25 år i samme job er da ikke noget at tale om

Men heller ikke de 25 år, synes hun, er værd at fremhæve. - Jeg har jo kolleger, som har været her i langt over 30 år, forklarer hun og prøver at overbevise om, at hun stadig er ny i jobbet. Et job hvor hun har styr på alt, lige fra de store linjer til de små detaljer, fra kontoret med massevis af ringbind i snorlige rækker.

I 1970’erne var Karen Cauthery ansat ved tjek-ind-skranken hos SAS i Kastrup Lufthavn, så allerede dengang sørgede hun for, at alting forløb planmæssigt. En dag fik hun selv udlængsel og stod på et fly til England, hvor hun boede en årrække og grundlagde en livslang kærlighed til de britiske øers kultur, sprog og natur. Senere flyttede hun til Andorra med sin daværende mand, indtil hun syntes det var på tide at vende næsen hjem til Jylland og få sig en uddannelse. Karen Cauthery blev korrespondent i engelsk og spansk, og da eksamen var i hus i 1991, havde hun egentlig planlagt en afslappet sommerferie. Den blev imidlertid kort, for hun faldt tilfældigt over et stillingsopslag, som sendte hende til Fyn og jobbet som institutsekretær ved det daværende Fysisk Institut.

Jobbets opgaver, men også teknologien, var væsentligt forskellige fra, hvad de er i dag. Hun kunne f.eks. modtage håndskrevne forskningsartikler, som hun skulle renskrive på skrivemaskine. Og da den slags maskiner var udstyret med det danske alfabet og ikke tog højde for fysiks forkærlighed for græske tegn, opøvede Karen Cauthery en metode til i høj hast at skifte bogstavkugle i skrivemaskinen, så artiklen fik alfa, beta og gamma på rette sted. Skrivemaskinen blev dog snart skiftet ud med en computer, og i dag står der to skærme på det ryddelige skrivebord.

Også instituttet har forandret sig gennem årene. Karen Cauthery mindes dengang, der kun var seks TAP-ansatte ved Fysisk Institut. Men ved den senere sammenlægning med Kemi voksede antallet gevaldigt. Det var en omvæltning, for både kultur og arbejdsgange var forskellige, men hun synes, at især TAP’erne var hurtige til at finde hinanden og skabe et godt arbejdsmiljø på det fusionerede institut. I dag er også Farmaci en del af instituttet, som er vokset til omkring 170 ansatte, inklusive centrene. Karen Cautherys arbejdsliv har på den måde hele tiden været i udvikling, og chefen - institutlederen - har skiftet hele 11 gange. Hun håber dog, at Frants R. Lauritsen er kommet for at blive, og med et imponerende hurtigt opslag i computerens arkiv oplyser hun, at han blev ansat i marts 2012. I dag glæder hun sig over, at den fire år lange renovering af laboratorierne er overstået, og at instituttet har fået de lyse, overdækkede gårdhaver, bl.a. FKF-Torvet (Riddersalen med lysekronen), hvor der er plads til, at alle medarbejdere kan være samlet.

Karen Cauthery synes ikke, at jobbet har budt på større skelsættende begivenheder. I stedet fremhæver hun hverdagen på instituttet, hvor hun har kolleger fra over 20 nationaliteter, som konstant tilfører nye indtryk og udfordringer. Og når hun mangler andre udfordringer dyrker hun sin interesse for slægtsforskning, hvor det er lykkedes at føre en gren af familien tilbage til 1740’erne. Lige nu leder hun efter et særligt brev fra 1920’erne, hvilket er et detektivarbejde gennem en uendelig mængde arkivkasser. En opgave hun garanteret går til med samme sans for omhu og systematik, som hun har præget instituttet med i sine kun 25 år i jobbet.