Ranking
Dynamisk forskningsudvikling holder SDU i den globale top-200 på NTU Ranking 2026
For tredje år i træk er Syddansk Universitet (SDU) at finde i top-200 på NTU World University Ranking. Det sker samtidig med, at universitetet løbende har udviklet nye forskningsmiljøer på tværs af fakulteterne, hvilket nu begynder at påvirke den eksterne vurdering positivt.
SDU er rangeret som nr. 195 i den nyeste NTU Ranking 2026, og universitetet vurderes dermed i top-10% af de over 2000 universiteter fra hele verden, der er med på ranglisten.
NTU-Ranglisten adskiller sig fra mange andre internationale universitetsrankinger ved udelukkende at fokusere på forskning og forskningskvalitet gennem analyser af videnskabelige publikationer, citationer og forskningsgennemslag.
Resultatet understreger, at SDU leverer forskning på højt internationalt niveau. Den flotte anerkendelse kommer på et tidspunkt, hvor SDU fortsat udvikler nye forskningsmiljøer inden for blandt andet klima, energi, kvantesoftware, sundhed, teknologi, jura og samfundsforhold. De nye miljøer bygger videre på eksisterende styrkepositioner og skaber samtidig grundlag for fremtidens forskning.
Forskningsinvesteringer bærer resultaterne frem
At fastholde en placering blandt verdens 200 bedste universiteter tre år i træk kræver mere end enkeltstående resultater. Det kræver stærke forskningsmiljøer, dygtige forskere og en vedvarende evne til at udvikle nye forskningsområder og -samarbejder.
De seneste år har SDU investeret betydeligt i nye forskningsmiljøer og forskningsinfrastrukturer. Universitetet har blandt andet styrket forskningen inden for klima og grøn omstilling gennem nye elitecentre under SDU Climate Cluster samt opbygget nye forskningsmiljøer inden for blandt andet avancerede energiteknologier, kvanteteknologi, forsvarsteknologi og sundhedsforskning.
I 2024-2025 blev partnerskabet MedTech Odense etableret mellem SDU, OUH, Region Syddanmark og Odense Kommune med ambitionen om at skabe et forskningsbaseret kraftcenter for sundhedsteknologi. I 2026 åbnede SDU to så forskellige forskningscentre som Center for Large Structure Production på Lindø og Center for Law, AI and Robotics.
Udviklingen af nye forskningsmiljøer skal ikke alene skabe ny viden, men også styrke universitetets evne til at tiltrække talentfulde forskere, internationale samarbejder og ekstern forskningsfinansiering.
Mere vand på ranking-møllen
Resultatet står ikke alene. Tidligere på året viste en uafhængig analyse fra Elsevier, at SDU har den højeste forskningsimpact i Danmark, hvor SDU målt på den meget anvendte indeks ”Field Weighted Citation Impact” med en score på 2,01 ligger over dobbelt så højt som verdensgennemsnittet.
Elsevier er en global leverandør af forskningsinformation, videnskabelige tidsskrifter og analyseværktøjer til universiteter og forskningsinstitutioner.
NTU World University Ranking 2026 rangerer de 2.000 bedste universiteter i verden. Ranglisten offentliggøres af National Taiwan University og er en rent bibliometrisk rangliste baseret på forskningspublikationer, citationer og videnskabeligt gennemslag.