Dekanatets ord
Fakultets ambition er fortsat vækst
Både på uddannelses- og forskningsområdet er der forventninger om vækst.
Kære medarbejdere
I rektoratets nyhedsbrev 27. februar skrev rektor om de tektoniske plader der flytter sig under universitetet. Om ”en meget stor og gennemgribende transformation, hvor forskning fylder markant mere og uddannelsesaktiviteterne er blevet færre og mindre i omfang.” Vi deler 100 % den analyse for vores fælles SDU.
På mange måder danner Det Naturvidenskabelige Fakultet fortroppen i netop den udvikling. Vores eksterne omsætning er fordoblet siden 2020 og udgør nu 58 % af fakultetets samlede omsætning. For hele SDU er andelen steget til 2 8% i 2024. Det er helt oplagt at vi på NAT skal fortsætte med at hjemtage eksterne midler til at dække forskningsaktiviteter.
Imidlertid er vores uddannelsesaktiviteter også inde i en positiv udvikling. Vores samlede studenteroptag på bacheloruddannelserne er efter et dyk tilbage på samme niveau som for ti år siden. Dertil kommer at vi er vokset på kandidatoptaget, dels med nye uddannelser inden for især Data Science og dels med et større internationalt optag.
Derfor er vores analyse for NAT at vi skal holde balancen, mens de tektoniske plader flytter sig. Vi skal klart vækste på eksterne midler – mulighederne er store i fondslandskabet, og vi oplever stor succes. Men vi skal også vækste på uddannelsesområdet så den ordinære drift følger med.
Der er to veje til at styrke vores uddannelser og øge uddannelsesindtægterne.
- Vi kan forsøge at fastholde eller lige frem øge vores optag på trods af de demografiske udfordringer i vores region, de skærpede adgangskrav og de politiske vinde. Det kan vi gøre med vores outreach-indsatser. Vi kan søge nye markeder, for eksempel med den nye IT-campus i Vejle og ved at kigge ind i et stigende marked for efter- og videreuddannelse. Det giver alt sammen mening da de naturvidenskabelige kompetencer er efterspurgt i samfundet.
- Derudover kan vi forsøge at reducere vores frafald på de uddannelser hvor det er stort. I gennemsnit er det kun 55 % af de naturvidenskabelige bachelorstuderende der gennemfører den uddannelse, de er optaget på. Det tal, tror vi, kan hæves. Ikke til 100 %, da mange unge fortryder deres valg og starter på noget andet, men kan vi få bare 70 % til at gennemføre, vil det forbedre vores økonomi betragteligt. Vores nye pædagogiske ramme sætter en retning for en undervisning der følger med tiden og skaber bedre trivsel og onboarding for de studerende.
Vi mener at fakultetet skal opretholde en sund balance mellem forskning og undervisning. Derfor skal vi fortsætte med at hjemtage eksterne midler og samtidig styrke uddannelsesområdet. Nye idéer til øget optag, nye uddannelser samt den nye pædagogiske ramme vil støtte denne indsats.
Tak for at være fortrop på SDU’s rejse. Tak for den store indsats som I medarbejdere gør for at forske, skaffe midler, undervise, administrere, supportere, lede og udvikle vores uddannelser og vores fakultet.
Dekan Marianne Holmer og prodekan Poul Nielsen