Humanvidenskaberne er helt afgørende for vores evne til at forstå og håndtere samfundets store udfordringer.
Nu lancerer Nordic Humanities Center en serie af korte, pointerede og aktuelle bøger, der bringer humanistisk viden ind i samfundsdebatten for at nuancere, styrke og udfordre den offentlige samtale. Udfordringer hedder serien kort og godt.
Anderledes lys over vante forestillinger
Bøgerne viser, hvordan klimaforandringer, krig, polarisering, misinformation, nye teknologier og andre gennemgribende samfundsudfordringer kræver historiske, kulturelle og kritiske perspektiver. Hver bog i serien kaster et anderledes lys over vores vante forestillinger, leverer et konkret begreb, vi kan bruge som værktøj til at orientere os bedre, og udfordrer læseren til at gentænke de udfordringer, samfundet bakser med.
De to første bøger i serien – Vild Vækst og Udsat Natur – lanceres den 20. marts ved et fælles arrangement med Center for Applied Ecological Thinking. Du kan møde forfatterne i en samtale modereret af videnskabsjournalist Tor Arnbjørn.
Udfordring 1: Kan økonomisk vækst og økologisk bæredygtighed gå hånd i hånd?
Vild vækst – af Niklas Olsen og Tue Andersen Nexø
• I Vild vækst undersøger idehistoriker Niklas Olsen og litterat Tue Andersen Nexø de mange historiske og politiske forsøg på at forene grøn omstilling med fortsat vækst – fra 1960’ernes velfærdsstat til nutidens teknologiske løfter. Sammen med Inge Røpke, professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet taler de om muligheden for at gentænke, hvad vi forstår ved ‘vækst’.
Udfordring 2: Hvad stiller vi op med den vilde natur?
Udsat natur – af Johanne Gormsen Schmidt
• Med det dobbelttydige begreb udsat natur og eksempler fra den aktuelle debat om heste og ulve i Danmark peger litterat Johanne Gormsen Schmidt på, hvordan vores kulturelle forestillinger om de store dyr bærer på en ambivalens over for den natur, vi både vil beskytte og kontrollere. I selskab med Morten D.D. Hansen, som er biolog, naturformidler og tidligere museumsinspektør for Naturhistorisk Museum i Aarhus diskuterer hun perspektiverne for rewilding-initiativer og naturforståelse i dag.
Udfordringer udkommer på Gads Forlag/Nord Academic sideløbende med en podcastserie og er støttet af Carlsbergfondet.
Bogserien udspringer af Nordic Humanities Center, et tværfagligt forskningsmiljø på Københavns Universitet og Syddansk Universitet støttet af den A.P. Møllerske Støttefond. Serien er udviklet af Anders Engberg-Pedersen og Anna Cornelia Ploug, der er fagredaktører på bøgerne.
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.
- Arrangør: Nordic Humanities Center og Center for Applied Ecological Thinking
- Adresse: Læderstræde 20, 1201 København K
- Kontakt Email: nordic@hum.ku.dk
- Tilføj til din kalender: https://eom.sdu.dk:443/events/ical/010d1ecd-7c27-4226-89fa-ebdcbad16c27