Brede skuldre bærer mest, så længe de er til stede.

Som ny studerende på det store universitet kan det hele godt føles stort og tomt. Livet foregår udelukkende i bøger og forelæsninger, og eksistensen synes hurtigt at blive tør og ensom. For at undgå, at denne situation bliver permanent, blødes den op med fællesskaber og foreninger, som man hurtigt bliver en del af, og som også langsomt bliver en del af en selv. På overfladen ligner dette noget nær en selvfølgelighed, men i realiteten er det nok så langt fra sandheden, som vi nærmest kan komme. De mange initiativer står på skuldrene af de hårdtarbejdende frivillige ildsjæle, som vælger at bruge en del af deres, i forvejen pressede, studietid på at skabe trivsel og frirum for de mange studerende omkring sig i stedet for kun at tænke på sig selv.

Man skal dog være opmærksom på, at dette universitets foreningsliv ikke er solidt cementeret til skuldrene af disse ildsjæle, men i stedet balancerer nænsomt oven på de hele tiden skiftende skuldre, hvilket gør det til en meget skrøbelig eksistens at have med at gøre. Især når vi husker os selv på, at det ofte kun er et par af de dyrebare studieår, der bliver brugt aktivt på foreningslivet, eftersom elementer som førsteårsprøve, udlandssemestre, bachelor- og kandidat-skrivning står i første række, når det gælder prioritering af ens tid.

I mange foreninger er det sådan, at nogen bærer mere end andre – fordi de vil, fordi de kan, eller måske fordi der er brug for det. Disse ildsjæle vil jeg vælge at kalde for bærende skuldre. Bærende skuldre er noget af det mest værdifulde, vi kan have fingrene i, for trivslen på universitetet. Det er dem, der starter foreninger, starter initiativer, eller dem der træder ind i allerede eksisterende foreninger og løfter taget lidt højere, så det igen er muligt at udvide og gøre mere for foreningens medlemmer.

Men disse individer bliver også hurtigt til de farligste elementer for foreningerne, for hvad gør man, når de bærende skuldre går ud ad døren med et uddannelsesbevis i hånden? Hvis ikke der i mellemtiden er blevet opbygget en struktur uden om de bærende skuldre, eller der er fundet et nyt sæt skuldre til at tage overtage vægten, så falder foreningen sammen, og den trivsel, der før kunne tilbydes de studerende, forsvinder hurtigt ud af hænderne på dem, der står tilbage.

For at modarbejde dette forfald, er svaret ikke altid penge. Løsningen ligger i støtte og opbakning. Menneskelig støtte, ikke bare en bunke penge, men en person at snakke med, som tager sig tid til at lytte, tage foreningen seriøst, og hjælpe med de problemer, selv den mindste organisation kæmper med. Og strukturel opbakning, så man ved at der også er et sted at holde til i morgen, og at ens arrangementer har et sted at blive holdt. Uden at det skal være en organisatorisk og økonomisk byrde for de studerende, der bare prøver at gøre noget godt for deres medstuderende.

Foreningskulturen kan ikke købes; den skal næres, støttes og tages alvorligt. For uden de mange bærende skuldre falder fællesskaberne sammen. Og uden fællesskaberne forsvinder den trivsel, der gør forskellen mellem et universitet, hvor man blot læser, og et universitet, hvor man hører til.