Skip to main content
DA / EN

De ansattes klumme

Kom til studiepraktik på SDU

Det tager kun to dage, men vi vil så gerne have, at du går lidt tidligere (så vi kan holde fest)

Af Mikkel Linnemann Johansson, 28-11-2023

Studiepraktikken er en fantastisk mulighed for at tiltrække potentielle studerende. Gymnasieelever fra hele landet kan vælge at besøge lige netop den uddannelse, de er mest interesserede i. De er engagerede, motiverede og målrettede.  

Derfor er det også fantastisk at opleve, hvor megen tid og energi undervisere, outreach- og brobygningsmedarbejdere lægger i at skabe en god oplevelse for vores gæster. 

Det er nemlig en gylden mulighed, når man som universitet ønsker at rekruttere de dygtigste og mest attraktive studerende: Dem som kan og vil. 

Det er samtidig den gruppe potentielle studerende, som alle andre uddannelsesinstitutioner er interesserede i, men vi har en discountudgave af et tilbud, som end ikke Fakta kan konkurrere med.  

I stedet for at bruge hele tre dage på at kvalificere deres studievalg, så kan de uddannelsessøgende nøjes med at bruge to dage på SDU. Det betyder, at der nok ikke er så mange åndehuller i programmet, men pyt! Unge mennesker kan alligevel ikke blive stressede – og ro til fordybelse er også overvurderet. 

Hvis man i stedet er en Irma-type, der vil spilde 50 % mere tid på sit studievalg, så kan man jo altid tage tre dages studiepraktik et andet sted. 

På SDU kan man få det hele overstået på to dage! Hvis ikke det signalerer kvalitet, hvad gør så? 

Dog skal vores inviterede gæster være forberedte på, at frokosten om torsdagen muligvis skal indtages, mens de sidder på gulvet. For fredag holder vi et brag af en fest, hvor vi fejrer os selv – og hvor megafede vi er. Der er borde og stole, der skal flyttes inden festen, så det kniber altså med siddepladser om torsdagen. 

I det hele taget vil der være trængsel, når vi gør klar til festlighederne, så lad lige være med at gå i vejen, kære gæst! Der er typisk også nogle undervisningslokaler, som vi gerne vil bruge til garderobe. Så det kan godt være, at vi banker på og afbryder, fordi vi lige vil høre, om det der studiepraktik ikke snart er slut, så vi kan komme videre med det, der betyder noget. 

For her på SDU skal der være fest! Og det kræver altså, at vi har et sted at hænge overtøjet. 

Undertegnede kommer dog ikke til årsfesterne. Det har jeg ikke gjort, siden jeg selv var studerende. For mens jeg 51 uger om året ranker ryggen, når jeg med stolthed fortæller, at jeg arbejder på SDU, så ender jeg altid med at blive gnaven af at gå på arbejde, når vi kommer til midten af uge 43, og jeg ser, hvordan vi prioriterer de unge gæster, som vi selv har inviteret. 

Det gør det svært at finde det festlige humør frem, synes jeg. 

Hvis vi en gang på SDU skulle nå frem til, at man faktisk godt kan holde fest i en af de 51 andre uger, så synes jeg, vi skal have en ambition om at lave landets mest attraktive studiepraktik. Måske kunne det også hjælpe os med at tiltrække de mest attraktive studerende. Hvem ved? 

Så ville vi også slippe for at skulle finde festtøjet frem, mens de andre universiteter stadig er i arbejdstøjet og knokler videre med årets nok vigtigste rekrutteringsaktivitet. 

Mikkel Linnemann Johansson

Teamleder for kommunikation og presse på Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 28.11.2023