
Ny funktion skal sikre bedre støtte ved krænkende handlinger
For at styrke håndteringen af krænkende handlinger på arbejdspladsen har Det Naturvidenskabelige Fakultet oprettet en ny funktion: Ressourceperson i forbindelse med krænkende handlinger. Funktionen varetages af Suba S. Lindholm, der til daglig er vice ph.d.-skoleleder og sekretær for Ligestillingsudvalget.
Den nye funktion skal sikre, at både ofre og vidner, der oplever krænkelse på arbejdspladsen, har en tydelig kontakt- og støtteperson. Mange er i tvivl om, hvor de skal henvende sig, og hvordan de eksisterende procedurer fungerer – og det er her, ressourcepersonen kan hjælpe.
Støtte, vejledning og synlige procedurer
Suba S. Lindholm har fået en central rolle i at:
- Lytte opmærksomt til henvendelser.
- Give råd og vejledning om de gældende procedurer.
- Henvise personer til de rette instanser.
- Følge op på indkomne henvendelser.
- Komme med forslag til forbedringer af eksisterende procedurer.
- Sparre med HR for at sikre den bedst mulige håndtering af sagerne.
Det er vigtigt at understrege, at ressourcepersonen ikke har beslutningskompetence i sager om krænkende handlinger. Rollen er udelukkende vejledende og støttende.
Et behov for bedre information og tydelige kanaler
Suba S. Lindholm forklarer baggrunden for den nye funktion:
- Vi har oprettet denne funktion, fordi vi i arbejdet med VIVE-rapporten har set, hvor afgørende en ordentlig og grundig håndtering er for fastholdelsen af ansatte, der har oplevet krænkende handlinger og adfærd.
Fakultetets egne undersøgelser har desuden vist, at hele 55 % af fakultetets respondenter ikke ved, hvor eller hvordan de kan melde en krænkende handling. Det understreger behovet for en mere synlig og tilgængelig støttefunktion.
- Særligt for internationale medarbejdere kan det være svært at navigere i systemet. De er ikke nødvendigvis bekendt med arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanternes rolle, og derfor kan de have brug for ekstra vejledning, siger hun.
Forventningsafstemning og klarhed i processen
Suba S. Lindholm understreger også, at en vigtig del af hendes rolle bliver at afstemme forventninger hos dem, der henvender sig.
- Målet er også, at de får en indsigt i, hvordan en videre proces ser ud. Hvad sker der, hvis du anmelder en krænkende handling? Hvordan bliver du selv involveret? Hvad er konsekvenserne? Det er vigtigt at forstå, at man ikke nødvendigvis bliver inkluderet i den videre proces eller får indsigt i konsekvenserne for den anmeldte.
En styrket indsats for en tryg arbejdsplads
Med den nye funktion håber fakultetet at skabe større tryghed og klarhed for medarbejderne, så alle ved, hvor de kan gå hen for at få hjælp og støtte. Suba S. Lindholm ser frem til at tage imod henvendelser og bidrage til en ordentlig håndtering af krænkelsessager.
- Jeg håber, at denne funktion kan øge fokus på, at eventuelle krænkelsessager bliver håndteret på en god og ordentlig måde, siger hun og tilføjer, at alle henvendelser bliver behandlet i fuld fortrolighed.
Henvendelser til Suba S. Lindholm angående krænkende oplevelser og handlinger rettes til nat-fairworkculture@sdu.dk, hvorefter et eventuelt møde bookes i fællesskab.
Læs mere om vores principper og procedurer for krænkende handlinger.