  
 
Tjek aftalen, før du sender manuskriptet 
Som forsker på SDU kan du i en lang række tidsskrifter publicere Open Access uden selv at betale hele publiceringsgebyret. SDU er omfattet af en række aftaler med videnskabelige forlag, som giver mulighed for gratis eller rabatteret Open Access-publicering. 
 
I bibliotekets APC Checker kan du søge på det tidsskrift, du overvejer at publicere i, og se, om det er omfattet af en af SDU's publiceringsaftaler. 
  
"Som forsker skal du altid selv kontrollere den konkrete aftale. Aftalerne kan variere med hensyn til blandt andet artikeltyper, Creative Commons-licenser og eventuelle artikelkvoter, og selvom vi opdaterer APC-listen løbende, er forlagenes egne oplysninger i sidste ende gældende."  
Anne Thorst Melbye, afdelingsleder i bibliotekets Afdeling for Forskningsdokumentation.  
 
Hvis tidsskriftet ikke er dækket 
En publiceringsaftale er ikke den eneste vej til Open Access. Hvis det tidsskrift, du ønsker at publicere i, ikke er omfattet af en aftale, kan Grøn Open Access i mange tilfælde være en mulighed. Her uploader du den accepterede version af manuskriptet i Pure. Afhængigt af forlagets betingelser kan manuskriptet derefter gøres offentligt tilgængeligt med det samme eller efter en embargoperiode. 
 
Et tidsskrift uden en dækkende publiceringsaftale betyder derfor ikke nødvendigvis, at din artikel ikke kan blive tilgængelig Open Access.  

Bibliotekets Open Access-guide samler information om publiceringsaftaler, Grøn Open Access, Creative Commons-licenser og andre forhold, du bør være opmærksom på, når du publicerer. 
 
Kontakt bibliotekets Open Access-team på open-access@bib.sdu.dk, hvis du er i tvivl om en aftale eller dine muligheder for at publicere Open Access. 
Sidst opdateret: 21.10.2026