Skip to main content
DA / EN

Forskningsstrategi

SUNDs forskningsstrategi er nu klar

Siden foråret 2022 har forskere og ledere på tværs af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) arbejdet for at skabe en fælles vision: Sundhed for alle - for individ og samfund. Denne vision er hjørnestenen i vores nye forskningsstrategi, som nu er klar.

Af SUND Kommunikation, 31-05-2024

- Vores mål er klart: Vi ønsker at spille en central rolle i udviklingen af sundhedsvæsenet og folkesundheden generelt. Med forskningsstrategien sætter vi disse ambitioner i højsædet, forklarer Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Ole Skøtt og Uffe Holmskov, prodekan for forskning og innovation, har stået i spidsen for udviklingen af strategien. Sammen med et team af forskere, fakultetsledelsen og partnere fra OUH og de regionale sygehuse, har de formuleret en plan, der nu er klar til at blive sat i værk.

SUNDs forskning skal skabe sundhed for alle

Strategien fokuserer på at styrke vores forskningsprofil, så den bliver kendt for sit bidrag til samfundet og for at forme fremtiden gennem topkvalitet, talentudvikling og fremragende forskningsmiljøer.

- Vi vil bidrage til at forme fremtidens samfund ved at bedrive excellent forskning under motiverende rammer. For ved hjælp af fremragende forskningsmiljøer skaber vi også grundlaget for at levere forskningsbaserede uddannelser af højeste kvalitet, siger Uffe Holmskov.

- I det hele taget er det individet og forholdet til det omkringliggende samfund, der er i fokus. Hvad enten det er forskeren, den studerende eller borgeren i samfundet. SUNDs forskning praktiseres for os alle, understreger han.

Forskningsstrategien kort fortalt

I 2030 vil SUND være kendt for:

  1. Førsteklasses forskningssupport: Vi har en enkel adgang til forskningssupport fra ide til implementering, som sikrer, at vi opnår de bedste resultater.

  2. Excellent forskning, der forbedrer sundheden: Vi sætter fokus på at tiltrække og udvikle topforskere og øge vores internationale samarbejde.

  3. Translationel og interdisciplinær forskning: Vi forsker i samspil med både internationale og nationale partnere, herunder regionale sygehuse og andre fakulteter.

  4. Tæt samarbejde med borgere, patienter og pårørende: Vi styrker demokratiet i sundhedsvæsenet og bekæmper ulighed i sundhed ved at inddrage borgeren, patienten og de pårørende i vores forskning.

  5. Øget fokus på innovation: Vi implementerer banebrydende forskning til samfundets gavn og udforsker nye samarbejdsformer for at dele viden og realisere projekter.

Næste skridt - Fra vision til virkelighed

Nu begynder arbejdet med at bringe vores strategi til live. Det betyder, at vi vil prioritere de fem fokusområder i vores forskningsaktiviteter og fundinginitiativer.

Syddansk Forskerstøtte vil spille en nøglerolle i denne proces, idet de tilbyder strategisk rådgivning fra de første ideer til realiseringen af resultater, der skaber værdi for samfundet.

- Jeg ser frem til at bidrage til dette arbejde sammen med mine kolleger i enheden og i et tæt samarbejde med RIO, de andre fakulteter og Region Syddanmark, siger Leder af Syddansk Forskerstøtte Anne Kathrine Overgaard, som har været tovholder på udviklingen af forskningsstrategien. 

Strategien får for alvor luft under vingerne på den anden side af sommerferien, når der afholdes et kickoff-arrangement den 7. oktober. Nærmere information om arrangementet følger.

SUNDs forskningsstrategi frem mod 2030

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet vil være kendt for at skabe værdi for og med samfundet - og for at forme fremtiden gennem høj kvalitet, talentfulde mennesker og fremragende miljøer.

Find mere information om SUNDs forskningsstrategi her.

Redaktionen afsluttet: 31.05.2024