Flittig forsker med sans for ansøgninger

Af Henrik Gautier, henga@sdu.dk 

Nogle forskere er bedre til det end andre - eller har i hvert fald mere held til at skaffe penge til deres projekter. Amelia-Elena Rotaru på Biologisk institut er måske både dygtig og heldig – og ikke mindst ihærdig, når det kommer til at hente midler hjem. I hvert fald har den 36-årige biokemiker fået i omegnen af 14 millioner kroner, siden hun kom til SDU i 2013.

”Ja, jeg har været meget succesfuld med hensyn til finansiering af mine projekter, men jeg har også været meget aktiv og søgt bevillinger som sindssyg,” siger hun med et stort smil på sit kontor, hvor hun byder på en kop kaffe.

”Den er ikke særligt god,” lyder advarslen, før vi vender tilbage til forskningsmidlerne.

”Jeg fik fortalt, at man skulle forvente at have held med én ud af ti ansøgninger, så jeg tænkte, at så skulle jeg i hvert fald sørge for at søge en masse, og det har givet godt resultat på fem ud af otte, jeg har søgt, så jeg har været meget heldig, ” siger hun beskedent.

Kan lide at skrive

Amelia-Elena Rotaru kom til SDU i november 2013 med en bevilling fra Det Frie Forskningsråd. Det har hun ikke fortrudt, og det samme gør sig gældende for SDU. For Mikrobiologen fra Rumænien kan ikke bare skabe resultater og bedrive forskning, der imponerer verden over, men har siden hun kom til Odense været i stand til at hente nogle solide bevillinger hjem til sin forskning. Således fik Amelia-Elena Rotaru alene i 2015 bevillinger fra Innovationsfonden og Novo Nordisk Fond samtidig med, at hun modtog en Sapere Aude forskningslederbevilling. Den meget smilende forsker lægger heller ikke skjul på, at hun er godt tilfreds med det.

”Det er ellers ikke noget jeg tænker så meget på. Men jeg bliver enormt glad, når det lykkes. Måske er det også, fordi jeg kan lide at skrive – og især ansøgninger. Jeg synes egentlig, det er meget sjovere end at skrive de videnskabelige artikler. Misforstå mig ikke, men når man skriver sine artikler, er arbejdet udført. Man kender resultaterne af projekterne og så videre. Der er ikke rigtig noget nyt i det, ” lyder det fra Amelia-Elena, der fortsætter:

”Når jeg skriver ansøgninger tænker jeg forud, arbejder med nye ideer og teorier og arbejder faktisk intenst med den forskning, der ligger i fremtiden. Så det er både meget motiverende og inspirerende for min forskning at skrive ansøgninger. Der er meget drivkraft i at søge midler. Men jeg skriver i det hele taget meget og arbejder løbende med mine artikler. Det hjælper mig også rigtig meget med at styre projekterne og løbende forbedre, det arbejde vi laver. Jeg forsøger at være produktiv, så godt jeg kan,” siger hun.

Bakterier skal lave energi

Selv om Amelia-Elena Rotaru trives med ansøgninger, er det alligevel de forskningsmæssige resultater og jagten på ny viden, der i bund og grund driver værket. Der skal findes svar, og svarene skal bruges til noget.

”Det allerbedste er arbejdet i laboratoriet – det elsker jeg, men jeg vil lave forskning, der kan bruges. Selvfølgelig foregår det meste af det, vi finder frem til, på et meget grundlæggende plan, men vores resultater er nogen, der kan bringes i anvendelse af andre - som for eksempel ingeniører. Så det er vigtigt for mig, at der er et konkret anvendelsesperspektiv – ellers tror jeg også, jeg kunne få dårlig samvittighed, fordi jeg ville synes, at jeg spilder de penge, jeg har fået, siger Amelia-Elena, der i særdeleshed er optaget af, hvordan nogle mikroorganismer kan fortære eller optage elektricitet fra fast stof.

