Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Højt aktivitetsniveau på fakultetet

Det summer på kontorerne - og med strategiseminar, prisuddeling og summer schools er aktivitetsniveauet allerede højt forud for semesterstarten.

Af Marianne Holmer, , 20-08-2026

Kære medarbejdere

Vi er kommet godt i gang efter sommerferien, og der er masser af aktivitet på fakultetet her op til studiestarten. Kontorerne summer igen af liv, og de seneste uger har budt på både fejringer, sommerskoler og forberedelser til at byde nye studerende velkommen.

I sidste uge fejrede vi vores prisvindende medarbejdere. Tusind tak for den store opbakning til arrangementet, som vi gerne vil gentage næste år – forhåbentlig med endnu flere deltagere. Samtidig afholdes der en række sommerskoler i disse uger, og mange internationale studerende og gæster bidrager til den høje aktivitet. I denne uge får vi også besøg af ministeren for erhverv og konkurrencekraft i forbindelse med Niels Bohr Quantum Summer School.

I næste uge byder vi velkommen til de mange studerende, som har valgt at læse en naturvidenskabelig uddannelse. På trods af en faldende ungdomsårgang fastholder NAT sit samlede optag fra sidste år – ikke mindst på grund af det flotte optag af bachelorstuderende i Vejle.

Netop Vejle dannede i denne uge ramme for ledelsesgruppens årlige strategiseminar, hvor vi både fik rundvisning i de nye lokaler og drøftede NAT’s strategi i forhold til omverdenen. Seminaret tog afsæt i nogle af de store samfundsdagsordener, hvor naturvidenskaben spiller en stadig vigtigere rolle: Kunstig intelligens, kvanteteknologi, grøn omstilling, life science, biodiversitet og uddannelse af fremtidens STEM-talenter.

Drøftelserne bekræftede, at NAT står stærkt på områder, hvor forskning og uddannelse af høj international kvalitet kan omsættes til værdi for samfundet gennem samarbejde med virksomheder, myndigheder, hospitaler og internationale partnere.

En særlig tak til Davide Taibi og Valentina Lenarduzzi, vores LEGO Chair® professorer, for at dele deres faglige perspektiver og vise rundt i de nye rammer. Det var inspirerende at høre om deres visioner for forskning og uddannelse i Vejle – og om den tætte dialog, der allerede er i gang med virksomheder i området om AI og digitalisering.

Jeg glæder mig til at følge udviklingen af SDU Vejle og til, at vi sammen med forskere, studerende, virksomheder og offentlige samarbejdspartnere kan styrke naturvidenskabens bidrag til løsninger på nogle af de største udfordringer, vi står overfor.

Marianne Holmer, dekan

 
Redaktionen afsluttet: 20.08.2026