DFIR peger på en mere fleksibel og forskningsorienteret ph.d.-uddannelse

Kære medarbejdere

Til DFIR’s årsmøde, drøftede vi DFIR’s foreløbige anbefalinger til en modernisering af ph.d.-uddannelsen i Danmark. Der har efterfølgende været en del diskussion af disse anbefalinger, ikke mindst relateret til den nuværende høring omkring bekendtgørelsen for ph.d.-uddannelsen.

Jeg synes, der er mange gode takter i anbefalingerne, ikke mindst forslaget om at uddannelsen bliver mere fleksibel med en varighed op til fire år.

Der er ingen tvivl om at ph.d.-uddannelsen er en succes i Danmark. Universiteterne udklækker mange ph.d.er hvert år, og de er velkvalificerede og finder attraktive jobs. Der er dog også udfordringer, når vi taler om Ph.d.-uddannelsen, som ofte bliver reduceret til at tælle: ECTS, publikationer og milepæle (og undervisningstimer). Det er forståeligt, men også ærgerligt, da en ph.d.-uddannelse bør være en periode, hvor man lærer at tænke selvstændigt, tage faglige chancer og skabe viden, der faktisk flytter noget.

Jeg synes derfor, at DFIR’s foreløbige anbefalinger rammer et vigtigt behov: Mere fleksibilitet, så ph.d.-uddannelsen i højere grad kan give plads til eksperimenter, fejltrin og tilstrækkelig tid til at lave en afhandling, som lever op til international standard.

Min oplevelse er, at et ph.d.-forløb ofte udfordres de samme steder: Der mangler tid til at udvikle idéer, tryghed til at indrømme tvivl og ændre spor samt tid i den sidste ende til at færdiggøre manuskripter. Når de elementer ikke er på plads, bliver ph.d.-en let en opgave, man skal “levere på”, i stedet for et læringsrum, der former en god ph.d.-studerende.

Derfor giver det god mening for mig, når DFIR foreslår at frisætte ph.d.-bekendtgørelsen: Fleksibel normering (180–240 ECTS, altså mulighed for op til fire år), et tydeligt minimum for forskningstiden (mindst 150 ECTS) og et lavere minimum for kurser (ned til 15 ECTS). Det er ikke lavere ambitioner, men en måde at sikre, at der faktisk er rum til fordybelse, fejltrin og de sidespor, som nogle gange er præcis dér, hvor gennembruddet ligger – både når det drejer sig om at opnå resultater og at mestre forskning.

Men hvordan kan det lade sig gøre at finansiere et ekstra år f.eks. for en eksperimentel ph.d.-studerende? Jeg sad til bords med en repræsentant fra en stor offentlig fond, og her var der opbakning til at give et ekstra år. Der skal bare være nok overbevisende argumenter for det ekstra år. Jeg fornemmer, at der er stor interesse fra bevillingsgiverne for at de ph.d.-studerende lykkes og også, at de kan konkurrere med internationale postdocs, hvis de ønsker at gå videre ad forskervejen. Det kan være svært at konkurrere på det faglige niveau, når ph.d.-uddannelsen i mange andre lande er fire-fem år med færre krav til kurser og undervisning.

For mig peger DFIR’s anbefalinger på en klar retning: Beskyt forskningstiden, gør fleksibilitet mulig i praksis og anerkend flere veje til et stærkt ph.d.-bidrag. Hvis vi kan skabe mere tid til fordybelse, mere realistisk plads i normeringen (op til fire år, hvor det giver mening), og tid til at færdiggøre afhandlingen, så tror jeg, flere ph.d.-forløb vil skabe både bedre forskning og mere robuste ph.d.er.

Marianne Holmer, dekan