Spring til hovedindhold

Humaniora har implementeret ny struktur for uddannelsespræsentationer på sdu.dk

Humanioras bachelor-, kandidat- og erhvervskandidatuddannelser er nu implementeret i SDU’s nye struktur for uddannelsespræsentationer på sdu.dk. Den nye struktur skal gøre det lettere for kommende studerende at få overblik over deres uddannelsesmuligheder og finde den uddannelse, der passer til dem.

SDU’s uddannelseslandskab er blevet mere komplekst med flere studiebyer, specialiseringer og uddannelsestyper – og kandidatreformen betyder, at der kommer endnu flere varianter af samme uddannelse.

Samtidig finder mange uddannelsessøgende frem til en uddannelse direkte via søgninger frem for gennem menustrukturen på sdu.dk. Den nye struktur samler derfor beslægtede uddannelser og uddannelsesvarianter i fælles indgange, så det bliver lettere at orientere sig og sammenligne muligheder inden for samme fagområde – uanset hvilken uddannelse man finder først.

Forbedret kommunikation til kommende studerende
På Humaniora er omlægningen gennemført af Kommunikationsenheden på Det Humanistiske Fakultet og omfatter i alt 357 uddannelsessider på tværs af bachelor-, kandidat- og erhvervskandidatuddannelser.

Bacheloruddannelsernes indhold blev allerede forbedret i 2025. I det aktuelle projekt er strukturen og systematikken videreført til kandidat- og erhvervskandidatuddannelserne, hvor Kommunikationsenheden samtidig har arbejdet med en omfattende udvikling af indholdet.

Fokus har været på at formidle uddannelsernes faglige indhold og give kommende studerende et solidt grundlag for at vurdere, om en uddannelse matcher deres interesser og forudsætninger, hvordan studielivet ser ud, og hvilke karrieremuligheder uddannelsen kan føre til. Der er samtidig arbejdet med søgemaskineoptimering for at styrke uddannelsernes synlighed i søgemaskiner og AI-tjenester.

Bedre overblik over muligheder og valg
Den nye struktur ser forskellig ud afhængigt af uddannelsen.

Negot er et eksempel på en fælles indgang, der samler flere uddannelsesvarianter. Kandidat- og erhvervskandidatuddannelsen er samlet, og de fem kandidatprofiler er gjort synlige, så ansøgeren får et tydeligt overblik over mulighederne og de valg, der skal træffes i ansøgningsprocessen.

Omlægningen har også haft fokus på målgruppetilpasset formidling. Engelsksprogede uddannelser har fået fuldt udbyggede danske uddannelsessider målrettet danske ansøgere, mens de engelske sider er målrettet internationale ansøgere.

Indholdet på erhvervskandidatuddannelserne er tilsvarende tilpasset de særlige informationsbehov og spørgsmål hos erhvervskandidatstuderende og deres arbejdsgivere.

Fundament for fremtidens uddannelsesportefølje
Med omlægningen har Humaniora fået et fælles fundament for præsentationen af fakultetets uddannelser på sdu.dk. Det skal både understøtte rekrutteringen her og nu og gøre det muligt løbende at integrere nye uddannelser og uddannelsestyper som følge af kandidatreformen.
Sidst opdateret: 02.11.2026