Skip to main content
DA / EN

YERUN

SDU-forsker vinder pris under YERUN Research Mobility Awards

Lektor Muhammad Tahir Ashraf fra Institut for Grøn Teknologi på Det Tekniske Fakultet er i 2025 blandt prismodtagerne af YERUN Research Mobility Awards.

Det er han i samarbejde med to forskere fra Brunel University London , Salman Masoudi Soltani og Paulina Quintanilla.

Projektet handler om at finde en smart måde at lave bæredygtige brændstoffer og kemikalier på ved at kombinere to teknologier: biologisk omdannelse og pyrolyse (en proces, hvor organisk materiale opvarmes uden ilt).

Forskningen fokuserer især på at bruge gasser fra nedbrudte biologiske rester til at lave metan, som kan bruges i gasnettet, og på at forbedre kvaliteten af biokul, så det kan bruges i industrien.

Tættere samarbejde

YERUN Research Mobility Awards skaber tættere samarbejde mellem forskere på tværs af YERUN-netværket og øger udvekslingen af idéer mellem fagområder og over landegrænser. Som en del af projektet her vil SDU sende prøver af biokul til laboratorieundersøgelse på Brunel University, og derudover vil studerende blive udvekslet mellem de to universiteter og workshops afholdt på både SDU og BUL. 

I 2024-2025-udgaven blev der introduceret flere nye tiltag i YERUN Research Mobility Awards.

For at styrke partnerskaber skulle ansøgninger indsendes af grupper på mindst to forskere fra forskellige YERUN-medlemsuniversiteter.

Finansieringen er øget for at understøtte mere ambitiøse projekter. Der blev uddelt 10 priser på hver 4.000 euro

Priserne var åbne for forskere både tidligt og midtvejs i deres karriere, og det gav flere forskere mulighed for at deltage.

Redaktionen afsluttet: 25.02.2025