4.500 gæster til Forskningens Døgn på SDU i Odense
Med stor interesse fra publikum og høj aktivitet på dagen blev årets arrangement en tydelig succes for både gæster og forskere.
Forskningens Døgn 2026 samlede omkring 4.500 gæster på SDU i Odense lørdag den 18. april til en dag med forskning i øjenhøjde.
I alt deltog hele 140 forskere og medarbejdere fra SUND på de forskellige stande og aktiviteter, hvilket er det højeste antal til dato.
Programmet bød på både velkendte aktiviteter og nye temaer, hvor besøgende i alle aldre kunne møde forskningen gennem dialog, oplæg og hands-on oplevelser.
Kvindeliv satte dagsorden
En af de største aktiviteter i år handlede om kvinders sundhed. Her gik omkring 30 forskere fra Forskningsenheden for Gynækologi og Obstetrik på Klinisk Institut og OUH sammen om at sætte fokus på et område, som i stigende grad fylder i samfundsdebatten.
Gæsterne kunne blandt andet deltage i quizzer, prøve en smertesimulator og dele deres egne erfaringer og idéer til fremtidig forskning.
Temaet satte fokus på, at kvinders sygdomme historisk har været mindre undersøgt, og at der stadig er behov for mere viden.

Klassikere med stor opbakning
Flere af de velkendte aktiviteter trak igen mange besøgende. Det gjaldt blandt andet formidling om flåter, leverforskning, anatomi og retsmedicin.
Også stande om hørelse, helbred og sundhedsteknologi havde stor tilslutning. Her kunne både børn og voksne få konkrete indblik i, hvordan forskning omsættes til viden om sygdom og sundhed i hverdagen.

Nye temaer og aktuelle spørgsmål
Årets program bød også på nye emner. Gæsterne kunne blive klogere på moderne kræftbehandling hos forskere fra Klinisk Institut og traumeforskning hos Institut for Psykologi.
Der var også fokus på aktuelle problemstillinger som brug af nikotinprodukter og ulykker relateret til cykelhjelme og ladcykler.
På retsmedicin var der rundvisninger, som gav indblik i arbejdet bag kulisserne – et tilbud, der tiltrak mange nysgerrige besøgende.
Alle aktiviteter bød på kreativ og nærværende formidling af forskningen til stor glæde for besøgende i alle aldre.

Aktiviteter for børn og fællesskaber
For de yngste var der blandt andet boldspil udviklet på baggrund af et forskningsprojekt fra Institut for Idræt og Biomekanik. Her blev bevægelse og leg koblet til forskning i børns trivsel.
Instituttet stod også bag en stand om foreningsliv og frivillighed, hvor fokus var på betydningen af fællesskaber for sundhed.
Debatter og oplæg med kendte navne
Programmet bød også på samtaler og oplæg med både forskere og formidlere. I debatter med Clement Kjersgaard deltog blandt andre Rund Lindahl Jakobsen fra Institut for Sundhedstjenesteforskning og Benjamin Rasmussen fra Klinisk Institut.
Der var desuden stor interesse for en udsolgt talk med forfatter Gry Jexen. Her deltog også Christina Anna Vinter fra Klinisk Institut med perspektiver på kvinders sundhed.
Et børneshow med Jonas Madsen, kendt fra MGP og Ultra Nyt, samlede mange familier. Her medvirkede Lotus Sofie Bast fra Statens Institut for Folkesundhed.

Hvad synes du?
Forskningens Døgn på SDU i Odense er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor forskere fra hele universitetet møder offentligheden og deler deres viden.
Arbejdet med næste års program går snart i gang, og projektgruppen fra SUND opfordrer alle til at byde ind med ris og ros til årets arrangement, samt idéer og forslag til aktiviteter til Forskningens Døgn 2027.
Skriv til os:
Marianne Lie Becker: mlbecker@health.sdu.dk
Bente Kjær: bekjaer@health.sdu.dk