”Vores forskning er alt sammen noget, der kan samles under den fælles overskrift ”How microrganisms feed on electrons” Man kan måske sammenligne det lidt med den menneskelige metabolisme. Når vi spiser – for eksempel brød, får vi energi til kroppen. Brødet er altså vores energidonor og vores krop omsætter brødet til energi når vi spiser det. På samme måde kan bakterier eller mikroorganismer omsætte en fødekilde, som for eksempel kunne være jern, eller elektricitet til energi,” forklarer hun og fortsætter:

”På den måde vil vi gerne udvinde og lagre energi ved at styre en proces, der ved hjælp af elektricitet fra vind-, bølgekraft eller solceller omdanner CO2 til methangas eller biobuthanol – altså brændselsenergi. Det ville i hvert fald være et rigtig godt skridt på vejen mod en fossilfri energiforsyning i fremtiden,” siger hun.

Danmark er dejligt

Da Amelia-Elena Rotaru kom til SDU i 2013 og bosatte sig i Odense, var det samtidig et gensyn med Danmark, hvor hun i 2009 – 2010 var postdoc på Århus Universitet. Desuden har Amelia-Elena forsket på Max Planck Instituttet i Bremen i Tyskland og tilbragt tre år på University of Massachusetts i Amherst, USA.

Livet i Danmark og Odense passer Amelia-Elena godt. Dog er der en enkelt udfordring, hun synes er vanskelig - sproget.

”Jeg taler noget dansk, men det er svært, og jeg synes ikke, jeg er ret god til det. Der er for eksempel rigtig mange vokallyde på dansk (op mod 40, red.), hvor der kun er syv på rumænsk,” fortæller hun.

Bortset fra den sproglige udfordring, er hun rigtig glad for den måde, tingene fungerer på her.

”Danmark er et dejligt land, og der er mange goder i det danske samfund. Jeg kan rigtig godt lide den danske work-life balance, som er helt anderledes end i andre lande som for eksempel USA. Derovre har man ikke meget ferie sammenlignet med her. Jeg arbejder i forvejen for meget, men det danske system hjælper mig til at huske at holde fri en gang mellem, og så føler jeg også, at jeg kan gøre det uden at få dårlig samvittighed,” lyder det fra mikrobiologen, der også har et konkret eksempel på, at hun er blevet bedre til at holde fri.

”Faktisk holdt jeg lidt ferie i forbindelse med en stor konference i Australien. Det var fantastisk – især kænguruerne,” siger Amelia-Elena med strålende øjne og fortæller videre:

”De er så søde. Jeg oplevede en naturpark med masser af kænguruer, men fik at vide, at man skulle holde afstand til dem, fordi de godt kan være farlige. Det var ærgerligt. Jeg ville gerne tæt på og røre ved dem, og ved et tilfælde oplevede jeg efterfølgende et ”børnehjem” for forældreløse kænguruer, hvor man tager sig af de små dyr, til de kan klare sig selv. Det var en kæmpeoplevelse. Jeg kom helt tæt på, og det var bare de sødeste dyr, man kan forestille sig,” fortæller hun med begejstring og tilføjer med et grin:

”Ja, så nu får jeg aldrig smagt kængurukød… Det skulle have været før, jeg mødte de små kænguruer.”

Lidt ferie ind i mellem kan der også sagtens være brug for, når man som Amelia-Elena Rotaru kommer fra Rumænien - så er der lang vej ”hjem”.

”Jeg savner min familie i Rumænien – især mine forældre og min søster, men og jeg tager derned en gang om året og besøger dem. Jeg kunne nu godt tænke mig, at kunne komme af sted to gange om året,” fortæller hun – for der er andet i tilværelsen en forskning, videnskab og ansøgninger.

”Arbejdet tager rigtig meget tid, men jeg kan godt lide at slappe af med en film, læse og høre musik – meget almindeligt, tror jeg. Åh ja, og så kan jeg rigtig godt lide at komme til kysten og være ved havet. Det er noget helt særligt. Der kan jeg godt bruge lang tid,” siger Amelia-Elena med et drømmende blik i øjnene, før hun svarer på det spørgsmål der runder interviewet af.

Hvornår vidste du, at naturvidenskaben skulle være din fremtid?

”Det er let. Da jeg var 16 år, læste jeg klassikeren ”Microbe Hunters” af Paul de Kruif, og da jeg havde læst den, vidste jeg, hvad jeg ville – science,” slutter Amelia-Elena Rotaru.

Fotos: Henrik Gautier/SDU