Skip to main content
DA / EN

Institut for Præventiv og Klinisk Odontologi

Ny ledelse på plads for Institut for Præventiv og Klinisk Odontologi

Jakob Grauslund er konstitueret som institutleder for Institut for Præventiv og Klinisk Odontologi. Samtidig er der nedsat en interimsledelsesgruppe, som skal sikre fremdrift i udviklingen af SDU’s nye tandlæge- og tandplejeruddannelser.

Af SUND Kommunikation, 20-05-2026

Stillingen som institutleder ved Institut for Præventiv og Klinisk Odontologi har været i opslag, men processen har ikke ført til en ansættelse. På den baggrund er det besluttet, at kommende dekan Jakob Grauslund foreløbig konstitueres som institutleder for instituttet.

For at sikre fremdrift og beslutningskraft i arbejdet med udviklingen af de nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på SDU er der samtidig nedsat en interimsledelsesgruppe.

Gruppen skal bidrage til at fastholde høj faglig kvalitet gennem koordinering af input fra arbejdsgrupper, følgegrupper og øvrige interessenter. Derudover skal gruppen lede arbejdet frem mod prækvalifikation og sikre en sammenhængende og effektiv proces.

Ledelsesgruppen består af:

  • Ole Skøtt, dekan
  • Jakob Grauslund, konstitueret institutleder for Institut for Præventiv og Klinisk Odontologi og institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning
  • Merete Munk, uddannelses- og sekretariatschef
  • Torben H. Thygesen, forskningsleder
  • Lone Forner, fungerende studieleder for tandlægeuddannelsen
  • Anette Schrøder, fungerende studieleder for tandplejeruddannelsen

Gruppen understøttes af en administrativ stab under ledelse af fakultetets studieadministrative chef, Kirsten Zeuthen.

Efter sin fratræden som dekan den 1. september 2026 vil Ole Skøtt frem til udgangen af januar 2028 fortsætte arbejdet med etableringen af instituttet.

Redaktionen afsluttet: 20.05.2026