Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Stor bevågenhed om NAT-forskere

I de seneste uger er det både blevet til fornemme priser og verdensomspændende presseomtale for fakultetets forskere.

Af Marianne Holmer, , 29-02-2024

Kære medarbejdere

Det har været rigtig dejligt at se, hvordan fakultetets forskning er blevet anerkendt i den sidste uges tid.

Mandag havde jeg fornøjelse at være med til fejring af Amelia-Elena Rotaru, som modtog Uddannelses- og Forskningsministeriets Eliteforskerpris.

Amelia anerkendes for sin mikrobiologiske forskning, hvor hun blandt meget andet arbejder med at forstå metanproducerende bakterier tilhørende slægten archaea. Hun berører den grønne omstilling og klimagasser i sin forskning, men holder også fast i at der er tale om grundvidenskab.

Salen var fyldt i Den Sorte Diamant, og scenen var i vid udstrækning overalt til de fem eliteforskere. Der blev vist en video af hver, de blev interviewet af en journalist, og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund stillede et par spørgsmål til hver.

Amelia forklarede, hvordan hun arbejder med forskningsledelse i sin multikulturelle forskningsgruppe, med 13 nationaliteter fordelt på 17 personer.

Det var meget inspirerende, og hendes idéer vakte straks interesse hos institutleder, dekan og rektor. Jeg håber, at vi kan arbejde videre med Amelias idéer på fakultetet og måske på hele SDU.

Hun blev også spurgt om, hvorfor hun har valgt Danmark. Her lagde hun vægt på den flade struktur, hvor alle – fra studerende til professor – bidrager til at udvikle idéer i en forskningsgruppe sammenlignet med de mere hierarkiske forhold, hun har oplevet i andre lande.

Et stort tillykke til Amelia for den store indsats inden for forskningen og undervisningen og for forskningsmiljøet på fakultetet.

Også Coen Elemans har ramt medierne i denne uge med sit fantastiske paper i Nature, som omhandler hvalers sang.

Det forlyder, at Coen har givet flere end 60 interviews på en uge i Danmark og til internationale medier. Der er tale om hårdt arbejde og et betydeligt tidsforbrug til at besvare de mange henvendelser fra journalister.

Hvaler er fascinerende og er stærkt truede af menneskelig aktivitet og har derfor stor bevågenhed, men der er ingen tvivl om at Coens evne til at stille de interessante forskningsspørgsmål, at tage chancen når den er der – i dette tilfælde to strandede hvaler – samt at lave unikke eksperimentelle opstillinger ved brug af metoder udviklet igennem mange år, har betydning for at historien har stor gennemslagskraft.

Det er flot klaret! Tusinde tak, Coen, for at gå hele vejen og ikke mindst at række ud til medierne for at fortælle om din og forskningsgruppens spændende resultater.

Marianne Holmer, dekan

Redaktionen afsluttet: 29.02.2024