Frihed kræver plads – også til de upopulære spørgsmål

De seneste år har debatten om forskningsfrihed placeret især humaniora i offentlighedens søgelys. Enkelte forskere oplevede få år tilbage at blive kritiseret for deres arbejde med bl.a. køn og identitet. Kritikken var ikke kun rettet mod de enkelte forskere, men ramte ifølge Charlotte Kroløkke, professor på Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber på SDU, hele det humanistiske paradigme.

Balancen mellem forskningsfrihed og eksterne krav

Spurgt om balancen mellem forskningsfrihed og de krav, der ofte følger med finansiering og samarbejde, understreger Charlotte Kroløkke, at det er en vigtig balance:

– Vi har på den ene side forskningsfrihed – valget af spørgsmål og metoder – og på den anden side de forpligtelser, som følger med samarbejde og ekstern finansiering. Jeg har ikke oplevet en ubalance her, men jeg ser en anden udfordring – hvordan vi sikrer forskningsfrihed på sigt, når både rekruttering og uddannelse af nye forskere i stigende grad er indlejret i eksternt finansierede projekter.

Hun forklarer, at mange juniorforskere befinder sig i lange postdoc-forløb, hvor de primært arbejder videre med seniorforskeres spørgsmål.

– Det behøver ikke være negativt, men hvis det bliver den eneste model, kan det hæmme udviklingen af forskere med en egentlig grundforskningstankegang. Forskningsfrihed handler netop om at turde stille nye og til tider kontroversielle spørgsmål, og som jeg ser det, er vores system udfordret af, at vi i dag har færre faste stillinger, som giver rum og tid til at udforske ideer, som ikke allerede er tænkt af andre.

Undervisningsfrihed og employabilitet

SDU’s Erklæring om akademisk frihed er god, mener Charlotte Kroløkke, og det er positivt, at undervisningsfriheden også er med. Men den har ikke ændret hendes måde at undervise på. Diversitet og inklusion er centrale temaer i kulturstudier, og hun udfordrer sine studerende – ikke på baggrund af personlige holdninger, men gennem de perspektiver og analyseredskaber, som teorier og metoder muliggør.

Hun ser et andet spændingsfelt. Det ligger mellem undervisningsfrihed og et stigende fokus på employabilitet – eller beskæftigelsesegnethed – i uddannelserne.

– Det er selvfølgelig godt, at vores kandidater får job, men et for snævert fokus på aftagerkrav kan hæmme den faglige nysgerrighed og de langsigtede perspektiver. De studerende skal have lov til at eksperimentere med teoretiske og historiske vinkler uden at tænke på deres fremtidige beskæftigelse.

Humaniora under pres

Charlotte Kroløkke vender tilbage til kritikken af humaniora.

– De tilfælde, hvor humanistiske forskere er blevet kaldt for aktivister og deres forskningsartikler for pseudovidenskab, fortæller mig, at humaniora er under pres. Når humanistiske forskere udtaler sig, skal de gøre sig umage for at formidle, at de gør det på baggrund af en videnskabelig tilgang for ikke at blive anklaget for aktivisme. Humaniora skal i højere grad forklare sig selv som videnskab. Vi arbejder med kvalitative studier og kritisk refleksion, og derfor bliver vi nogle gange fejlagtigt anklaget for ikke at være videnskabelige.

Humaniora bidrager med dybere forståelse af menneske, kultur og historie ved at undersøge sprog, kunst og samfund – og det er nødvendige forudsætninger for at forstå komplekse fænomener, som ellers udelukkende forbindes med natur- eller samfundsvidenskab.

– Tag for eksempel klimaforandringer – det handler ikke kun om CO₂ og temperaturkurver, men også om menneskers adfærd, værdier og beslutninger. Her kan humanistiske analyser give afgørende indsigt.

Nye udfordringer for akademisk frihed

Om de udfordringer, der kan vente for den akademiske frihed i fremtiden, fremhæver Charlotte Kroløkke især politisk og samfundsmæssigt pres på, hvilke emner forskere vælger at beskæftige sig med.

– Forskning i emner som immigration, Israel-Palæstina og Ukraine-Rusland vækker stærke følelser og populistiske reaktioner. Forskere, der deltager i debatten, risikerer at få deres faglighed draget i tvivl eller at møde personrettet kritik. Samtidig spreder misinformation, konspirationsteorier og AI-genereret indhold sig hurtigt og udfordrer adgangen til pålidelig viden.

Det gør det endnu vigtigere, at universiteterne beskytter forskningsfriheden.

– Vi skal bevare rum, hvor forskere kan stille de upopulære spørgsmål uden at frygte for karriere eller ansættelse. Frihed kræver plads – også til de kontroversielle og provokerende spørgsmål, understreger hun.

Et demokratisk værn

Det er en grundpille i demokratiske processer, og universiteter skal være et uundværligt korrektiv i samfundet. Institutioner, der insisterer på metodisk stringens og faglig uafhængighed, spiller en afgørende rolle i at fastholde, at den viden, forskningen producerer, ikke forveksles med holdninger eller spekulationer. Det er et akademisk ideal, men også en demokratisk forudsætning.

– Samfundet skal kunne skelne mellem dokumenteret viden og påstande, mellem fakta og falsk information. Det er nødvendigt med instanser, der kan kvalificere og efterprøve viden, før den bringes ind i den offentlige samtale. Det er en forudsætning for, at demokratiske beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag.