Skip to main content

Referat for studienævnsmøde 24. april 2025

Mødeemne Studienævnsmøde Negot
Dato og tidspunkt d. 24. april 2025 kl. 12.00-15.00
Sted Mødelokale Sokrates
Mødeleder Rasmus Nielsen
Refrent Mia Fenat

Ordinært møde

1. Godkendelse af dagsorden

Studienævnet godkendte dagsorden

2. Godkendelse af referater af møde den 20. marts 2025 (bilag)

Referatet af møde den 20. marts 2025 er undervejs og vil snart blive sendt i skriftlig høring. 
Det fortrolige referat af 20. marts 2025 blev godkendt på studienævnsmødet.

3. Meddelelser

a. Studienævnsformand og -leder
1. Evalueringsrapport Åbent Hus 2025 (bilag)
Evalueringsrapporten vedrørende Åbent Hus 2025 viser, at langt størstedelen af de besøgende kommer fra Odense, efterfulgt af øvrige dele af Region Syddanmark. Den primære motivation for deltagelsen i Åbent Hus er interessen for specifikke uddannelser, hvilket ikke er overraskende. 
Studienævnsformanden fremhævede vigtigheden i, at Det Humanistiske Fakultet - der står for rekrutteringen - også har strategisk fokus på at tiltrække potentielle studerende uden for regionen. 
Det er afgørende, at rekrutteringsindsatsen målrettes bredere geografisk.

2. Datoer for studienævnsmøder i E 2025
Studienævnsmøderne i efteråret er fastlagt til at finde sted den 28. august 2025 kl. 12-15, den 2. oktober 2025 kl. 12-15, den 6. november 2025 kl. 12-15 og den 4. december 2025 kl. 12-15.

3. Undervisnings- og studiestart 2025 i Odense (bilag)
Der er undervisningsstart for BA og KA i Odense den 1. september 2025. Der er 13 undervisningsuger i de humanistiske fag. Studienævnsformanden bad tutorer om at være opmærksom på, at studiestartaktiviteter, der lægges før 1. september, ikke kan indgå i studiestartsprøven, og at aktiviteterne skal være på frivillig basis.

4. Godkendelse af studieordninger BA og KA negot.-uddannelserne (bilag) 
Studieordningerne for BA Negot med engelsk, BA Negot med tysk og KA Negot-uddannelserne er nu officielt godkendte. Studienævnsformanden fremhævede BA Negot-uddannelserne, der nu står skarpt med udviklingen af nye fag og med indførelsen af projektorienteret forløb. Man kan orientere sig om ændringerne på mit.sdu.dk. Der vil være større fokus på udvikling af KA Negot i løbet af de næste par år

b. Studerende

Emilie Bindzus Grønbech (EBG) fortalte, at hun er gået i gang med at skabe content til Negots Instagramprofil. Et første opslag omkring udveksling er allerede delt, og flere opslag er på vej. EBG spurgte til muligheden for at booste disse historier, da de styrker Negot både internt og eksternt.
Studienævnsformanden understregede , at annuum-midler ikke længere må anvendes til rekruttering, men at der ikke er regler imod at booste opslag, som også kan målrettes kvote 1- ansøgere. Det skal dog ske i samarbejde med de faglige vejledere.
Studienævnet besluttede at bevilge op til 5000 DKK til formålet (svarende til ca.10 opslag). Der tages kontakt til det Humanistiske Fakultet for at undersøge muligheden for at linke til Negots Instagramprofil fra Negots studieside på sdu.dk.
Julie Amalie Bruus Jensen orienterede nævnet om, at hun som koordinerende tutor har modtaget tilbud om en fælles studiestart for nye BA Negot-studerende med tysk og nye BA Tysk-studerende. Hun ville høre studienævnets holdning hertil. Studienævnet fastholdt enstemmigt, at BA Negot med tysk-studerende fortsat skal holde studiestart med de studerende fra BA Negot med engelsk for at styrke fællesskabet på tværs af de to sproglige retninger. Et fællesarrangement med BA Tysk kan godt finde sted senere, men må ikke erstatte Negots egen studiestart.

c. Andre

Christian Heyde-Petersen (CHP) oplyste, at Ann Taylor/Loft i New York har besluttet at lukke ned for praktikaftaler med udenlandske studerende. Det skyldes politiske forhold, og det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvornår de åbner op for muligheden igen. Det er rigtig ærgerligt, da Negot har haft to Negot-studerende afsted på aftalen. 
CHP fortalte, at han via Negots LinkedIn-profil foreløbigt har rekrutteret 16 tidligere Negotstuderende til at fungere som frivillige mentorer for nye KANegot-studerende. Han afventer svar fra endnu 10. De rekrutterede mentorer afspejler Negot bredt og repræsenterer både engelsk- og tyskretningerne.
Der foreligger et allerede godkendt mentorprogram, og det er planen, at mentorerne skal holde møde (gerne online) med deres mentees ved studiestart og igen et halvt år efter. Fokus skal placeres på kompetenceafklaring, arbejdsmarkedsforståelse, CV-tjek og jobsøgning. 
Studienævnet vurderer mentorordningen som særdeles vigtig set i lyset af den nye kandidatreform, hvor de studerende har kortere tid til at forberede sig til overgangen til arbejdsmarkedet. 
Mentorordningen giver samtidig mentorerne en unik adgang til talentfulde studerende.

