Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Ny inklusionsmåling skal styrke fællesskabet på NAT

Inklusionsmålingen skal bidrage til at følge op på igangværende initiativer og skabe et endnu stærkere, mere inkluderende og trygt arbejdsmiljø.

Af Marianne Holmer, , 21-05-2026

Kære medarbejdere

I næste uge udsender vi en ny inklusionsmåling. Det er en vigtig mulighed for at styrke NAT som arbejdsplads. Vi ønsker at alle medarbejdere oplever sig set, hørt og føler sig som en værdifuld del af fællesskabet.

Målet med målingen er at styrke inklusion, øge samarbejdet og styrke den psykologiske tryghed på tværs af hele fakultetet. Erfaringerne fra den første inklusionsmåling har været yderst værdifulde og har givet os et godt afsæt for at arbejde videre med inklusion på fakultetet.

Denne gang gennemføres målingen både blandt VIP- og TAP-medarbejdere, så alle medarbejdergrupper får mulighed for at blive hørt og bidrage til det fælles arbejde med inklusion.

På baggrund af inklusionsmålingen i 2024 har vi sat en række initiativer i gang. Det gælder f.eks. etableringen af en ressourceperson i forbindelse med krænkende handlinger. Formålet har været at skabe bedre støtte og vejledning til medarbejdere, der oplever eller er vidne til krænkende adfærd, og at gøre det lettere at finde handlemuligheder.

Vi afvikler i øjeblikket et pilotforløb for ledelsesgruppen, samarbejdsudvalget, diversitets- og ligestillingsudvalget samt arbejdsmiljørepræsentanter omkring bystander træning. Erfaringerne herfra skal være med til at udvikle et kursus, som senere kan komme hele fakultetet til gavn.

Inklusionsmålingen pegede også på et ønske om større gennemsigtighed i lønforhandlinger og fagforeningers rolle i disse processer - specielt for internationale medarbejdere. Derfor er der sat en dialog i gang med tillidsrepræsentanterne om, hvordan medarbejderne bedst kan støttes - også når man er ny eller international medarbejder.

Endelig har vi arbejdet på et Code of Conduct for alle ansatte. Her er ambitionen at skabe et fælles udgangspunkt for, hvordan vi møder hinanden med respekt, samarbejder godt og bidrager til en professionel og inkluderende omgangstone på fakultetet.

Den nye måling handler både om at følge op på disse initiativer, og om at skabe et endnu bedre grundlag for det videre arbejde med inklusion. Når både VIP- og TAP-medarbejdere inviteres til at deltage, får vi et mere nuanceret billede af, hvordan inklusion opleves i hverdagen på tværs af funktioner, fagligheder og stillingskategorier.

Hver enkelt besvarelse er derfor vigtig, fordi den bidrager til en fælles forståelse af, hvor vi lykkes, og hvor vi med fordel kan blive bedre. Jeg vil derfor opfordre alle til at deltage i målingen, således at vi kan få ideer, perspektiver og kommentarer fra hele fakultetet. 

Marianne Holmer, dekan

 
Redaktionen afsluttet: 21.05.2026