Skip to main content
DA / EN

Referat, studienævnsmøde

Dato og tidspunkt d. 26. februar 2025, kl. 13:00 - 15.30
Sted OD HUM Juliet (Ø19-312-2)
Mødeleder Sara Mosberg Iversen
Referent  Hala Ajine Wandall
1.  Godkendelse af dagsorden

Studienævnet godkender dagsordenen med tilføjelse af to ansøgninger om midler under punkt 8.b.

2. Meddelelser

a) Studienævnsforperson

1. Nyt forslag om studienævnssammenlægning
Sara fortæller studienævnet, at der kommer et ny forslag om sammenlægning af studienævn. I det nye forslag lægges der op til, at Studienævn for Medievidenskab slås sammen med Studienævn for International Virksomhedskommunikation. Sara fortæller ligeledes, at begge parter lader til at være indforstået med en eventuel sammenlægning, og at dette giver mening, da flere fag på uddannelserne samlæses.

2. Nyt om personale
Sara fortæller studienævnet, at Vitus Vestergaard har opsagt sin stilling som lektor på Medievidenskab. Vitus har fået ansættelse hos SDU Uddannelsespædagogik fra 01. april 2025. Sara fortæller, at hun er glad på Vitus' vegne, men at det samtidig er et tab for Medievidenskab. 

Sara fortæller yderligere, at bemandingssituationen på Medievidenskab er svær. Sara forventer, at instituttet vil opslå enten en lektor- eller adjunktstilling snarligt. Institutleder vil indkalde til møde for at afklare, hvilke profil (helst 2), der søges.

3. Åbent Hus
Sara fortæller, at der var mange besøgende til Åbent Hus i weekenden. Der var flere besøgende til Medievidenskabs oplæg end sidste år, og det samme gælder besøgende ved Medievidenskabs stand. 

b) Studerende
Ida fortæller, at hun er ansat som repræsentant for Medievidenskab hos SDU Takeover
Ida er den eneste fra Medievidenskab, der er ansat ved SDU Takeover og er derfor ofte afsted og besøger forskellige gymnasier. Hun fortæller, at eleverne har tendens til at være positivt overraskede over, hvad Medievidenskab indeholder og ofte spørger ind til, hvordan det er på studiet. Det er Idas indtryk, at flere af disse elever vil søge ind på uddannelsen, når de kan. Derudover fortæller Ida en anekdote om en elev, hvis søster går på Medievidenskab og ikke kunne forlige søsterens oplevelser med dém som Ida fortalte om. Det viste sig efterfølgende at elevens søster går på en anden uddannelse.

c) Studiesekretariatet
Susanne fortæller, at hun har fået tre henvendelser om "Studerende for en dag" i år. Det er faglig vejleder, Emma, der står for der praktiske med selve besøget, men Susanne giver udtryk for, at hun i år har fået flere henvendelser end sidste år.

Susanne fortæller også, at hun er blevet primær superbruger på EVAL.

d) Andre
Sara beder Hala om at finde de nyeste ansøgningstal for bacheloruddannelse i Medievidenskab. Studienævnet konstaterer, at søgningen er lidt lavere end sidste år samme dato.

Hala fortæller, at forslaget om studienævnssammenlægning først præsenteres på et møde i Uddannelsesrådet og herefter sendes i høring hos studienævnene.

Hala fortæller, at hun i en periode vil være på nedsat tid, og at der derfor kan forekomme længere svartid på mail. Hala fortæller derudover, at hun og Bo er ved at planlægge nyt møde i aftagerpanel for Medievidenskab her i foråret 2025. Der er stadig brug for at rekruttere nye studerende, og derfor overvejer Hala et opslag på uddannelsens fælles itslearning rum.

Sara fortæller hertil, at hun overvejer at sende en mail til de studerende, da de ikke læser opslag på itslearning.
Det er vigtigt at understrege for de studerende, at alle opslag på de fælles itslearning-rum er relevante for uddannelsen.
Ida spørger om man kan bruge 3 minutter i undervisningen i stedet, da det sandsynligvis vil have en bedre effekt. 

3. Merit- og dispensationsansøgninger

Behandles i SAGA. 
Ingen sager til behandling.

4. Sager til behandling: Eksamen 

Ingen sager til behandling.  

5. Sager til behandling: Undervisning

a) Valgfag i efterårssemestret 2025
Studienævnet skal orientere sig i udkast til fagbeskrivelser for de valgfag, der udbydes i efterårssemestret 2025.

1. Philosophy and the Fantastic Genres | Filosofi og de fantastiske genrer 

2. Medier og bæredygtighed 

3. Fortællingens rolle i menneske-natur relationer

4.  Medieproduktion - Dokumentarfilm

Studienævnet orienterer sig i fagbeskrivelserne for valgfagene, der skal udbydes i efterårssemestret 2025.

