De kan det hele – undtagen sige nej…

Her er der spektrometre, måleapparater, pumper og andre opstillinger med mekanik og elektronik, og alt skal virke og fungere optimalt.

Når det som regel også gør det, skyldes det ikke mindst de ansatte håndværkere på instituttets værksted, der kan fikse næsten alt.

Altid strøm

Danny Kyrping er værksteds- og bygningskoordinator på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci og én af det hold på fem mænd, der sørger for, at instituttets tekniske udstyr altid kører, som det skal. Den 39-årige elektromekaniker og elektrotekniker er en lille smule tilbageholden, da han bliver bedt om at fortælle om sig selv og sit job.

”Jeg er jo nok mere en lytter end en snakker, så det er jo noget anderledes at stille op på denne her måde,” siger han med et smil og understreger beskedent, at han bare er en femtedel af det hold, der løser værkstedets opgaver.

Men valget er faldet på Danny Kyrping – og han har sagt ja. Man fornemmer med det samme, at her er en mand, der står ved sit ord, så det gælder om at benytte sig af muligheden for at få indblik i, hvem Danny Kyrping er, hvad han laver, og hvad der foregår i dette hjørne af fakultetet?

”Jeg er oprindeligt udlært her i Odense i et lille firma, IMPO-electronics, hvor vi blandt andet lavede måleinstrumenter til fysikundervisning i skolerne. Vi kunne det hele og lavede alt. Der kom, så at sige, metalplader ind i den ene ende af virksomheden og færdige måleapparater ud i den anden. Det var andre tider, og jeg tror ikke, der er mange af den slags virksomheder tilbage, hvor man laver det hele selv,” fortæller Danny Kyrping, der allerede som barn var vild med elektronik.

”Det har altid været strøm. Jeg har vel været 8-9 år gammel, da jeg skilte min oldefars gamle radio ad for at finde ud af, hvad der var indeni. Senere blev jeg blev udlært som elektromekaniker og efter at have aftjent min værnepligt i forsvaret, hvor jeg reparerede elektronik i kampvogne, læste jeg videre til elektroniktekniker, siger Danny, som efter halvandet års studier var klar til at komme videre på arbejdsmarkedet.

”Jeg søgte en stilling på Mærsk-instituttet, hvor de skulle bruge en elektrotekniker. Det var lidt sjovt, for til ansættelsessamtalen var det min censor fra teknikereksamen, der sad på den anden side af bordet – og jeg fik jobbet,” husker Danny, der efter nogle år søgte nye udfordringer og blev ansat som tekniker på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci – eller Fysisk Institut, som det hed dengang. Her har han været lige siden.

Vi skal hjælpe

Noget tyder på at Danny Kyrping fandt sin ”rette hylde” ved ansættelsen på det daværende Fysisk Institut tilbage i 2004. Han lyser op og læner sig frem på stolen, når man spørger til, hvad han og kollegerne egentlig laver?

”Her på værkstedet skal vi kunne skrue i det hele, og det kan vi. Vi er fem kolleger; en mekaniker, en finmekaniker, to elektronikteknikere og en industritekniker, så der er stort set ikke den opgave, vi ikke kan løse,” fortæller Danny og fortsætter:

”Vi har mange spændende opgaver, synes jeg. Rigtig meget handler om reparation og om at holde apparaterne kørende, men heldigvis også en del konstruktion og produktudvikling, og vi skal kunne samarbejde bredt. Ikke bare med hinanden på værkstedet, men med mange forskellige slags mennesker og fagligheder. Der kan for eksempel være en forsker, der har en idé til en forbedring af noget udstyr, og så er det op til os at hjælpe, så godt vi overhovedet kan. Vi skal hjælpe med at afklare, hvad det skal kunne, og hvordan det skal fungere. Så man får lov til at være lidt Georg Gearløs, og det kan jeg rigtig godt lide, for det betyder også, at jobbet aldrig bare bliver rutine, siger Danny Kyrping, der trives fint med aldrig at være sikker på, hvad dagen bringer.

”Der er ikke to dage der er ens. Jeg kan møde ind om morgenen og have en klar plan for dagen, men så er der typisk sket et eller andet – noget er brudt ned og skal fungere igen hurtigst muligt, og så er det det, der er på programmet,” fortæller han.

Renovering og mikroskoper

Så variation i arbejdet er bestemt ikke noget Danny Kyrping savner. Som værksteds- og bygningskoordinator på instituttet er han involveret i både små og store opgaver. En af de større var for eksempel den store renovering af instituttets laboratorier, der blev afsluttet i 2014. Det var en opgave, der krævede det store overblik.

