Skip to main content

Referat af konstituerende møde 13. januar

 Dato og tidspunkt d. 13. januar 2025 kl. 12:00
 Sted Mødelokale Romeo
Tilstedeværende Mathias Bekker, Maria Davidsen, Heidi Hansen, Jens Jørgen Hansen, Simon Hildebrand Hedegaard, Julie Amalie Bruus Jensen, Heidi Vad Jønsson, Anni Nielsen (deltog online), Niels Reeh, Simon Møberg Torp (dekan), Bo Kampmann Walther
Fra administrationen deltog Mads Funding (punkt 2), Martin Lund (referent)
Fraværende  Sebastian Kirkgaard Nielsen
0. Velkomst

Dekanen bød velkommen til mødet og lykønskede medlemmerne med valget til det nyvalgte Akademisk Råd. Dekanen foreslog herefter en præsentationsrunde, da flere af rådets medlemmer er helt nye i denne sammenhæng.

1. Valg af forperson

I henhold til Universitetsloven §15, stk. 5, stillede Heidi Vad Jønsson op som forperson og blev enstemmigt valgt. Heidi Vad Jønsson takkede for valget og overtog herefter ledelsen af mødet.

2. Høring vedr. studienævns- og studieadministrationsreform

Sekretariatschef Mads Funding deltog i behandlingen af punktet. Forpersonen indledte med at fastslå, at høringsfristen den 15. januar 2025 er meget nært forestående.

Hun oplyste, at forslaget til ændring af studienævnsstrukturen og studieadministrationsreformen var behandlet på møde i det tidligere Akademisk Råd den 4. december 2024, men det daværende råd havde ønsket at give det nye råd mulighed for at komme med deres input til høringssvaret, inden fremsendelse til fakultetet. Udkast til høringssvar fra dettidligere råd var udsendt som mødemateriale til dagens møde mhp. evt. supplerende bemærkninger fra de nye medlemmer af rådet.

Forpersonen indledte med at udtrykke bekymring for konsekvenserne for den fagfaglige udvikling, hvis uddannelsesudviklingen henlægges til faggrupper.

Heidi Hansen fremhævede, at de studerendes synspunkter nok ikke fremstilles tilstrækkeligt kritisk i det nuværende udkast til høringssvar. Hun mente, at høringssvaret burde være mere konkret og fremhæve de studerendes perspektiver tydeligere. Hun udtrykte endvidere bekymring for, at det som studieleder vil være vanskeligt at bevare overblikket over en samlet uddannelse på tværfaglige uddannelser i studienævnet, hvis uddannelsesudvikling rykker ud i faggrupper eller fagkollegier. Hun fandt det desuden meget problematisk, at de studerende risikerer at miste indflydelse i forhold til udviklingen af uddannelserne. Heidi Hansen bemærkede, at hun ikke kender til fagkollegiers virke og tilføjede, at det i givet fald vil være nødvendigt at etablere en ramme for dette på fakultetsniveau. Hun konstaterede, at arbejde og deltagelse i fagkollegier tilsyneladende er ukompenseret arbejde og derfor fordrer en indsats fra en ildsjæl til at igangsætte og organisere arbejdet i fagkollegier. Noget der vanskeligt kan forventes i den arbejdskultur, der er indtruffet efter ny normaftale er indført.

Bo Kampmann Walther påpegede, at forslaget alt andet lige vil medføre, at fagudvikling fjernes fra studienævnene. Han nævnte, at hvis varians driver omkostninger op, så driver varians også indtægter. Han foreslog, at man overvejer at oprette en pulje til undervisningskompensation i forbindelse med fagudvikling.

Dekanen gjorde opmærksom på, at fakultetet over de seneste 10 år har oplevet en nedgang på 65% af studenterbestanden med faldende STÅ-indtægter som følge. Ændringerne skal bl.a. også ses i det lys. Som svar på Heidi Hansens bemærkninger, understregede dekanen, at man bør skelne mellem faggrupper og fagkollegier. Efter hans opfattelse er fagkollegier fora, hvor medarbejderne drøfter uddannelserne og engagerer sig i udviklingen af disse. Der er fra flere sider udtrykt ønske om at revitalisere fagkollegierne for at engagere flere medarbejdere i udviklingsarbejdet omkring uddannelserne. Han var helt enig i vigtigheden af at sikre, at studerende har mulighed for at blive hørt og få indflydelse på dette område og opfordrede til at overveje, hvordan man bedst inddrager de studerende arbejdet.