4. Merit- og dispensationsansøgninger (Lukket punkt)

Punktet (11 studentersager) blev behandlet fortroligt. Studienævnet fandt i den forbindelse at fortsætte praksis med at give særlige prøvevilkår til studerende med diabetes for op til et år ad gangen ved dokumenteret behov for ekstra tid. Herefter vil der være mulighed for at få for resten af studietiden, hvis ny dokumentation viser et fortsat behov herfor. Der vil blive taget konkret stilling til hver enkelt sag. 

5. Sager til behandling: Eksamen

a. Orientering om eksamensklager 2023-2024 (bilag) 
Studienævnsformanden orienterede om behandlede eksamensklager fra Negot-studerende i det akademiske år 2023-2024. Studienævnet noterede sig, at der har været i alt fire sager: Tre af eksamensklagerne gik på bedømmelsen i forskellige fag, den ene af disse klager førte til en ombedømmelse, mens de to andre klager ikke fik medhold. En eksamensklage gik på forløbet og eksamensgrunden, men der blev ikke givet medhold. 
Studienævnet havde ingen yderligere bemærkninger.

b. Eksamensplaner S 2025 til godkendelse (bilag)
Studienævnet godkendte eksamensplaner S 2025.

6. Sager til behandling: Undervisning

a. Skema for undervisning E 2025 til godkendelse (bilag) 
Studienævnet godkendte skema for undervisning E 2025.

7. Sager til behandling: Studieordninger

a. Godkendelse af valgfag og udvalgte sommerskoler (bilag) 
Studienævnet gennemgik listen over valgfag (fag fra fælles valgfagspulje + fag fra fællesudbuddet, som er obligatoriske fag på andre uddannelser, der udbydes som valgfag). Studienævnet godkendte med få justeringer listen. 

b. Adgangskrav og udvælgelseskriterier (bilag)
Det Humanistiske Fakultet har anmodet om, at der tages stilling til ændringer i adgangskrav til KA Negot og dermed også udvælgelseskriterier. Studienævnet havde en drøftelse heraf. Det er studienævnets holdning, at sprog er en central kernekompetence og et væsentligt konkurrenceparameter, der adskiller Negot fra beslægtede uddannelser. 
Christian Heyde-Petersen fremhævede, at sprogkravet sikrer, at de studerende har fået strukturel undervisning i enten engelsk eller tysk. Aftagerpanel og censorkorps har udtrykt stor tilfredshed med kandidaternes sproglige niveau, og arbejdsgivere har tillid til, at Negoter kan begå sig på internationale markeder. Deres sproglige koblingskompetencer er stærkt efterspurgte. 
Alev Kuruoglu pegede på sprogkravet som Negots unikke måde at adskille sig fra andre lignende uddannelser. 
Flere af studenterrepræsentanterne understregede, at sproget er tæt knyttet til Negots brand og identitet. En fjernelse af sprogkravet vil udvande og amputere uddannelsens profil. 
Det blev også fremhævet, at en fjernelse af sprogkravet vil have en negativ betydning, idet det uden tvivl vil medføre en stigning i antallet af mindre kvalificerede ansøgere til uddannelsen, hvilket vil medføre en opsplitning af de studerende i et A-hold med stærke sproglige kompetencer og et B-hold uden.
Formanden fremhævede, at AI i endnu højere grad fordrer et sprogkrav for at være skarp på sproglige nuancer, når fremtidige tekster i højere grad produceres af AI. Dertil kommer, at Negot ikke har rekrutteringsproblemer pt., hvorfor intet vindes ved at sænke adgangskravene. 
Studienævnet ønsker derfor at bevare sprogkravet, hvilket vil blive meldt tilbage til Fakultetet. Hvis der ikke kan findes en løsning inden for den nuværende studieordning, må KA Negot opsplittes i to separate studieordninger.

