Nu kan der igen skåles (i vand) i Esbjerg
Drikkevandet i Jerne Nord - som bl.a. dækker over SDU i Esbjerg - kan igen drikkes uden først at skulle koges. Myndighederne har torsdag eftermiddag ophævet kogeanbefalingen.
Der har hele ugen været dumt drikkevand fra hanerne på SDU i Esbjerg grundet et varsel om forurenet vand i Jerne Nord, men nu kan man igen indtage vandet uden at koge det først.
Myndighederne har torsdag eftermiddag ophævet kogeanbefalingen, meddeler DIN Forsyning på hjemmesiden.
Hvis du ikke har brugt vand overhovedet de sidste dage, bør du lade vandhanen løbe i ti minutter, før du bruger vandet første gang. Herefter kan du begynde at bruge vandet som normalt, står der i opdateringen.
Teknisk Service sørger for at få gennemskyllet haner ved alle tappesteder og toiletter på campus tidligt fredag morgen.
Skål i vand og god weekend.