”Ja, vi var jo inde over alt, men gik meget systematisk til værks,” fortæller Danny Kyrping.

”Vi tog et bygningsafsnit ad gangen, og så blev det nærmest fuldstændig strippet, hvorefter alt det nye blev etableret. Det var en logistisk udfordring, for det handlede både om at tilrettelægge selve renoveringen, og samtidig om at få lavet de optimale løsninger for alle. Vi fik for eksempel mulighed for at samle den ”våde” kemi i den ene ende og den analytiske kemi i den anden. Det betyder, at vi nu har nogle fleksible laboratorier, der kan passe mange forskellige brugere,” siger Danny og tilføjer:

”Der er selvfølgelig altid nogle ting, man kunne have gjort anderledes, men jeg synes på alle måder, vi har fået et rigtig godt resultat. Så bliver det spændende at se laboratorierne om 30 år, for meget af det gamle, vi smed ud, var jo cirka 30 år gammelt.”

En hverdag i en blanding af værkstedsmiljø og forskningsmiljø er med til at give Danny Kyrping en meget bred kontaktflade i det daglige.

”Ja, der er jo både kontakten til kollegerne på værkstedet, og samtidig har vi en meget tæt relation til forskerne, som vi hjælper og servicerer – det er spændende, for her er mange forskellige mennesker og mange forskellige nationaliteter, som er med til at give en interessant hverdag,” siger Danny, hvis færdigheder rækker ud over intituttets gange og laboratorier.

”Sammen med lektor Jonathan Brewer fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi har jeg været med til at udvikle og konstruere nogle fantastisk kraftige og avancerede mikroskoper, der giver nogle hele nye muligheder for forskerne. Min del af arbejdet har handlet om selve styringen af mikroskopet fra computeren, hvor jeg har lavet software, der snakker med færdigkøbte enheder, men også hjemmebyggede elektronikenheder, som kontrollerer linser og filtre,” fortæller Danny entusiastisk.

Familieliv er friluftsliv

Privat er Danny Kyrping gift med Jeanette. Sammen har de to drenge på henholdsvis 6 og 10 år, og familien bor godt 7 kilometer fra Campusvej.

”Det er dejligt tæt på jobbet og betyder, at jeg som regel cykler til universitetet,” fortæller Danny, der i det hele taget er noget af et friluftsmenneske – og allerhelst i selskab med familien.

”Vi sejler turkajak alle steder langs kysterne. I starten købte jeg en kajak, men der var jo ikke plads til os alle, så det blev meget hurtigt nødvendigt at anskaffe en mere, så vi kan komme af sted sammen. Om vinteren tager vi gerne af sted og løber på ski, og sommerferien bliver brugt på ferie, hvor vi helst overnatter i telt. På sådan en ferie tager vi ind imellem en enkelt overnatning på et vandrerhjem eller hotel, men der bliver vi hurtigt enige om, at det er bedre med teltet,” fortæller Danny og smiler.

”Sådan er jeg også vokset op. Fra jeg var dreng, var det altid ferie med rygsæk og telt. Frankrig, Tyskland, Danmark – ja, selv på Grønland har jeg været for at vandre og sove i det fri, og jeg vil gerne give mine drenge nogle af de samme friluftsoplevelser, jeg selv havde som dreng. Det er både Jeanette og drengene heldigvis med på. Så vi er en aktiv familie, der dyrker udelivet – og jeg glæder mig altid til at komme afsted næste gang,” siger Danny.

Så når Danny ikke er at finde et sted på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci er det familien, det handler om. Som den håndværker han er, ordner han selvfølgelig selv reparationer og vedligeholdelse i hjemmet. Og var der mere tid til rådighed, ville Danny Kyrping også ”skrue” noget mere.

”Jeg har mit værksted, hvor jeg da godt kan drømme om at få noget mere tid til forskellige små projekter. Jeg har blandt andet en motorcykel, der nu ikke har været ude at køre et par år, og den kunne godt trænge til lidt opmærksomhed. Men det skal nok komme med tiden, for det er altså Jeanette og drengene, der kommer i første række,” fortæller Danny med overbevisning.

Tilbage på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci er vores aftalte tid for snakken ved at være gået, og Danny skal tilbage på værkstedet for at tage sige af endnu en opgave – for dem er der rigeligt af. Så det er dejligt, at det kunne lykkes at få Danny Kyrping med på at bruge tid på at tale om sig selv og sit job. Danny smiler og kommer med en indrømmelse:

”Jeg har svært ved at sige nej, når nogen henvender sig. Det er jeg ikke særlig god til,” erkender han. Det er vi glade for – og siger tak til Danny Kyrping!