Spring til hovedindhold
DA / EN

SDU Bevæger Sig

SDU Bevæger Sig fortsætter frem til 2031

Efter en succesfuld 2026-udgave af SDU Bevæger Sig er der udsigt til flere arrangementer og initiativer for SDU’s medarbejdere, idet konceptet er blevet forlænget.

Der er godt nyt til alle, der nyder en aktiv pause og fællesskabet med kollegerne: SDU Bevæger Sig forlænges frem til februar 2031. Dermed kan medarbejdere på tværs af universitetet også i de kommende år mødes om bevægelse og kollegamotion.

Forlængelsen kommer i kølvandet på årets Bevægelsesdag, hvor 68 aktiviteter på fem campusser og 801 tilmeldinger satte rekord. Fra ketsjersport og dans til gåture og cirkeltræning var der rig mulighed for at prøve noget nyt og møde kolleger på tværs af afdelinger.

SDU Bevæger Sig er mere end den årlige bevægelsesdag. Gennem faste aktiviteter og enkeltstående arrangementer skaber initiativet muligheder for at få bevægelse ind i hverdagen og styrke de kollegiale fællesskaber. Det sker med hjælp fra engagerede instruktører og mere end 100 bevægelsesambassadører, der spreder budskabet og inspirerer kollegerne til at være med.

Styregruppen for SDU Bevæger Sig glæder sig over forlængelsen:

- Vi er meget glade for, at SDU Bevæger Sig kan fortsætte. Initiativet er blevet løftet af en imponerende opbakning fra medarbejdere på tværs af universitetet. Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med SDU’s mere end 100 bevægelsesambassadører og vores store hold af engagerede instruktører. Sammen skal vi skabe endnu flere muligheder for kollegamotion og gøre bevægelse til en naturlig del af arbejdsdagen på SDU.

Har du lyst til at være med?

På SDU Bevæger Sigs side kan du læse mere om kommende kollegaaktiviteter og finde en aktivitet, der passer til dig, uanset om du er fast deltager eller skal være med for første gang.

Gå til SDU Bevæger Sigs side

Styregruppen for SDU Bevæger sig består af Jens Troelsen, Thomas Kaarsted, Anne Kathrine Overgaard og Philip Wolfgang.

Deltagere sidder på træningsmåtter under en fælles aktivitet til Bevægelsesdagen 2026.

Seks cyklister med racercykler udendørs til Bevægelsesdagen 2026.

Deltagere øver sig i at køre på ethjulede cykler i en idrætshal til Bevægelsesdagen 2026.

Redaktionen afsluttet: 29.10.2026