Status på omstillingen
Omstilling af uddannelsesadministrationen – direktionen har godkendt næste skridt
Direktionen har 4. september drøftet den fremtidige organisering af SDU’s uddannelsesadministration og godkendt, at samarbejdsudvalg nu kan behandle forslag til den fremtidige organisering af SDU’s uddannelsesadministrative opgaver.
Næste skridt
Nu indledes en fortrolighedsfase, hvor ledelsen, Hovedsamarbejdsudvalget, lokale samarbejdsudvalg samt andre råd og udvalg inddrages.
En samlet udmelding om organiseringen af uddannelsesadministrationen forventes i slutningen af september, når processen er afsluttet.
Baggrunden for arbejdet
Som tidligere beskrevet arbejder SDU på at udvikle en mere sammenhængende og effektiv uddannelsesadministration på tværs af universitetet.
Målet er både at understøtte studerende og undervisere bedre – og at forberede organisationen til at kunne implementere et nyt studieinformationssystem.
Indsatsen skal styrke samarbejdet omkring uddannelsesadministrationen på tværs af institutter, fakulteter og Fællesadministrationen. Den skal samtidig skabe tydeligere rammer for de medarbejdere, der arbejder med samme type opgaver.
Det betyder, at medarbejderne i højere grad vil indgå i stærke tværfaglige fællesskaber, hvor der er bedre muligheder for sparring og udvikling.
For medarbejdere, der arbejder med uddannelsesadministrative opgaver – både på institutter, fakulteter og i Fællesadministrationen – kan det betyde ændringer i opgaver, roller eller placering.
Det er dog vigtigt at understrege, at ingen skal være bekymret for deres ansættelse på SDU som følge af beslutningen.
Medarbejdernes engagement er centralt
– Medarbejdernes viden, erfaring og engagement er helt afgørende for, at vi lykkes med at skabe en stærkere uddannelsesadministration på SDU. Vores ambition er at opbygge en organisation, der giver faglig robusthed og mulighed for faglig sparring i hverdagen samt en mere overskuelig og sammenhængende service til studerende og undervisere, siger universitetsdirektør og projektejer Thomas Buchvald Vind.
Du kan løbende følge med i FAQ’en på informationssiden for omstillingen.