Skip to main content
DA / EN
Klimasøer

Nu er der aktivitet både i og på klimasøerne omkring SDU

De 12 klimasøer omkring SDU har ikke kun til formål at forhindre oversvømmelser. De bidrager desuden til øget biodiversitet i området og bliver nu også brugt af både studerende og forskere til forskellige aktiviteter.

Af SUND Kommunikation, 25-06-2024

I forbindelse med udstykningen til Nyt SUND og Nyt OUH er der etableret 12 klimasøer omkring universitetet. Klimasøerne er tekniske anlæg, som er konstrueret til at opsamle regnvand og dermed forhindre oversvømmelse af Killerup Rende. Søerne indeholder dog fra naturens side også grundvand. Det vil sige, at de både består af grundvand, som er deres naturlige tilstand, og regnvand, som tilføres under regnvejr.

Udover at fungere som regnvandsbassiner, bidrager søerne til øget biodiversitet i området. De skaber nye levesteder for forskellige arter af planter og dyr og tiltrækker fugle, insekter og andre dyrearter, som ellers ikke ville have fundet vej til området.

Biologisk Institut bruger desuden søerne til diverse studenterprojekter og har de seneste tre år fået vandprøver fra søerne til monitering af vandkvalitet i Citizen Science-projektet Find en sø, som er en del af projektet Søer i fritiden.

Klimasø med badevandskvalitet

En af de 12 klimasøer på universitetsområdet er dog lidt ekstra bemærkelsesværdig, da den har opnået badevandskvalitet. Det betyder, at søen nu kan anvendes til sit oprindelige formål, nemlig vandaktiviteter for forskere og studerende fra Institut for Idræt og Biomekanik (IOB).

Søen ligger i direkte sammenhæng med to andre søer i Active Living-området mellem parkeringspladserne på vestsiden af universitetet og Æblestien. De to søer filtrerer overfladevandet, inden det når den tredje sø, som er den længste af de tre.

For at lette adgangen til søen og samtidig beskytte dens bredder, er der anlagt en trappe, som fører ned i vandet. Trappen er finansieret af Friluftsrådet.

Liv på søen

Søen er da også allerede taget i brug på IOB, hvor den blandt andet bliver brugt til undervisning i Friluftsliv på idrætsstudiet.

- De studerende, som uddanner sig til at kunne arbejde pædagogisk med friluftsliv og aktivt udeliv, har brugt søen i et mindre Adventure Race, fortæller lektor Søren Andkær og tilføjer, at ansatte på instituttet også har været i søen:

- Vi har afprøvet søen i form af en planlagt tur med badning, frokost i det grønne og hyggesnak. Det har ført til, at vi nu har dannet en meget uformel badeklub, der fungerer som et netværk, hvor alle kan invitere til badetur – når vejret, tiden og lysten er til det.

Foto af anlagt sø ved Syddansk Universitet med en sejlende kajak 

Foto af kunstig anlagt sø ved Syddansk Universitet med badende

Redaktionen afsluttet: 25.06.2024