Fra inspirerende samarbejde til et stort tab
Kort efter hjemkosten fra direktionens besøg på det inspirerende Freiburg Universitet mistede direktionen sin grundpille.
Kære medarbejdere
I sidste uge var direktionen på studietur til Freiburg Universitet (UFR) med det formål at følge op på den nyligt underskrevne samarbejdsaftale. SDU og UFR ønsker at styrke det bilaterale samarbejde, og der er derfor afsat midler til at lave forskellige aktiviteter, herunder forsker- og administrativ mobilitet, seed funding til forskningsgrupper og midler til undervisningsaktiviteter.
Vi besøgte UFR i 1½ dag og på den korte tid fik vi talt med vores dekankolleger, ledelsen og forskere fra forskellige institutter. UFR har hele 11 fakulteter, men er ellers af nogenlunde samme størrelse som SDU med godt 24.000 studerende og en samlet omsætning svarende til vores på SDU.
Universitetet er dog langt ældre og er kendetegnet ved at være spredt over hele byen. Nogle nævnte at de har 250 bygninger at holde styr på - og byen ligger smukt omgivet af flere bjergkæder.
Jeg kan varmt anbefale et besøg af mange årsager udover de akademiske, og foråret var uendeligt smukt i de dage vi var i byen. Jeg besøgte Det Tekniske Fakultet, som består af en række nyere bygninger med top-infrastruktur. Det er tydeligt at der har været stor vækst på det tekniske område, som vi også ser det i Danmark.
Derudover mødtes jeg med dekaner inden for biologi, matematik og fysik, miljø og bæredygtighed. UFR er kendt for deres excellence clusters, hvor blandt andet cell signaling (CIBBS) har modtaget excellence midler i over 21 år og Future Forests er gået ind i deres anden bevilling.
Det er tydeligt, at disse store bevillinger stimulerer forskningen gevaldigt. Under hele besøget var der en rigtig god kemi mellem UFR og SDU. Jeg mærker en oprigtig interesse for at samarbejde med SDU, ikke mindst inden for de områder, som jeg havde med fra NAT.
Tiden var knap og derfor er vi ved at aftale opfølgende møder med dekanerne, hvorefter jeg rækker ud til forskere på NAT for at undersøge muligheder for samarbejde.
Udover den store gæstfrihed og de gode snakke over frokost og aftensmad med UFR, er det også en rigtig dejlig oplevelse at rejse med direktionen. Det styrker vores sammenhold, og der er tid til at få vendt stort og småt. Derudover er det yderst interessant at rejse i disse historiske områder med rektor, som altid har en god historie at fortælle.
Derfor kom det også som et chok for os alle at Thomas B. Vind gik bort natten efter vi kom hjem. Thomas har været en grundpille i rektoratet, siden han kom til SDU - og jeg har sat stor pris på hans arbejde med at udvikle SDU.
Vi har haft mange gode drøftelser omkring NAT’s udvikling, specielt inden for økonomi og lokaler, som var to vigtige ansvarsområder for Thomas.
Jeg kan kun bifalde de mange fine ord, som er skrevet om Thomas i de sidste dage. Det er et stort savn og et stort tab for SDU, at vi har mistet Thomas - ikke mindst vil han blive savnet som en del af direktionen og på direktionens studieture.
Marianne Holmer, dekan