Sygemelding skal ske pr. e-mail til fkf@sdu.dk, senest ved arbejdstids begyndelse på første sygedag.
Hvis du skal have foretaget en operation eller længerevarende behandling, skal du oplyse tidspunktet for sygefraværet til din nærmeste leder, så snart du bliver bekendt med det. Dette er af hensyn til muligheden for planlægning af arbejdet og evt. opgaveoverdragelse.
-
Som medarbejder er du berettiget til fravær, hvis du grundet sygdom er uarbejdsdygtig. Fravær i forbindelse med lægebesøg, lægehenvist behandling i sundhedssystemet eller tandlægebesøg, er også berettiget (såfremt placering uden for arbejdstiden ikke er mulig).
Sygemelding skal ske senest ved arbejdstids begyndelse på første sygedag efter arbejdsstedets lokale retningslinjer. SDU kan kræve, at du dokumenterer dit fravær pga. sygdom med en lægeerklæring, som SDU betaler udgiften til. Når du er rask, skal du ligeledes give besked efter arbejdsstedets lokale retningslinjer.
I forbindelse med længerevarende sygdom bliver du indkaldt til en sygefraværssamtale. Samtalen skal afdække mulighederne for, hvordan og hvornår du som sygemeldt medarbejder helt eller delvist kan vende tilbage til arbejdspladsen. Sygesamtalen skal derfor betragtes som en omsorgssamtale.
Ved forventet sygefravær på mere end 8 uger fra første sygedag kan du – når som helst i sygeforløbet – anmode om, at en skriftlig fastholdelsesplan udarbejdes for, hvordan du helt eller delvist hurtigst muligt kan vende tilbage til arbejdet. Fastholdelsesplanen skal udarbejdes i fællesskab og kan eksempelvis indeholde en ændret arbejdspladsindretning og ændrede arbejdsopgaver. SDU har ikke pligt til at lave planen, men det kan være en god ide for begge parter.
Mulighedserklæring anvendes hvis der er usikkerhed om, hvilke arbejdsfunktioner du kan varetage. Attesten giver mulighed for at få lægens vurdering af, hvorvidt du (helt eller delvist) fremover kan varetage dine arbejdsfunktioner uden at helbredet forværres.
Erklæringen består af 2 dele. Del 1 udfyldes af dig og din leder. Herefter vurderer lægen om de beskrevne arbejdsfunktioner er forenelige med din helbredstilstand, og udfylder del 2. Mulighedserklæring kan kræves udarbejdet (og betalt af arbejdsgiver) på et hvilket som helst tidspunkt i sygeforløbet. Erklæringen kan også anvendes ved forløb med gentagne sygemeldinger.
Hvis du lider af en kronisk eller langvarig lidelse, der anslås at give mindst 10 fraværsdage på et år, kan du sammen med din nærmeste leder anmode kommunen om en §56-aftale.
-
Sygdom i familien
Reglerne om frihed i forbindelse med dit barns 1. og 2. sygedag, vil fremgå af den overenskomst der gælder for dit ansættelsesforhold.
For de fleste ansatte på SDU, vil der være ret til fravær iht. Fællesoverenskomstens § 14, hvis tjenesten tillader det og nærmeste leder har godkendt det.
Dette indebærer, at der er ret til tjenestefrihed til pasning af et sygt barn på barnets 1. og 2. sygedag, når:
- hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt
- forholdene på tjenestestedet tillader det
- barnet er under 18 år og
- barnet er hjemmeværende
Den 2. sygedag er den kalenderdag, der ligger i umiddelbar forlængelse af 1. sygedag, uanset om det er en arbejdsdag eller en fridag.
Den 1. og 2. sygedag kan holdes uafhængigt af hinanden, dvs. at en ansat kan holde fri på barnets 2. sygedag, selv om den pågældende ikke har holdt fri på barnets 1. sygedag. Forældre kan derfor også dele de to dage imellem sig, sådan at den ene af forældrene holder fri den 1. dag, og den anden holder fri den 2. dag.
Ved barns fortsatte sygdom kan der bl.a. anvendes ferie, omsorgsdage eller opsparet tid.
