Skip to main content
DA / EN

Folkemøde

SUND vil møde samfundet på Folkemødet 2026

Når Folkemødet samler borgere, organisationer, politikere og vidensinstitutioner på Bornholm, bliver det med en ny og større tilstedeværelse fra SUND. Målet er at skabe dialog, nye samarbejder og sætte sundhedsforskning i spil dér, hvor samfundsdebatten foregår.

Af SUND Kommunikation, 01-06-2026

For første gang deltager Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet med et fælles telt sammen med Det Naturvidenskabelige Fakultet på Folkemødet. Det sker som led i et strategisk fokus på at bringe forskning tættere på samfundet og styrke samarbejdet med borgere, patienter, organisationer, virksomheder og beslutningstagere.

Folkemødet er i dag en af Danmarks største demokratiske mødepladser med tusindvis af deltagere og flere tusinde debatter, arrangementer og samtaler hvert år. For SUND er det en mulighed for både at dele forskning og blive klogere på de udfordringer og behov, som fylder uden for universitetet.

- Vi forsker jo ikke i et vakuum. Vores forskning skal gerne gøre en forskel for mennesker og samfund, og derfor er det vigtigt, at vi også er til stede dér, hvor samtalerne om fremtidens sundhedsvæsen foregår, siger Jakob Grauslund, ny dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Deltagelsen hænger tæt sammen med SUND’s forskningsstrategi ”Sundhed for alle – for individ og samfund”, hvor interdisciplinær forskning, samarbejde med borgere og et stærkere fokus på innovation er centrale indsatsområder.

Nye samarbejder på tværs

SUND ønsker især at bruge Folkemødet til at skabe nye relationer og styrke samarbejder på tværs af fagområder og sektorer.

Mange af de store sundhedsudfordringer kræver, at forskellige fagligheder arbejder tættere sammen. Derfor giver det rigtig god mening, at vi deltager sammen med NAT. Folkemødet giver os en mulighed for at møde både eksisterende og nye samarbejdspartnere på en anden måde end i hverdagen, siger Jakob Grauslund.

I forskningsstrategien fremhæves interdisciplinær og translationel forskning som en vigtig vej til at udvikle løsninger på konkrete samfundsproblemer og skabe kortere vej fra forskning til anvendelse.

Forskning skal også kunne bruges

For Anne Kathrine Overgaard, leder af SUND Forskerstøtte, handler deltagelsen også om at styrke forskningens samfundsmæssige impact.

- Folkemødet er en arena, hvor forskning møder både policy og praksis. Her kan vi tale med kommuner, organisationer, virksomheder, patienter og beslutningstagere om, hvordan forskningsbaseret viden faktisk kan bruges og implementeres i samfundet, siger hun.

Hun peger samtidig på, at deltagelsen passer godt til SUND’s ambition om at være en stærk samarbejdspartner for både borgere og sundhedsvæsen.

Vi vil gerne række ud og være i dialog med dem, som vores forskning i sidste ende handler om. Det gælder både borgere, patienter, pårørende og professionelle. Folkemødet giver nogle helt særlige rammer for den type møder og samtaler.

SUND’s forskningsstrategi beskriver blandt andet ambitionen om at være ”den foretrukne partner i forskning for og med borgeren, patienten og de pårørende i Danmark”.

Innovation og forskning tættere på samfundet

Folkemødet skal også bruges til at sætte fokus på innovation og på, hvordan forskning kan omsættes til konkrete løsninger i sundhedsvæsenet og samfundet bredere set.

Vi vil gerne bidrage til samfundet sammen med samfundet. Derfor er det vigtigt for os at være til stede i fora, hvor mennesker med forskellige perspektiver mødes om fælles udfordringer og løsninger, siger Jakob Grauslund.

Find yderligere information

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet står for i alt 12 debatter i teltet. Her kan du se, hvilke forskere fra fakultetet der er med i dem og/eller andre arrangementer på Folkemødet.

Hele programmet for Folkemødet findes her - søg på Syddansk Universitet på de enkelte dage for at finde vores arrangementer.

Redaktionen afsluttet: 01.06.2026