Niels Reeh fandt at forslaget i for høj grad tager udgangspunkt i et administrativt perspektiv. Han påpegede, at den nuværende organisering i hans øjne fungerer fint, bl.a. i forhold til vejledning og servicering af studerende. Han fremhævede samtidig vigtigheden af lokal forankring, også i forhold til branding af uddannelserne. Han udtrykte bekymring for balancen mellem lokalt og centralt niveau i det foreliggende forslag og mente, at varians kan være et udtryk for kvalitet. Han advarede mod for meget centralisering som kan medvirke til at begrænse lokale handlemuligheder. Han gav udtryk for, at den meget omtalte Carverapport i hans øjne generelt er et dårligt sociologisk arbejde. Niels Reeh gjorde opmærksom på, at han har udarbejdet eget høringssvar, som sendes på egne vegne til fakultetet.

Mads Funding påpegede, at sammenlægning af studienævn ikke er en nyhed i sig selv, men at forslaget bygger videre på erfaringer fra allerede sammenlagte studienævn. Han nævnte, at fakultetet drukner i bureaukrati og at en omorganisering er nødvendig for at holde liv i små uddannelser, da det isoleret set er for dyrt at drive dem. Mads Funding bemærkede, at STÅ-indtægterne er faldende og udgør en stadig mindre del af indtægterne. Han understregede, at fakultetet med forslaget forsøger at beskytte nuværende medarbejdere og uddannelser, men at det kræver nye typer indtægter. Fakultetet har derfor brug for resurser til at sikre andre indtægtskilder på eksempelvis efter- og videreuddannelsesområdet og ved øget hjemtag af eksterne midler. Mads Funding var enig i bekymringen for de studerendes indflydelse i studienævnene og understregede, at det var et opmærksomhedspunkt. Han foreslog at etablere en forbindelse mellem fagråd og fagkollegier.

Dekanen bemærkede, at man i fakultetsledelsen er glad for og nærlæser alle høringssvar. Han bekræftede samtidig nødvendigheden af at omfordele administrative resurser i forsøget på at styrke indsatsen på visse områder og sikre indtægter på nye områder.

Niels Reeh gav udtryk for, at han var enig i målet, men ikke i metoderne til at nå målet. Han fandt ikke, at oprettelsen af en enhed for ’student journey’ vil være en god idé. Han så det som en uhensigtsmæssig centralisering, der tippede balancen for meget mellem lokal og central forankring.

Bo Kampmann Walther fremhævede vigtigheden af at tage vare på de studerende og deres adgang til uddannelsens ydelser. Han nævnte, at Medievidenskab har et ganske velfungerende fagkollegium og studienævn, men at de studerende mangler i fagkollegiet.

I forlængelse af Niels Reehs kommentarer bemærkede Mads Funding, at det ikke er tanken at opbygge en forkromet enhed for ’student journey’, men at man forsøger at ny- og sammentænke de mange indsatser og aktiviteter, der allerede varetages i fakultets- og studieadministrationen. Han tilføjede, at dette skal foregå i samarbejde med studieledere, studienævn og studiesekretariat.

Mathias Bekker udtrykte bekymring for, at studerende mister indflydelse på uddannelsesudvikling og blot bliver sagsbehandlere i sammenlagte studienævn. Han tilføjede, at han fandt det problematisk med meget begrænsede økonomiske resurser til studierelaterede aktiviteter i studienævnene. Han spurgte efterfølgende til, hvorvidt medarbejdere aflønnes for deres deltagelse i studienævnene?

Dekanen fastslog, at medarbejdere ikke aflønnes for deres indsats som medlemmer af studienævn, men at de modtager en mindre reduktion i deres undervisningsforpligtelse.

Julie Amalie Bruus delte bekymringen for en meget lav studenterindflydelse i sammenlagte studienævn. Hun frygtede for, at en sammenlægning af studienævn vil medføre manglende interesse for studienævnsarbejde blandt studerende. Det er ikke attraktivt at sidde som ene repræsentant for én uddannelse blandt mange.

Forpersonen takkede for drøftelsen og de gode pointer og foreslog at dagsordensætte studenterindflydelse og studerendes deltagelse i fagkollegier på et kommende AR-møde.

3. Mødedatoer i 2025

Martin Lund oplyste, at der i de foregående år er afholdt tre ordinære møder i Akademisk Råd pr. semester. Rådet besluttede at fortsætte denne praksis.

Martin Lund gjorde opmærksom på, at der var betydelige problemer med fastlæggelse af mødedatoer pga. flere medlemmers udblokkede Outlook-kalendere. Det har således voldt store problemer at finde en dato for det kommende møde i rådet. Forpersonen henstillede til at medlemmerne kigger deres kalender igennem.

Forperson og sekretær fastsætter snarest mødetidspunkter for den resterende del af 2025 under videst muligt hensyn til medlemmernes Outlook-kalender.

4. Eventuelt

Martin Lund oplyste, at der vil blive oprettet et nyt Teams-site til Akademisk Råd. Dagsordner, referater og mødemateriale vil blive delt på sitet, ligesom rådets forretningsorden og andre relevante dokumenter vil være tilgængelige her.

Mødet sluttede kl. 13.00.

 

Referat

Download referatet her

klik her

Sidst opdateret: 10.03.2025