Studienævnet gennemgår fagbeskrivelserne og har nogle sproglige rettelser. Derudover skal der i enkelte fagbeskrivelser tydeliggøres, hvor stort omfanget er, hvis flere studerende går til eksamen sammen. Slutteligt påpeger studienævnet, at alle valgfagene bør have et pensum på minimum 600 normalsider for bachelorfag og 800 normalsider for kandidatfag. 

Studienævnet godkender alle fagbeskrivelserne med de påpegede rettelser.

6. Sager til behandling: Studieordninger

a) Forløbsmodel på bachelorsidefaget i Medievidenskab
Studienævnet skal tage stilling til om de vil godkende forslaget om at udskifte MUD II med MUD I på bachelorsidefaget i Medievidenskab. 

Sara indleder med at rammesætte punktet. Studienævnet har i november 2024 godkendt ændringer i fagene Metode og Undersøgelsesdesign I + II.
Ændringen i det faglige indhold af fagene gør, at Metode og Undersøgelsesdesign I vil have en højere faglig relevans for sidefagsstuderende end Metode og Undersøgelsesdesign II.

Studienævnet godkender fagenes udskiftning, således at Metode og Undersøgelsesdesign II udgår fra sidefaget og erstattes af Metode og Undersøgelsesdesign I. 

7. Sager til behandling: Kvalitetspolitik

a) Høring: udkast til justering af koncept for evalueringer af uddannelseselementer
"Evaluering af hele uddannelser" er bortfaldet, da den delvis er erstattet af Danmarks Studieundersøgelse. Fakultetet foreslår derfor en justering af det nuværende koncept for evaluering af uddannelseselementer, så der også evalueres på Projektorienteret forløb, Bachelorprojekt samt Kandidatspeciale.

Studienævnet diskuterer udkastet og er generelt enige om, at der bør være forsigtighed omkring brugen af standardevalueringer for bachelorprojekt, kandidatspeciale samt projektorienterede forløb (herunder Karrieremodul). Studienævnet er enige om, at det vil være ærgerligt, hvis én persons dårlige oplevelse farver hele evalueringen.

Studienævnet gør allerede brug af denne slags evalueringer og Susanne fortæller, at evalueringen er gjort tilgængelige for de studerende efter afleveringsfristen, og lukker inden bedømmelsesfristen for opgaven.

Studienævnet drøfter særligt, at der kan være mange faldgruber ved evalueringer. Det er Saras synspunkt at dette er et hæderligt forsøg på en mellemvej.

Studienævnet bemærker dog, at evalueringer af allerede afsluttede projekter er summative, da de tjener et formål om overlevering, men ellers er der ikke meget at hente for den enkelte vejleder/underviser.

Studienævnet finder det positivt, at der er fokus på at bløde op for kommentarfeltet, så de studerende ikke kan skrive hvad som helst.
SN har valgt at bibeholde fritekstfelter, men disse er valgfrie og det er SN glade for, da der kan være et behov for at fjerne dem. Studienævnet ville dog finde det ærgerligt at fjerne fritekstfelterne helt, fordi et mindretal misbruger dem.

Studienævnet drøfter i forlængelse af ovenstående, hvordan man bedst muligt bistår nye undervisere med evalueringer og reaktionerne på disse. Måske er der et behov for et mere formaliseret værn?

b) Employabilitet (Medievidenskab) 
Studienævnet skal orientere sig i nøgletallene omkring dimittenderne og vurdere, om de giver anledning til ændringer. 

1. Aftagerpanelets sammensætning
Bo præsenterer aftagerpanelets sammensætning.

Hala præsenterer aftagerpanelets sammensætning, da Bo er fraværende. Hala fortæller, at panelet for nyligt har fået nye medlemmer, herunder Sanne fra HF & VUC Fyn, da der ikke tidligere var mediefagsundervisere som del af panelet.
Derudover pointerer Hala, at der mangler studerende i aftagerpanelet, og Ida melder sig, hvis der ikke er andre interesserede.

Studienævnet kommenterer, at der er en flot spændvidde i repræsentationen af brancher i panelet og er glade for, at panelets medlemmer fortsat vil prioritere deltagelse i møderne. 

2. Dimittendopgørelse og ledighed fra 2009 og frem
Opgørelsen viser antallet af dimittender fra 2018 og frem, samt ledighed per kvartal efter endt uddannelse.

Studienævnet orienterer sig i dimittend- og ledighedstallene.

Studienævnet drøfter særligt, at det er svært at tyde et mønster i ledigheden udover, at der er høj ledighed i 1. kvartal for årgange med mange dimittender.

