Spring til hovedindhold
DA / EN

Bilflåde

Nye elbiler på vej til SDU Fælles Bilflåde

SDU erstatter de sidste 25 benzin- og dieselbiler i den fælles bilflåde med 26 elbiler. Udskiftningen betyder, at udvalget i bookingsystemet Mileage Book i en periode kan se mindre ud, når du booker kørsel i 2027.

Skal du booke en bil til en køretur i 2027, kan der være færre biler at vælge mellem i Mileage Book. Det skyldes, at benzin- og dieselbilerne bliver blokeret for booking, mens de nye elbiler først kan oprettes i systemet, når de er leveret og gjort klar.

Der bliver ikke færre biler til rådighed under udskiftningen. Begrænsningen gælder alene udvalget i bookingsystemet og berører alle campusser.

De nye elbiler bliver løbende tilgængelige for booking. Teknisk Service forventer, at 17 af bilerne er klar omkring midten af december 2026, og at alle 26 nye elbiler kan bookes senest 1. februar 2027. Tidsplanen afhænger af leverancerne.

Har du allerede booket en bil?

Alle reservationer til kørsel fra 1. januar 2027 på de benzin- og dieselbiler, der bliver udskiftet, bliver annulleret. Teknisk Service sletter reservationerne løbende og giver de berørte medarbejdere besked på mail. Reservationer på de nuværende elbiler bliver ikke berørt.

Hvis din reservation bliver annulleret, skal du selv oprette en ny booking. Du kan vælge en af de øvrige biler i systemet eller holde øje med udvalget, efterhånden som de nye elbiler bliver klar.

Kan du ikke finde en ledig bil til din køretur, skal du kontakte Teknisk Service på 8888@sdu.dk eller telefon 6550 8888 en uge før, du skal bruge bilen. Teknisk Service vil derefter forsøge at finde en bil til dig.

37 elbiler i den fælles bilflåde

SDU Fælles Bilflåde har allerede 11 elbiler. Med de 26 nye bliver flåden på i alt 37 elbiler fordelt mellem Odense, Sønderborg, Kolding, Esbjerg, Vejle og Slagelse.

Udskiftningen er en del af SDU's Klimaplan 2.0. Det er besluttet, at alle SDU's biler skal være elbiler senest ved udgangen af 2027. Det gælder både bilerne i den fælles bilflåde og universitetets øvrige biler.

Læs retningslinjerne, inden du låner en bil

På sdunet.dk/biler finder du retningslinjer, vejledninger og svar på spørgsmål om SDU Fælles Bilflåde. Du har pligt til at læse retningslinjerne, inden du booker og benytter en bil.

Redaktionen afsluttet: 27.10.2026