Forskningens Døgn 2026
Oplev SUND til Forskningens Døgn 2026
Lørdag den 18. april kan du opleve Forskningens Døgn på Syddansk Universitet i Odense – og forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet står klar med et program fyldt med viden, debat og aktiviteter for både børn og voksne.
Her kan du dykke ned i alt fra kvinders sundhed og fertilitet til kunstig intelligens og fremtidens sundhedsvæsen – eller selv prøve kræfter med forskning i øjenhøjde.
Bliv klogere på kvinders sundhed
Du kan blandt andet møde historiker Gry Jexen, kendt fra Kvinde Kend Din Historie, når hun sammen med SDU-forskerne Christina Anne Vinter og Lea Skewes tager dig med på et historisk dyk ned i kvinders sundhed.
Her får du indblik i, hvordan kvinders kroppe og sygdomme gennem tiden er blevet forstået – og ofte overset – og hvad det betyder for den viden og behandling, vi har i dag.
Du kan også gå på opdagelse i aktiviteten Kvindeliv, hvor mere end 30 forskere i gynækologi og obstetrik forskere guider dig gennem kvinders sundhed fra ungdom til alderdom og viser den røde tråd i forskningen.
Tag del i de store samfundsdebatter
Har staten noget at skulle have sagt, når det gælder, hvor mange børn vi får? Og kan robotter og kunstig intelligens være med til at redde fremtidens sundhedsvæsen?
De spørgsmål kan du blive klogere på i to aktuelle debatter med Clement Kjersgaard. Her møder du forskere, der giver perspektiver på fertilitetskrisen, fremtidens arbejdskraft og balancen mellem individ og samfund – samt på teknologiens muligheder og faldgruber i sundhedsvæsenet.
Du kan også møde forskere fra blandt andet Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Center for Klinisk Kunstig Intelligens og Center for Kliniske Robotter, som viser, hvordan sundhedsteknologi udvikles, testes og implementeres i praksis – og hvad det betyder for patienter og sundhedspersonale.
Oplev forskning på egen krop
Vil du selv prøve, hvordan forskning foregår? Så er der masser af muligheder.
Du kan blandt andet
- høre en personlig fortælling om, hvordan en cykelhjelm kan redde liv – og blive klogere på, hvordan man får flere børn og unge til at bruge hjelm
- designe din egen kræftbehandling og følge en patients vej gennem sundhedsvæsenet
- få testet din hørelse og lære, hvordan hørelse hænger sammen med helbred og demens
- udforske leverens mange funktioner eller komme helt tæt på kroppens anatomi – og høre, hvordan forskere arbejder med menneskekroppen, også efter døden
- møde retsmedicinere og få indblik i deres arbejde og de opgaver, de løser
Du kan også blive klogere på traumer, nikotinprodukter målrettet børn og unge – og på flåter og de sygdomme, de kan overføre.
Tag børnene med
Forskningens Døgn er også for de yngste. I år kan du tage børnene med ind i en bold-verden, hvor leg og bevægelse er i centrum, og hvor forskere viser, hvordan simple aktiviteter kan styrke motorik og fællesskab.
Og er du hurtig, kan du nå at få en billet til show med Jonas Madsen kendt fra DR: https://event.sdu.dk/jonasmadsen
Få et kig ind i fremtiden
Du kan også komme tæt på fremtidens sundhedsvæsen. Hør om byggeriet af Nyt OUH og tag med på en guidet tur gennem hospitalsområdet med letbanen.
Samtidig kan du møde forskere, der arbejder med robotter og kunstig intelligens – og få et indblik i, hvordan fremtidens behandling og patientforløb kan komme til at se ud.
Du kan også blive klogere på, hvilken rolle fællesskaber og foreninger spiller for sundhed, livskvalitet og vores velfærdssamfund, når forskere undersøger udviklingen i danskernes frivillighed.
Og det var bare de aktiviteter, hvor forskere fra SUND er med. Se hele programmet med mere end 60 aktiviteter her.
Der er også Forskningens Døgn på SDU i Esbjerg, Kolding og Sønderborg.Se mere her:
Forskningens Døgn i campusbyerne
Esbjerg: Torsdag den 23. april 2026 kl. 17.00-19.15
https://www.sdu.dk/da/forskning/forskningsformidling/forskningensdoegn/esbjerg
Kolding: Onsdag den 22. april 2026 kl. 15.30-17.30
https://www.sdu.dk/da/forskning/forskningsformidling/forskningensdoegn/kolding
Sønderborg: Lørdag den 25. april 2026 kl. 10-13
https://www.sdu.dk/da/forskning/forskningsformidling/forskningensdoegn/soenderborg