Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Flot Forskningens Døgn med NAT

I år kunne vi igen afvikle Forskningens Døgn på campus i Odense og forskningsstationen i Kerteminde. En skøn dag med mange glade gæster.

Af Marianne Holmer , , 28-04-2022

Kære medarbejder

Lørdag summede både Campus i Odense og Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde af liv i forbindelse med Forskningens Døgn. Forældre med børn i barnevogne og bamser under armen strømmede til Bamsehospitalet fra alle indgange - og på trods af ca. 10 konsultationsopstillinger var der hurtigt kø til denne populære aktivitet.

NAT præsenterede de populære gengangere fra de tidligere år og en række nye spændende aktiviteter. Alle har lagt et stort arbejde i forberedelserne. Derfor er det ekstra dejligt at se den store interesse fra de mindste til de ældste i at besøge SDU på denne dag.

Et stort trækplaster var ”UFO-snak: Er der liv derude?" med Frederik Dirks Gottlieb og Anja C. Andersen, som er kendt fra podcasten ”Flyvende tallerken”. De trak fulde huse i U45 med en fremvisning af 3 kontroversielle videoer, som har startet hele diskussionen om intelligent liv i universet. Alle aldersklasser var repræsenteret blandt publikum, og der blev stillet interessante og engagerede spørgsmål til de to værter.

I Kerteminde var der fælles arrangement mellem Marinbiologisk Forskningscenter og Fjord&Bælt, som fejrede 25 års jubilæum med champagne og highlights fra en jubilæumsbog, som Magnus Wahlberg havde skrevet til anledningen. Der var stort fremmøde fra bl.a. tidligere direktører, bestyrelsesmedlemmer og politikere.

SDU's forskning blev præsenteret ved træning af marsvin og sæler og akvarier med vandmænd i alle livsstadier. Programmet blev afsluttet med en præsentation af ”Jelloga” af Jamileh Javidpour og Heidi G. Jensen, som overbeviste deltagerne om at de rolige bevægelser af vandmænd i akvarier også kan give travle mennesker ro i sindet i en travl hverdag.

Jeg vil gerne sige tak til alle medarbejdere og studerende, som har bidraget til Forskningens Døgn. Det er utroligt vigtigt at engagere ung som gammel i vores forskning. Det var simpelthen fantastisk at opleve den store iderigdom og det store engagement fra både forskere og deltagere på en solrig lørdag i april.

Marianne Holmer, dekan

Redaktionen afsluttet: 28.04.2022