Skip to main content
DA / EN

Ledelse på SDU

Forandringer i fokus på TAP-lederdag

Der var stor opbakning og gode drøftelser, da TAP-ledere på tværs af SDU var samlet til temadag om ledelse i forandringer.

Forandringerne står i kø på Syddansk Universitet i disse år.

Markante langsigtede statslige investeringer i forskning og innovation, kandidatreform, små ungdomsårgange, omstilling af uddannelsesadministrationen, ny campus i Vejle og lukning af campus i Slagelse, digitalisering og kunstig intelligens, markante langsigtede statslige investeringer i forskning og innovation, besparelser på administration i staten og geopolitiske forandringer.

Disse er blot enkelte eksempler på forandringer, som i disse år præger Syddansk Universitet og hele universitetssektoren.

Forandringsledelse som omdrejningspunkt

Derfor var ledelse i forandringer naturligt nok omdrejningspunktet, da SDU’s teknisk-administrative ledergruppe i oktober var samlet til temadag. Temadagen samlede 115 ledere fra det tekniske og administrative område på hele SDU og satte fokus på den store betydning af ledelse under forandringsprocesser.

- Universitetet er i konstant forandring. God ledelse er afgørende i forandringer, som jo handler om at bevæge mennesker og skabe retning, tryghed og engagement under forandringerne. Man kan som leder ikke forandre noget, medmindre medarbejderne kan se mening og er motiverede for at følge med, understreger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind om baggrunden for dagen og uddyber: 

- Det stiller store krav til agilitet for både ledere og medarbejdere, og derfor er det væsentligt at samle hele det store netværk af TAP-ledere på tværs af SDU til fælles dialog og sparring om, hvordan vi leder i forandringer. Forandringsledelse rummer mange valg, paradokser og etiske dilemmaer, hvor man har brug for gode lederkollegaer at sparre med.

Netværk binder SDU sammen

TAP-lederdagen og dens fokus blev taget godt imod af deltagerne. Britta Løck Worm, afdelingsleder i HD- og Mastersekretariatet siger:

- I en tid, hvor konstante forandringer er et vilkår, kan vi ikke blive for godt klædt på til at arbejde med og i forandringer – så temaet forandringsledelse er mega-relevant. Modellerne, narrativerne og de gode refleksioner i grupperne kan vi alle tage med tilbage og bruge – og det kan hjælpe os alle i en tid, hvor de tektoniske plader vibrerer.

Hun uddyber:

- Men det vigtigste output fra dagen er nok, at alle får kontakter til andre ledere på tværs af hovedområder og geografi. Det netværk, som sådan en dag kan bidrage til, er med til at binde SDU mere sammen. For når alt kommer til alt, så er organisationer jo ikke kun organisationsdiagrammer – de består af mennesker.

Og Mikkel Linnemann Johansson, leder af dekansekretariatet og kommunikationsteamet på Det Naturvidenskabelige Fakultet er enig:

- Det er virkelig værdifuldt, at vi på tværs af organisationen får mulighed for at mødes og dele erfaringer – særligt om et så aktuelt og konkret emne, som forandringsledelse er netop nu på SDU. Forandringsledelse er relevant for os alle – og alle, som jeg talte med, havde noget spændende at dele. Jeg tror, vi er mange, som allerede glæder os til næste gang, vi får denne mulighed.

Kort om temadagen

  • Temadagen for SDU’s teknisk-administrative ledergruppe satte fokus på ledelse i forandringer. Dagen bestod af oplæg ved universitetsdirektør Thomas Buchvald Vindlektor Marianne Harbo og organisationskonsulent Anders Stahlschmidt 
  • Efterfølgendecase-arbejde i gruppernepå baggrund af oplæg fra It- og digitaliseringschef Bue Raun Andersen og afdelingsleder Jesper Stæhr fra Biomedicinsk Laboratorium.  
Redaktionen afsluttet: 28.10.2025