Det er studienævnets oplevelse, at udslagene i tallene handler mere om markedskonjunkturen end det handler om uddannelsens evne til at klæde de studerende på til arbejdsmarkedet.

Studienævnet bemærker ligeledes, at ledighedstallene er fluktuerende per kvartal og drøfter her, om det kan betyde at dimittenderne har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Studienævnet drøfter, at der kan være tale om deltids-, projekt- eller freelance-ansættelser hos dimittenderne der gør, at tallene fluktuerer som de gør.

Studienævnet bemærker endvidere at ledigheden i K11 (11. kvartal efter afsluttet uddannelse) har ligget over 12% siden årgangen der dimitterede i 2017.

Derudover bemærker studienævnet, at der for dimittender fra årgang 2022 er en høj gennemsnitlig ledighed i K4-7, mens ledighedstallene for årgang 2023 lader til at være højere end de foregående 2 årgange.

Slutteligt konstaterer studienævnet, at de har svært ved at se, hvordan de skal gøre mere for at sænke ledighedstallene, da der allerede er mange employabilitetstiltag på uddannelsen.

Ida foreslår i forlængelse heraf, at fagrådet kan arrangere events omkring karriere og arbejdslivet, fremfor at arrangementerne planlægges af undervisere/studieleder. Ida foreslår konkret et socialt arrangement med mulighed for at danne netværk og erfaringsudveksle.
Derudover kunne det være oplagt at kontakte relevante fagforeninger og karrierevejledningen til at bistå med disse arrangementer.

Studienævnet bliver enige om, at Ida kontakter fagrådet med henblik på at planlægge karrierearrangementer. Studienævnet tilkendegiver en villighed til at støtte arrangementerne økonomisk. 

8. Andre sager til behandling

a) Udmærkelser på eksamensbeviset 
Akademisk Råd har indkaldt til udmærkelser på eksamensbeviset for studerende. Såfremt der er indkommet forslag fra underviserne på Medievidenskab, vil studienævnet behandle disse.

Punktet frafalder, da der ikke er indsendt indstillinger.

b) Ansøgninger om midler
Studienævnet drøfter indledningsvist, at der er indkommet flere ansøgning om midler end tidligere og glædes over de mange gode tiltag. Da annuum skal dække udgifter hele kalenderåret bliver studienævnet enige om, at de er nødt til at prioritere i fordelingen af midler.
I forbindelse med gæsteoplæg, opfordrer studienævnet til, at underviser gør alle studerende opmærksomme på gæsteoplæg. Derved får alle studerende på Medievidenskab mulighed for at deltage. 

1. Rikke Schubart: Oplægsholdere
Rikke søger om honorar samt kørselsgodtgørelse til Kim Mejdahl (7. april) samt Andreas Lenander Ægidius (ukendt dato).
Søger desuden om gave til Michael Linde Larsen fra Odense Hovedbibliotek ifm. besøg på stedet. 

Studienævnet imødekommer i alt 5.600 kr. til faget Medieinstitutioner, -brancher og - systemer fordelt på nedenstående poster. 2.000 kr. i honorar + 600 kr. i kørselsgodtgørelse til Kim Mejdahl.
2.000 kr. i honorar + 600 kr. i kørselsgodtgørelse til Andreas Lenander Ægidius.
400 kr. til indkøb af værtsgave til Michael Linde Larsen fra Odense bibliotekerne. 

2. Rikke Schubart: Ekskursion til KØN
Rikke søger om 2.000 kr. til en rundvisning ved museet KØN i Aarhus.
Søger sekundært om midler til at dække de studerendes transportudgifter. 

Grundet de ekstraordinært mange ansøgninger om midler vælger studienævnet at afslå denne.

3. Christian Hviid Mortensen + Thomas Enemark Lundtofte: Billetter til Teater Momentum
Christian og Thomas søger om billetter til forestillingen "Vågen" på Teater Momentum. Billetterne koster 60 kr. stykket. 

Studienævnet imødekommer indkøb af 40 billetter til forestillingen. Billetterne frigives efter først-til-mølle princippet for studerende på faget Medieteori II: Digital kommunikation. I alt bevilliger studienævnet 2.400 kr. til indkøb af billetter.

4. Heidi Philipsen: Oplægsholder
Heidi søger om 2.000 kr. i honorar til Andrias Høgenni, der holder gæsteoplæg 7. april 2025.

Studienævnet bevilliger 2.000 kr. i honorar til Andrias Høgenni ifm. sit besøg i faget Dimensioner af medieledelse den 07. april 2025. 

c) Mødedatoer for efteråret 2025
Studienævnet skal orientere sig i de foreslåede mødedatoer og godkende disse. 

Godkendt uden kommentarer

9. Eventuelt 

Intet til eventuelt.

Referat

Download referatet her

Klik her

Sidst opdateret: 24.03.2025