Skip to main content
DA / EN

SDU HR serviceside

Bibeskæftigelse (bijobs)

Uddybning, grundlag, retningslinjer, forenelighed med hovedbeskæftigelsen og eventuelle konsekvenser

 

SDU lægger vægt på medarbejdernes dialog med det omgivende samfund og understøtter, at medarbejderne deltager i overførsel af viden til omverdenen og drager nytte af de erfaringer, der opnås gennem kontakt med det øvrige samfund. Det er derfor vigtigt med åbenhed om samarbejdsrelationerne med eksterne aktører.

Samarbejdet med omverdenen, herunder såvel offentlige som private organisationer, fremmes blandt andet ved, at SDU´s medarbejdere også uden for SDU kan have relevant faglig bibeskæftigelse inden for eget fagligt område.

SDU’s medarbejdere kan have bibeskæftigelse ved siden af ansættelsen på SDU, i det omfang bibeskæftigelsen er forenelig med de ansættelsesmæssige pligter i hovedansættelsen på SDU. Dette er lovfæstet ved tjenestemandslovens § 17, funktionærlovens § 15 og lov om ansættelsesbeviser § 7.

Disse retningslinjer har ikke til formål at begrænse adgangen til bibeskæftigelse, men SDU lægger vægt på, at bibeskæftigelse ikke skader SDU’s omdømme som uafhængig forskningsinstitution og medarbejdernes habilitet og troværdighed, samt at bibeskæftigelse ikke fører til uønsket vidensoverførsel.

Alle medarbejdere er omfattet af de almindelige retsgrundsætninger i dansk ret, hvilket betyder, at medarbejderne kan påtage sig bibeskæftigelse, så længe det ikke påvirker deres ansættelse på SDU samt troværdigheden omkring universitetets forskning, uddannelse og formidling, se desuden punkt 4. I tvivlstilfælde bør medarbejderen (både VIP og TAP) drøfte muligheden for at påtage sig bibeskæftigelsen med nærmeste ansættelsesbemyndigede leder/institutlederen.

Medarbejdere ansat i videnskabelige stillinger på lektorniveau eller derover samt rektoratet, dekaner, fakultetssekretariatschefer, institutledere, direktører, vicedirektører og områdechefer er desuden omfattede af særlige SDU-regler vedrørende bibeskæftigelse, se afsnit 4.2.

Bibeskæftigelsen skal være forenelig med den agtelse og tillid (dekorum), der er nødvendig for at være ansat på SDU, og holdes inden for rammerne af de almindelige loyalitetsforpligtelser, markedsføringslovens bestemmelser om erhvervshemmeligheder og det europæiske charter for forskere.

Bibeskæftigelser må ikke udgøre en konkurrence til SDU´s aktiviteter og kerneydelser og må ikke undergrave tiltroen til SDU´s forskning, uddannelse eller formidling, ligesom de ikke må være af en sådan karakter, at de er skadelige for SDU´s virksomhed.

Bibeskæftigelse skal tilrettelægges således, at medarbejderen fuldt tilfredsstillende kan opfylde sin arbejdsforpligtelse for SDU.

Der skelnes nedenfor mellem faglig bibeskæftigelse, der skal/ikke skal indberettes, og hverv, der har karakter af fritidsinteresser samt borgerligt ombud. Faglig bibeskæftigelse er en aktivitet, der ligger i naturlig forlængelse af medarbejderens stilling på SDU og som udføres for en anden arbejdsgiver eller opdragsgiver. Det tillægges ikke betydning, om hvervet er lønnet eller ulønnet.

4. 1 Faglig bibeskæftigelse, der ikke skal indberettes

Faglig bibeskæftigelse, der har en naturlig relation til forskeres opgaver i deres videnskabelige stilling på SDU og som udføres i SDU regi skal ikke indberettes som bibeskæftigelse. Som eksempel kan nævnes medlemskab af bedømmelsesudvalg til videnskabelige stillinger på andre institutioner i ind- og udland, gæsteforelæsninger ved andre institutioner samt medlemskab af kommissioner, nævn, råd, foreninger, bestyrelser, fonde, udvalg eller ekspertgrupper, hvortil vedkommende er udpeget af SDU.