8. Sager til behandling: Kvalitetspolitik

a. Studiestart 2025 (bilag)
Studienævnet gennemgik studiestartsprogrammet, der er udarbejdet af tutorerne. Julie Amalie Bruus Jensen, der er den ene af de to koordinerende tutorer ved årets studiestart, fortalte i den forbindelse om tankerne bag programmet, der har fokus på sociale relationer. Dertil skal det være hyggeligt, inkluderende og give de nye studerende en god start på studiet. 
De faglige vejledere står for kandidatintroen 2025. De vil blive rykket for et program. 
Studienævnet godkendte programmet med små justeringer. Tutorerne blev anmodet om at udarbejde en webversion af studiestartsprogrammet.

b. Opfølgning på handlingspunkter - aftalt på midtvejsstatusmødet for Uddannelsesberetningen 2024
Studienævnsformanden orienterede nævnet om, at det er tid til at følge op på handlingspunkter, som blev aftalt på midtvejsstatusmødet for Uddannelsesberetningen 2024.

1. Internationalisering 
Studienævnet gjorde status på handlingspunktet Internationalisering: Øge de studerendes muligheder og interesse i at skærpe deres internationale profil. 
Det blev fremhævet, at der allerede er taget flere initiativer som fx fastholdelse af sprogkravet på KA Negot, udvekslingsophold (herunder aktiv kommunikation om udlandsophold via Instagram), mulighed for praktik i udlandet samt en ny studieordning med øget internationalt fokus, hvor der er mulighed for at tage til udlandet via udveksling på 5. semester og via praktik på 6. semester. Derudover har studienævnet tidligere henstillet til, at studerende, der ikke tager på udlandsophold, har mulighed for at tilvælge EPICUR-fag som valgfag. Der kan kigges ind i hvilke muligheder, der ligger i EPICUR, i forhold til fag som fx Interkulturel kommunikation. 
Der er behov for at styrke incitamentet til udlandsophold og gøre opmærksom på de mange udvekslingsaftaler. Det blev foreslået, at afholde et inspirationsmøde om udlandsophold som supplement til de faglige vejlederes informationsmøde. Inspirationsmødet skal ligge tidligere i forløbet, fx i 2. semester, så de studerende i god tid bliver opmærksomme på muligheder, karakterkrav og praktiske forhold. Studerende, der netop har været på udlandsophold, kan på mødet dele erfaringer og fungere som kontaktpersoner for nye studerende med interesse i at komme på samme destination. 
Endelig er der også ansat en international koordinator, en studerende, der skal tage sig af nye internationale studerende og div. udviklingsopgaver, hvilket bidrager til indsatsen yderligere.

2. Employabilitet
Studienævnet gjorde status på handlingspunktet: Employabilitet: Fortsat arbejde på at styrke de studerendes netværk og sikre at uddannelsen er relevant for arbejdsmarkedet. Studienævnet er løbende i proces med fx fastholdelse af sprogkrav på KA Negot, oprettelse af mentorordning på KA Negot samt fokus på praktikaftaler. 

3. Uddannelsesudvikling (kompetencer)
Studienævnet gjorde status på handlingspunktet: Uddannelsesudvikling: Øge digitale og kvantitative kompetencer på uddannelsen - herunder AI. Det blev drøftet, hvordan AI og digitale værktøjer integreres i undervisningen og eksamensformer. Der er forskellige tilgange på SDU, fx på SAMF, hvor man forsøger at undgå AI ved at indføre stedprøver uden brug af hjælpemidler, mens man på Negot forsøger sig med en AI-prøveballon i sprogfag, hvor de studerende skal anvende og reflektere over brugen af AI.
Der blev peget på, at AI bør indgå i undervisningen som en del af synteselæring og kritisk tænkning, men det bør være op til den enkelte underviser at vurdere, hvordan AI kan inddrages, afhængigt af fagets læringsmål. Den faglige dialog om AI kan styrkes, fx i samarbejde med underviser i videnskabsteori, og det bør løbende evalueres, hvordan AI bedst integreres i uddannelsen uden at gå på kompromis med faglighed og læringsmål. For nu observerer og evaluerer Negot effekten af sprogfagene, og lader det være op til underviser i hvilken grad AI skal integreres

4. Uddannelsesudvikling (forskningsintegration) 
Studienævnet gjorde status på handlingspunktet: Sikre bedre muligheder for forskningsintegration:
Der var blevet hentet en dygtig forsker med en stærk profil ind til Negot, men vedkommende er stoppet på SDU. Studienævnsformanden har planer om at få en KA Negot-studerende til at søge en Ph.d. og planer om at få en specialestuderende til at præsentere sit projekt på en konference. 
Studienævnet er opmærksomt på, at uddannelsen fortsat skal være af højeste akademiske kvalitet.

9. Andre sager til behandling

Ingen sager til behandling .

10. Eventuelt

Mødet sluttede kl. 14:30.
Rasmus Nielsen / Mia Fenat
Studienævnsformand / Studienævnssekretær

Referat

Download referat her

klik her

Sidst opdateret: 11.06.2025