Er du timelønnet har du ret til løn ved fravær på grund barns 1. og 2. sygedag i samme omfang, som du har ret til løn under sygdom. Hvis du ikke har ret til løn under sygdom, har du altså heller ikke krav på løn under fravær på barnets 1. og 2. sygedag.
Har du, efter lov om ret til dagpenge og orlov ved barsel, ret til dagpenge i forbindelse med pasning af alvorligt syge børn under 18 år, har du i samme periode ret til hel eller delvis fravær med løn.Hvis du iht. lov om social service får bevilget plejevederlag i forbindelse med pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, har du i samme periode ret til hel eller delvis fravær med løn.Du har ret til tjenestefrihed med løn i op til 5 dage pr. barn inden for 12 på hinanden følgende måneder i forbindelse med din hospitalsindlæggelse sammen med et hjemmeværende barn under 14 år.
Tilsvarende gælder, hvis barnet under indlæggelsen opholder sig i hjemmet eller modtager ambulant behandling, der træder i stedet for hospitalsindlæggelse, og som kræver din tilstedeværelse.De 5 dage kan holdes enkeltvis eller samlet.
Der er ikke noget til hinder for, at du og din leder aftaler, at dagene bruges som f.eks. 10 halve dage. Hvis begge forældre er omfattet af aftalen, kan den samlede tjenestefrihedsperiode med løn højst udgøre 5 dage for forældrene tilsammen.
Du har ret til tjenestefrihed uden løn som følge af force majeure, når tvingende familiemæssige årsager gør sig gældende i tilfælde af sygdom eller ulykke, der gør din umiddelbare tilstedeværelse påtrængende nødvendig.
Perioder med tjenestefrihed uden løn medregnes ikke i lønancienniteten, og der optjenes ikke pensionsret.
Ansatte har ret til at få omsorgsorlov i op til 5 dage om året for at yde omsorg eller støtte til en pårørende i forbindelse med sygdom. Som pårørende betragtes egne børn, forældre, ægtefælle eller partner eller en person der bor i samme husstand. Friheden er uden løn. Dagene kan holdes samlet eller som enkelte dage. Ubrugte dage bortfalder ved årets udgang. Arbejdsgiver har mulighed for at kræve dokumentation for behovet for omsorgsdage.
Hvis den ansatte inden for et kalenderår har været fraværende ”til at pasning af nærtstående med nedsat funktionsevne, kronisk eller langvarig lidelse” eller ” til pasning af nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem”, så fratrækkes dette fravær i retten til omsorgsorlov.
Kommunen kan bevilge dig tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, hvis der i hjemmet forsøges et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. I sådanne situationer kan du bevilges tjenestefrihed uden løn.
Derudover kan du ansættes af kommunen til at passe en nærtstående i hjemmet, fordi vedkommende har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, lidelse. Her har du også ret til fravær uden løn.
Forhør dig hos din leder eller SDU HR, hvis du er i tvivl om, om du er omfattet af cirkulære om tjenestefrihed af familiemæssige årsager.
For alle lønmodtagere gælder dog lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager, som giver ret til fravær i forbindelse med følgende:
- force majeure
- ansættelse af kommunen til pasning af nærtstående med nedsat funktionsevne, kronisk eller langvarig lidelse samt pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.
Se beskrivelserne ovenfor.
-
Fridage (ud over ferie og særlige fridage)
Udover de normale helligdage er SDU lukket juleaftensdag, nytårsaftensdag samt grundlovsdag. På dagen for SDU’s årsfest lukkes kl. 12.Der kan gives frihed uden lønafkortning til konsultation hos læge og tandlæge. Endvidere kan bloddonorer få fri uden lønafkortning i forbindelse med blodgivning. Dog opfordres donorer til at anvende den mobile blodbank på de adresser, hvor det er muligt.Derudover kan der gives frihed uden lønafkortning i det omfang, tjenesten tillader det, ved følgende særlige lejligheder:- anledning af en medarbejders eget 25, 40 eller 50 års jubilæum i statens tjeneste
- ved eget, ved børns eller ved søskendes bryllup
- ved eget eller forældres sølv-, guld- eller diamantbryllup
- forbindelse med egen flytning
- ved alvorlig sygdom, dødsfald eller begravelse i nærmeste familie, dvs. ægtefælle/samlever, børn, forældre, søskende, bedsteforældre, svigerforældre eller –børn.