Et miljøskifte er en obligatorisk del af din ph.d.-uddannelse. Det giver dig mulighed for at blive en del af et aktivt forskningsmiljø uden for SDU – på et internationalt universitet, en forskningsinstitution eller en privat virksomhed.
Opholdet skal vare mellem 2 og 6 måneder (minimum 3 sammenhængende uger).
Bemærk: Det er først og fremmest din vejleder, der har ansvaret for at sikre, at du får kontakt til aktive forskningsmiljøer uden for SDU med henblik på at tilrettelægge dit miljøskifte
Få et overblik over, hvad du bør overveje før, under og efter dit ophold.
Nederst på siden (sort boks) kan du også læse, hvilke råd tidligere ph.d.-studerende ville ønske, de havde fået, før de tog af sted.
For en mere udførlig tjekliste over, hvad du bør undersøge og få afklaret i forbindelse med dit miljøskifte eller forskningsophold i udlandet, kan du med fordel skrive til International Staff Office (psssst… jeg har hørt rygter om, at de faktisk har lavet en hel tjekliste kun til det her!)
12 personlige fif til at overleve dit miljøskifteophold
Når du flytter til et nyt sted, er der ofte indsigter og råd, du gerne ville have vidst tidligere – råd, der kunne have gjort overgangen nemmere eller måske sparet dig tid og/eller penge.
Jeg har spurgt vores ph.d.-studerende, hvilket råd de ville ønske de selv havde fået før de tog på miljøskifteophold i udlandet.
Her er, hvad de svarede:
- Lav en rutine, så snart du er kommet på plads i dit nye sted. Det hjælper dig med at gøre overgangen glattere og reducerer den forvirring, du ofte kan føle, når du flytter til et nyt sted.
- Planlæg dine sightseeing-aktiviteter i god tid. Du vil være optaget af dit eget arbejde og den nye gruppes aktiviteter, og det er nemt at udsætte sightseeing, indtil det pludselig er tid til at tage hjem.
- Når du skal vælge en destination for dit miljøskifte, er det vigtigt at overveje, hvor tilgængelig værten er. Har de et stort laboratorium med mange ansatte/gæster, eller kan de være mere opmærksomme og tilgængelige under dit besøg? Det kan være bedre at vælge et sted, som måske lyder mindre spændende på papiret, men hvor du får mere opmærksomhed.
- Hav altid i baghovedet, at dit ophold er kort, og at du skal udnytte det maksimalt. Selv hvis du normalt er introvert, skal du prøve at lægge den side af dig til side for en stund. Deltag i forskellige aktiviteter og diskussioner, præsenter din forskning, og tilbring så meget tid som muligt med de øvrige forskere på værtsuniversitetet. Det vil give dig en bedre oplevelse, masser af læring og måske muligheder for videnskabelige samarbejder. Husk, at internationalt samarbejde ser rigtig godt ud på dit akademiske CV.
- Tal åbent om dine idéer med din værtsvejleder. Vær ikke for beskeden, og lad være med at tænke, at du er ny på stedet. Selv hvis du arbejder med et helt nyt emne, kan mange gode idéer komme ud af diskussioner og brainstorming-sessioner.
- Hvis muligt, kan det hjælpe enormt meget at tage af sted sammen med nogen, du kender – en kollega eller partner. At dele byrden, både fysisk med flytningen og administrativt, er utroligt hjælpsomt. Og selvfølgelig giver det også følelsesmæssig støtte.
- Hvis du er alene, er det nyttigt at finde aktiviteter og steder, du kan lide. Gå på hyggelige caféer for at læse, på museer, til dans, i fitness osv. På den måde føles det mere genkendeligt at være i det nye sted, og du bevarer lidt af de gode rutiner, du havde hjemme.
- Engagér dig med folk i den nye afdeling, hvis du har mulighed for det. Deltag i foredrag, team-frokoster eller sociale planer uden for arbejdstiden for at møde nye mennesker.
- Forbered dig på det følelsesmæssige ved at bo alene i en by, hvor du ikke kender nogen. Sørg for at komme ud og opleve ting, selv på de dage hvor du arbejder hjemmefra.
- Vær opmærksom på, at arbejdsmoral og arbejdstider kan være meget forskellige fra, hvad du er vant til. Bed din vært om at få plads sammen med andre – hvis du får et enkeltkontor, kan det føles isolerende og gøre det mindre motiverende at gå på kontoret.
- Sørg for, at du har noget, der giver dig værdi i din fritid. Miljøskifte handler meget om arbejde og forskning, men du kan ikke forske alle døgnets vågne timer. Tag ting med, som du kan hygge dig med, så du bevarer noget af den fritidsrutine, du havde hjemme.
- Tænk over tidszoner, især hvis du gerne vil holde kontakt til familie og venner derhjemme. Overvej, hvornår du er vågen, og hvornår de er vågne, så I kan kommunikere på et tidspunkt, der fungerer for jer begge.
Miljøskifte i Danmark?
Hvis du er ph.d.-studerende med en udenlandsk kandidatgrad, kan miljøskiftet foregå i Danmark.
Hvis du er ph.d.-studerende med en dansk kandidatgrad, skal miljøskiftet i udgangspunkt foregå i udlandet, men at du kan ansøge Ph.d.-skolen om at få dit miljøskifte i Danmark. Ansøgningen skal indeholde gode faglige begrundelser for, hvorfor dette vil være gavnligt for ph.d.-projektet.
