Nekrolog
Nekrolog: Thomas Buchvald Vind (1971-2026)
Syddansk Universitet har med stor sorg modtaget budskabet om, at universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind pludseligt er afgået ved døden natten til lørdag den 25. april. Thomas Buchvald Vind blev 54 år gammel.
Med Thomas Buchvald Vinds bortgang har SDU mistet en central og højt respekteret leder, som gennem en årrække har sat et markant præg på universitetets udvikling. Siden sin tiltrædelse som universitetsdirektør i 2017 stod han i spidsen for universitetets administration og var en central del af den øverste ledelse i en periode præget af betydelige forandringer og høje ambitioner.
– Thomas var en arbejdsom og dedikeret universitetsdirektør med et stærkt overblik, stor professionalisme og sikker dømmekraft. Han havde en dyb forståelse for universitetets kompleksitet og en særlig evne til at finde løsninger, der samlede organisationen og førte den fremad. I bestyrelsen nød han meget stor respekt for sin ordentlighed og sin måde at varetage SDU’s interesser på. Thomas var samtidig et meget venligt og tiltalende menneske, som bidrog til god, harmonisk og løsningsorienteret stemning. Hans indsats for SDU har været helt afgørende, og han vil blive savnet – både af universitetet og af undertegnede, siger Søren Vilby, universitetets bestyrelsesformand.
Thomas Buchvald Vind var kendetegnet ved loyalitet over for universitetet, dets opgaver og de mennesker, der hver dag bidrager til forskning, uddannelse og samarbejde med det omgivende samfund. Han arbejdede målrettet for at sikre, at SDU havde en organisation, der kunne understøtte universitetets faglige miljøer og strategiske ambitioner, og han formåede at balancere udvikling og drift med stor sikkerhed.
– Jeg har mistet en skattet kollega. Thomas og jeg havde et tæt samarbejde, og jeg satte meget stor pris på hans overblik, grundighed og rolige måde at lede på. Thomas havde en sjælden evne til både at se de store linjer og være opmærksom på de mennesker, han arbejdede sammen med. Han var et gennemført ordentligt menneske, der formåede at skabe retning og samle organisationen. Han vil blive savnet på SDU, siger rektor Jens Ringsmose.
Thomas Buchvald Vind repræsenterede universitetet med professionalisme, ordentlighed og integritet både internt på SDU og i de mange eksterne relationer, han indgik i. Mange medarbejdere og samarbejdspartnere har haft et tæt samarbejde med Thomas og vil kende ham som en engageret, lyttende og dedikeret leder, der mødte andre med tillid og respekt.
Før sin tiltrædelse på SDU havde Thomas Buchvald Vind en lang karriere på Københavns Universitet, hvor han blandt andet var vicedirektør for koncernøkonomi. Han havde desuden erfaring fra konsulentbranchen. Han bragte også sit indgående kendskab til universitetssektoren i spil som forperson for Universitetsdirektørudvalget i Danske Universiteter, hvor han arbejdede for at styrke samarbejdet på tværs af sektoren.
Thomas Buchvald Vind var cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og havde herudover en master i social og politisk teori fra Edinburgh University samt en master i offentlig ledelse og styring fra CBS/KU.
Thomas Buchvald Vind efterlader sig sin hustru og deres to børn.
Æret være Thomas Buchvald Vinds minde.