Frivillighed: Hvem trækker læsset – og hvem trækker sig?

Jeg kom for bøgerne, men blev for fællesskabet

Da jeg startede på SDU, var jeg klar med overstregningstuscher og ambitioner. Jeg troede, at universitetet handlede om at læse, tage noter og gøre sig klar til eksamen. Men hurtigt opdagede jeg, at noget andet også trak: fællesskabet.

Som foreningsforkvinde og siden medlem af Institutrådet på Statskundskab har jeg erfaret, at mit frivillige engagement ikke blot er et afbræk fra studierne, men mit vigtigste pensum. Her lærer jeg at samarbejde, finde løsninger og stå på mål for noget større end mig selv. Det er ikke ekstraarbejde. Det er demokratisk dannelse i praksis.

“Men jeg har ikke tid”

Jeg hører ofte studerende sige, at de ikke har tid til at være frivillige. Og jeg forstår dem godt. Tidsplanen er stram, SU’en er lav, eksamenerne står i kø. Så lad os vende spørgsmålet om: Har vi råd til at lade være? For frivillighed er tid, der giver studiet mening. Det er dér, vi lærer det, der ikke står i bøgerne. Dér, vi møder mennesker og holdninger, som vi ellers aldrig ville have mødt. Det er ikke spildtid, men investeringstid.

Frivillighed er ikke noget, man gør for nogen. Det er noget, man gør med nogen. I pensum lærer vi at forstå teorier og begreber. Som frivillige lærer vi at forstå mennesker og muligheder. Det er kompetencer, som vi ikke kan undvære, hverken på universitetet eller i det samfund, vi er på vej ud i.

Løft os, så vi kan løfte andre

Da jeg studerede i USA, oplevede jeg, hvordan frivillighed var en naturlig del af universitetslivet. Man planlagde events, deltog i debatter, løftede hinanden. Og det virkede. Fællesskabet bar sig selv, fordi alle bar med.

På SDU ser jeg desværre et andet billede. Alt for få studerende gider stå i fredagsbaren eller arrangere faglige events. Men vi bærer alle et ansvar. Det er os, der allerede er engagerede, der skal vise, hvor meningsfuldt det er. For frivillighed starter nedefra, men kræver opbakning ovenfra. Vi studerende sætter idéer i gang og løfter fællesskabet – uden løn, uden bonus. Men vi skal støttes, ikke styres. Når undervisere og ansatte nævner foreninger med respekt, når studenterrepræsentanter inviteres ind i beslutningsrum, og når frivillige får lidt fleksibilitet i hverdagen, sender det et klart signal: Det, vi gør, betyder noget.

Små bidrag, stor betydning

I sidste ende er det ikke kun viden, der former os. Det er de fællesskaber, vi træder ind i. De relationer, vi bygger. Det ansvar, vi tør tage – og får mulighed for at bære. Det er ikke det, vi får, men det, vi giver, der gør universitetet levende og gør os klar til at være en del af noget større.

Først når frivillighed ses som noget, der former og forandrer, vil flere finde både modet og lysten til at engagere sig. Så (ud)danner SDU ikke kun kandidater, men medansvarlige borgere.