Uddannelsesadministration
Fokus på en tryg overgang i ny uddannelsesadministration
En ny struktur i uddannelsesadministrationen skal styrke samarbejdet på tværs af fakulteterne og bevare den tætte kontakt til undervisningsmiljøerne.
Den fremtidige uddannelsesadministration skal have en tydelig opdeling mellem drifts- og policyopgaver. Samtidig skal opgaverne organiseres på blot to niveauer: Fakultetssekretariaterne og Fællesadministrationen.
Det betyder på NAT, at fire kolleger fra institutterne og fire fra fakultetssekretariatet vil blive en del af SDU Uddannelse til årsskiftet og dermed skifte organisatorisk reference.
- Det er vigtigt, at vi sammen finder de bedste løsninger i de nye rammer, så vi med denne organisationsforandring kan bygge videre på den høje kvalitet, som vi er kendt for på NAT, og samtidig styrke fagligheden på tværs af fakulteterne, siger fakultetets administrative chef, Niels Kring.
For ham er det et kardinalpunkt, at fakultetets underviser også i fremtiden kan forvente en god og personlig understøttelse fra administrationen.
- De kolleger, som arbejder med driftsopgaver, kommer til at have tilstedeværelse både på fakultetet og i fællesadministrationen. Den præcise balance kender vi ikke endnu, men vi har fokus på at kunne understøtte de nære relationer og det tætte samarbejde mellem uddannelsesadministrative medarbejdere og undervisningsmiljøerne, siger han.
Transitionen vil dog tage tid og i første kvartal vil de berørte medarbejdere som udgangspunkt beholde deres opgaveportefølje og forblive på deres nuværende pladser.
Herefter vil drifts- og policyopgaver blive fordelt, således driftsopgaver fremover vil høre til SDU Uddannelses vejledningsteam og den nye afdeling, Planning. Her vil en partnerskabsmodel sikre, at der både vil være en høj fælles faglighed centralt og en stærk fakultær forankring lokalt.
- Vi er nu i dialog med de kolleger, som primært arbejder med driftsopgaver i uddannelsesadministrationen for at kortlægge de specifikke opgaver og indsamle viden, som skal bruges til at lave så god en overgang til det nye, som muligt, siger Niels Kring.
- For den enkelte vil det være en stor omvæltning. Det skal vi være meget bevidste om. Der er tale om dygtige og engagerede medarbejdere, der løser helt essentielle opgaver for vores undervisere og uddannelser. Derfor ønsker vi selvfølgelig, at de lander trygt og godt i den nye organisering, siger han.
Læs mere om omstillingen af SDU’s uddannelsesadministration.