Skip to main content
DA / EN

Eksamensklager

Klager over eksamen behandles af fakultetet. Eksamensklager er klager, der angår forløbet af eksamen og bedømmelsen.

Eksamensklager behandles af fakultet efter reglerne i Eksamensbekendtgørelsen.  

Procedure for behandlingen af eksamensklager

Når de studerende klager over en eksamen følger vi følgende procedure: Fakultetet beder bedømmere om en udtalelse. Den studerende får herefter mulighed for at give et gensvar. På baggrund af disse høringer træffer fakultetet en afgørelse.

I nogle tilfælde kan det være relevant at belyse sagen yderligere, hvorefter fakultetet  beder bedømmere og den studerende om et endnu et gensvar. 

Klager er den studerendes retssikkerhed

En studerendes klage handler om den studerendes retssikkerhed og skal ikke betragtes som en personlig kritik af bedømmerne.

Hvis en studerende får medhold i en klage, er det derfor ikke nødvendigvis fakultetets kritik af bedømmerne – det er oftest udtryk for, at der tilbagestår en uklarhed ved bedømmelsens begrundelse, som fakultetet ikke har mulighed for at afklare, da besvarelsen ikke indgår i grundlaget for afgørelsen. Fakultetet beder derfor fagpersoner om at ombedømme opgaven.

Regelgrundlaget for behandling af klager

Eksamensbekendtgørelsen giver den den studerende lov til skriftligt at klage over retlige og faglige spørgsmål. Klagefristen er sat til 2 uger efter bedømmelsen er meddelt. 

Klager vedrørende faglige spørgsmål behandles med hjemmel i eksamensbekendtgørelsens § 37.

Hvis der har været fejl eller mangler ved en eksamen, behandles disse efter §30 i eksamensbekendtgørelsen og er dermed ikke en egentlig eksamensklage.

Afgørelse af klagesager

På baggrund af høringen af bedømmere og den studerende træffer fakultetet en afgørelse. I praksis sker dette i et samarbejde mellem prodekanen og fakultetets ressourcepersoner vedrørende klager. 

Afgørelsen kan gå ud på:

  1. Tilbud om en ny bedømmelse af en skriftlig opgave (ombedømmelse)
  2. Tilbud om en ny eksamen eller prøve (omprøve)
  3. En kombination af 1, 2 og 4, hvis prøven omfatter en skriftlig opgavebesvarelse med mundtligt forsvar,
    eller
  4. at klageren ikke får medhold i klagen.

Der kan gives medhold klager i følgende tilfælde:

  • Den studerende fortsætter med at fremkomme med fagligt begrundede modsvar og fakultetet vurderer, at det på det foreliggende grundlag er ønskeligt at få en ny faglig vurdering af den studerendes besvarelse (fakultetet har ikke selve opgaven som del af sagens akter)
  • Bedømmerne medgiver, at de har overset noget
  • Bedømmerne fremkommer ikke med en relevant begrundelse for karakteren (baseret på målopfyldelse ift. fagbeskrivelsens målbeskrivelse)
  • Bedømmerne viser sig at være ret uenige i begrundelsen for bedømmelsen
  • Der kan ikke indhentes en udtalelse fra bedømmere
Den studerende har mulighed for at anke fakultetets afgørelse, hvorefter der nedsættes et ankenævn. 
Den studerende har mulighed for at klage over retlige spørgsmål til Styrelsen. Dette kan ske efter at fakultetet har truffet sin endelige afgørelse. 


 

 

 

Sidst opdateret: 15.11.2023