Skip to main content
DA / EN

Undervisningspris 2026

Her er de nominerede til SUNDs undervisningspris 2026

Fem undervisere er nomineret til årets undervisningspris på SUND. Fælles for dem er et højt fagligt niveau, stærkt engagement og undervisning, der gør en mærkbar forskel for de studerende.

Af SUND Kommunikation, 05-05-2026

Det er nu afgjort, hvilke undervisere der er nomineret til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets undervisningspris 2026.

De nominerede er indstillet af de studerende på fakultetets uddannelser, blandt andet på baggrund af deres evne til at tilrettelægge og facilitere gode undervisningsforløb samt deres måde at formidle, motivere og engagere de studerende på.

Herunder kan du møde de fem nominerede. Præsentationerne bygger på de indstillinger og begrundelser, der er indsendt for hver kandidat.

De nominerede er:

Anne Wolff Nilsson skaber undervisning, der rækker ud over det faglige indhold.

Hun kombinerer stærk faglighed med varierede undervisningsformer og praksisnære eksempler, som styrker de studerendes refleksion og evne til at anvende deres viden.

Hun møder de studerende i øjenhøjde og skaber et trygt læringsrum med tydelige forventninger. Samtidig arbejder hun aktivt med cases, øvelser og egne erfaringer, som gør komplekst stof konkret og anvendeligt.

Gabriel Gulis udmærker sig ved et usædvanligt højt engagement og en stærk international tilgang til undervisningen. 

Han skaber et inkluderende læringsmiljø, hvor studerende fra forskellige lande aktivt inddrages og kobler undervisningen til deres egne kontekster.

Han bruger blandt andet gæsteundervisere og aktuelle cases fra global sundhed til at gøre stoffet relevant og levende. Samtidig støtter han de studerende i deres videre karriere - blandt andet gennem internationale samarbejder og konkurrencer inden for global sundhed.

Jessica Pingel har nytænkt undervisningen i et traditionelt og krævende fag.

Hun gør komplekst og omfattende stof overskueligt ved tydeligt at fremhæve, hvad der er centralt for de studerende.

Hendes undervisning er praksisnær, velstruktureret og motiverende, blandt andet gennem brug af præparater og holdtimer. Samtidig har hun udviklet faget med nye tilgange, der bevarer fagligheden, men gør indholdet mere relevant og tilgængeligt for de studerende.

Lise Lykke Oddershede kombinerer høj faglighed med en innovativ tilgang til undervisning.

Hun udvikler løbende undervisnings- og eksamensformer, blandt andet med brug af ny teknologi som AI-chatbotten Achybot til træning af kliniske færdigheder.

Hendes undervisning er praksisnær og bygger på solid klinisk erfaring, som gør stoffet relevant for de studerendes fremtidige arbejde. Samtidig inddrager hun systematisk de studerendes feedback og omsætter den til konkrete forbedringer.

Pernille Hviid skaber engagerende og inddragende undervisning, hvor teori og praksis er tæt koblet.

Hun bruger aktivt gæsteundervisere og sit faglige netværk til at give de studerende indsigt i forskellige psykologiske retninger og praksisfelter. Hun har desuden været med til at udvikle praksisbesøg tidligt i uddannelsen, så de studerende får konkret erfaring med faget.

Hendes undervisning er kendetegnet ved nærvær, høje faglige krav og en tydelig kobling til både forskning og praksis.

Hvem vinder?

Fakultetets ledelsesgruppe – dekan og institutledere – beslutter, hvem der modtager prisen. Vinderen bliver offentliggjort i løbet af maj måned.

Prismodtageren bliver samtidig indstillet til SDU’s undervisningspris 2026, som bliver overrakt ved årsfesten den 30. oktober.

Redaktionen afsluttet: 05.05.2026