4.2 Faglig og/eller kommerciel bibeskæftigelse, der indberettes og forhåndsanmeldes

Medarbejdere ansat i videnskabelige stillinger på lektorniveau eller derover samt rektoratet, dekaner, fakultetssekretariatschefer, institutledere, direktører, vicedirektører og områdechefer indberetter ved tiltrædelsen og en gang årligt nedenstående typer af bibeskæftigelser til den nærmeste ansættelsesbemyndigede leder, dog skal lektorer og professorer indberette til institutlederen:

  • Ansættelse ved anden offentlig eller privat virksomhed herunder egen virksomhed 
  • Hverv i kommissioner, nævn, råd, foreninger, bestyrelser, fonde, udvalg eller ekspertgrupper, hvortil medarbejderen ikke er udpeget af SDU 
  • Længerevarende undervisningsforpligtelser ved andre institutioner 
  • Rådgiver/konsulent for private eller offentlige virksomheder

 

Såfremt den ansættelsesbemyndigede ledelse/institutleder på SDU finder, at bibeskæftigelsen ikke er forenelig med hovedstillingen på SDU, kan ledelsen pålægge medarbejderen ikke at påtage sig den indberettede bibeskæftigelse, eller, at bibeskæftigelse skal indskrænkes eller bringes til ophør. Et sådant påbud skal være skriftligt og konkret begrundet.

Dekan/universitetsdirektør kan på baggrund af en anmodning fra medarbejderen vurdere et påbud udstedt af den ansættelsesbemyndigede ledelse og træffe beslutning om fastholdelse eller afvisning af påbuddet.

4.3 Bibeskæftigelse i lande med risiko for uønsket vidensoverførsel

Efter Undervisnings- og Forskningsministeriets retningslinjer for internationalt samarbejde (URIS-retningslinjerne) skal universiteterne værne ansatte mod uforvarende at komme til at bidrage til uønsket overførsel af viden om kritiske forskning til lande, hvortil myndighederne vurderer, at der er risiko for uønsket vidensoverførsel (for tiden Kina, Rusland og Iran).

Derfor skal alle ansatte (både VIP og TAP), der skal beskæftige sig med eller have adgang til kritisk forskning, indberette eller forhåndsanmelde bibeskæftigelses i sådanne lande. Den ansættelsesbemyndigede ledelse/institutleder på SDU skal vejlede ansatte, der skal beskæftige sig med kritisk forskning, om forpligtelsen til at indberette eller forhåndsanmelde sådan bibeskæftigelse.

4.4 Hverv der har karakter af fritidsinteresser

Alle medarbejdere kan uden indberetning have hverv, der har karakter af fritidsinteresser, såfremt medarbejderen i øvrigt opfylder sin stilling på SDU.

Hverv, der har karakter af fritidsinteresser, er ikke omfattet af disse regler, uanset om disse er lønnede eller ulønnede. Varetagelse af borgerligt ombud er heller ikke at betragte som bibeskæftigelse, men i det omfang det har eller må forventes af få indflydelse på varetagelsen af hovedbeskæftigelsen, skal nærmeste ansættelsesbemyndigede leder orienteres.

Administrationen på SDU kan i forbindelse med anmodninger om aktindsigt videregive oplysninger om offentlig bibeskæftigelse, f.eks. medlemskab af nævn, råd og kommissioner m.v. men ikke oplysninger om privat bibeskæftigelse. 

SDUs ansættelsesbemyndigede ledelse kan beslutte, at bibeskæftigelsen skal indskrænkes eller bringes til ophør, såfremt bibeskæftigelsen er uforenelig med stillingen på SDU. Tilsidesættelse af sådant påbud fra ledelsen eller nærværende retningslinjer kan få ansættelsesmæssige konsekvenser.


Skema til årlig indberetning af bibeskæftigelse

Tiltrådt i direktionen  og i HSU 2025

Sidst opdateret: 14.10.2025