Skip to main content
DA / EN

Navnenyt

Jakob Møller-Jensen forlænges som institutleder

Efter seks år som leder af Institut for Biokemi og Molekylær Biologi tager Jakob Møller-Jensen hul på en treårig forlængelse med klare målsætninger og stor taknemmelighed.

Af Mikkel Linnemann Johansson, , 10-04-2024

– Man skal ville noget som institutleder. Det er ikke nok at fortsætte, som man plejer.

Sådan siger Jakob Møller-Jensen om de overvejelser han gjorde sig, da første runde som institutleder nærmede sig sin afslutning efter seks år.

– Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke bare kan være institutleder på ubestemt tid. Man skal have lyst til at udvikle og styrke sit institut, siger han.

Ser man tilbage på de forgangne seks år, er det da også netop udvikling, man får øje på. I dag består BMB af næsten 200 ansatte, fem sektioner er blevet etableret, og den eksterne omsætning slår rekorder. BMB er kommet tættere på den omkringliggende verden med samarbejde og gode relationer til landsdelens virksomheder. En klar fordel, når erhvervsrettede kandidatuddannelser bliver et krav som følge af den forestående kandidatreform.

Instituttet befinder sig kort sagt et godt sted.

– Og instituttet er et godt sted at være. Vi har en positiv omgangstone og taler hinanden op. Det gør os stærkere og bedre. Og det er nok egentlig det, jeg er mest stolt af som institutleder: At vi har kunnet bibeholde vores værdier om, at det skal være rart at være her, samtidig med at vi er vokset os store og er blevet mange flere, fortæller han.

Fra forsker til leder

Egentlig kom rollen som institutleder lidt pludseligt og uventet, da forgængeren blev hentet til Det Tekniske Fakultet.

Dengang startede Jakob Møller-Jensen med seks måneder som konstitueret institutleder, uden helt at vide hvad han skulle forvente. Hvordan så sådan en rolle egentlig ud? Hvordan ville det blive at skubbe sin egen forskning i baggrunden?

– Men lynhurtigt kunne jeg mærke, at det føltes helt rigtigt. Det er meget værdifuldt at arbejde med andre mennesker og deres udvikling – både som individer og som en del af en organisation. Det, synes jeg, er helt fantastisk.

Og det er det fortsat efter seks år.

– Det er jo et kæmpe privilegium at få lov til at repræsentere så mange knalddygtige kolleger. Det er jo dem, der er instituttet, siger han ydmygt.

Meningsfyldte målsætninger

Derfor har han også gjort sig mange tanker om, hvad han ønsker at udvikle i de næste tre år.

Han er særligt optaget af at styrke relationen mellem BMB og deres nye naboer på Institut for Molekylær Medicin. Det samme gælder Nyt SUND og samarbejdet med OUH, som snart kommer helt tæt på SDU.

– Der er et stort potentiale i at indgå i flere fælles projekter, især inden for translationel forskning, hvor de nyeste indsigter og resultater hurtigt kommer patienter til gode. Her skal vi være med, fordi vi har så meget at bidrage med, siger Jakob Møller-Jensen.

Talentpleje er et andet område, som han gerne vil udvikle – særligt de unge talenter, skal ses og gribes, så man ikke risikerer at gå glip af et stort potentiale.

– De er jo den næste generation af forskere, der skal være med gøre den næste store opdagelse og flytte grænserne for det, der er muligt med molekylærbiologi og biokemi, siger han.

Derfor vil han arbejde med mentorordninger og udforske mulighederne for give de unge forskere de bedste forudsætninger for at etablere deres karriere.

– Og så er det meget vigtigt for mig, at vi aktivt kan holde fast i vores identitet på instituttet og styrke vores fællesskaber og sammenhængskraft, mens vi vokser og udvikler os. BMB skal være et godt sted at være, og det skal vi holde fast i, men det kræver, at vi hele tiden er beviste om den opgave, der ligger bag.

Med en stærk drivkraft og en klar vision om kontinuerlig fornyelse har Jakob Møller-Jensen klart signaleret, at han ikke er interesseret i at hvile på laurbærrene.

Derfor ser han det heller ikke som en naturlig selvfølge, at han skal genansøge stillingen til en eventuel anden runde som institutleder om tre år.

– Det kommer an på, om jeg stadig kan være med til at styrke BMB. Der skal være nogle ambitioner og målsætninger. Der skal være et projekt; noget jeg vil opnå med rollen som institutleder, hvis jeg skal genansøge stillingen om tre år. Instituttet fortjener til hver en tid, at det har en leder, der vil noget mere end blot at fortsætte, som man plejer, siger han.

Redaktionen afsluttet: 10.04.2024