Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

10 stillinger på én gang til unge forskningstalenter

Danish Institute for Advanced Study (Danish IAS) er for alvor skudt i gang på SDU, og med opslag af 10 adjunktstillinger inden for forskellige forskningsområder er målet at sætte nye standarder for rekruttering af de bedste talenter til universitet.

Danish IAS er under ledelse af professor Francesco Sannino fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci (NAT) og professor Thorbjørn Knudsen fra Institut for Marketing & Management (SAMF). Professor Francesco Sannino sætter følgende ord på, hvilke unge forskere de leder efter til Danish IAS:

”Vi er på jagt efter de forskere, som ønsker at skubbe grænserne for, hvad der tidligere var muligt. Som ønsker at være originale og tro på den vilde ide. De skal ønske at have det sjovt, mens de forsker. Udvælgelsesprocessen vil være på meget højt niveau, og vi ansætter kun dem, som viser, at de kan bedrive banebrydende forskning og være stærke forskningsambassadører for SDU.”

Professor Thorbjørn Knudsen er enig med Francesco Sannino, og tilføjer endda:

”Vi ønsker at gå skridtet videre end excellence ved at give mulighed for det store forskningsgennembrud. For at det skal kunne ske, leder vi efter de unge forskere, som er i stand til at gå i mod strømmen og tage de nødvendige chancer for at nå deres mål.”

I Danish IAS er der 9 forskningsmedlemmer, såkaldte chairs, og alle SDU’s fem fakulteter er repræsenteret. Professor Susanne Mandrup fra BMB er en af disse, og hendes forventning til de kommende ansættelser er store:

”Jeg ser meget frem til de kommende ansættelser af adjunkter i Danish IAS, og jeg håber, at vi får en masse ansøgninger til stillingerne. Mit mål er finde det talent, som har en fremragende forskningsbaggrund, og som kan fremvise en spændende vision for sin ansættelse på SDU. Vedkommende skal samtidig være et godt videnskabeligt og kollegialt match med den øvrige forskning på BMB, så der skabes rigtig god synergi med de eksisterende grupper på instituttet. Jeg forventer, at min rolle over for den nye adjunkt i Danish IAS vil være som mentor, og at vedkommende i høj grad selv skal forme sin egen forskningsgruppe.”

SDU sender med Danish IAS og ansættelserne et signal til omverdenen om, at universitetet satser på at skabe fremtidens forskningstalenter, og at det vil være med i toppen af dansk og international forskning. SDU ønsker at samle nogle af de bedste forskere på tværs af akademiske discipliner og skabe et enestående miljø, som vil løfte forskningshøjden. Susanne Mandrup bakker op om dette mål og uddyber:

”Efter min mening sender SDU med Danish IAS et stærkt budskab om, at vi tør at gøre noget anderledes og vovet for at tiltrække de bedste forskningstalenter til universitetet. Især nu hvor konkurrencen om forskningsmidlerne er stigende, er der behov for at tænke i alternative løsninger med f.eks. mere fokus på team-tænkning. For mig er det vigtigt, at Danish IAS bliver til gavn for hele universitetet, og at satsningen samlet set kan være med til at øge forskningshøjden og tiltrække flere forskningsmidler til SDU. Dét, vil jeg som chair arbejde på, lykkes i de kommende år”.

Processen for udvælgelse af, hvilke unge forskere, der skal ansættes i Danish IAS, køres i et samarbejde mellem fakulteterne og Danish IAS. Den ansvarlige chair står således for forslag til bedømmelsesudvalg til fakultetets akademiske råd, og når bedømmelsesudvalget er godkendt, er udvalget ansvarligt for de faglige bedømmelser af ansøgerne. Til alle stillinger består ansættelsesudvalget af dekanen, de relevante institutledere og alle Danish IAS Chairs.

Deadline for ansøgning er 15. februar 2017, og forventningen er, at de yngre forskere starter i august 2017. I første omgang søges der efter adjunkter, men på sigt vil der også blive ansat postdocs i Danish IAS.

Se stillingsopslaget (tilgængeligt indtil 15. februar 2017).

Bygning står klar i 2019

Til at huse alle de nye unge forskere vil SDU bygge en ny bygning, som forventes at stå klar i maj 2019. Byggeriet går i gang i februar 2018, og bygningen vil være placeret ud for bygning 37, hvor Biologi og BMB i dag holder til. Når den står klar i maj 2019, vil bygning være forbundet til resten af SDU via Krogene. Den nye bygning vil bestå af tre etager, som i alt vil være på 3500 m2.

I dispositionsforslaget til den nye Danish IAS-bygning står der således:

”Vores ambition er, at foyerområdet i den nye bygning til Danish IAS entydigt introducerer Danish IAS som et aktivt og dynamisk videnshus, samtidig med at det klart viser vejen videre til det øvrige universitet.”

”Det er vores ambition at den nye bygning til Danish IAS helt naturligt understøtter, at uformelle og spontane møder opstår overalt i bygningen.”

Bygningen udformes således i tråd med missionen for Danish IAS, som er følgende:

”Danish IAS samler fremragende forskere fra hele verden i et interdisciplinært center med fokus på grundforskning og intellektuel søgen. Danish IAS’ formål er at opfordre til og støtte forskning drevet af nysgerrighed i alle discipliner og på den måde finde frem til nye og revolutionerende ideer.”

Ønsket er at fremme interaktionen mellem mennesker, samtidig med at der er plads til fordybelse. Bygningen skal derfor leve op til mange forskellige krav både indvendigt og udvendigt, og der vil blive plads til kontorer, møderum, seminarrum og et auditorium.

Læs mere om Danish IAS.

Redaktionen afsluttet: 09.02.2017