Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

NAT-forskere modtager strategiske midler til samfundsengagement

Uddelingen af de første midler til delprojekterne under SDU’s tre strategiske indsatsområder om droner, velfærdsinnovation og open data er netop overstået. Forskere fra Naturvidenskab er involveret i fem af de i alt 14 projekter og får dermed del i de 10 mio. kr., som uddeles inden for hvert strategiske indsatsområde i den kommende tid.

Af Tina Larsen, , 30-03-2017

De fem projekter, som Naturvidenskab er en del af, er: ”The Open Biogas Platform”, ”Open Data Framework”, ”Intelligent Traffic Systems”, ”Effective investigation and response to invasive species using drones” og ”Drone technology within nature, environment and climate management”.

Lektor Mogens Flindt og adjunkt Sara Egemose fra Biologisk Institut er projektansvarlige for sidstnævnte projekt om droneteknologi inden for natur, miljø og klima, og deres projekt modtager 1 mio. kr. fra det strategiske indsatsområde om droner. Mogens Flindt fortæller, at midlerne vil få en afgørende betydning for gruppens forskning:

– Med pengene kan vi købe mere udstyr, for eksempel droner og software. Samtidig har vi fået mulighed for at ansætte en yngre forsker, Niels Svane, til at foretage de mange drone-missioner og efterfølgende billedanalyser, som vi har brug for til projektet. De ekstra midler betyder, at vi kan komme skridtet videre i forskningen og dermed bidrage til et øget samarbejde med det omgivende samfund. Projektet tager afsæt i vores allerede eksisterende regionale natur-, miljø- og klimanetværk, og vi ser meget frem til at kunne engagere netværket i udviklingen af nye faglige temaer.

Delprojektets formål er at udvikle teknikker og metoder, så den næste generation af droner kan tage vandprøver og anvende specielle multispektrale filtre og mikrosonder. De nye kvalifikationer vil så skulle deles med regionens natur, miljø- og klimamæssige myndigheder og konsulentvirksomheder, og vil dermed styrke Region Syddanmark inden for miljø- og klimaanalyse. 

– Arbejdet med droner giver uanede muligheder for indhentning af blandt andet billeddata af et naturområde. Tidligere brugte man meget punktmålinger, når man skulle vurdere et naturområdes tilstand, men med de nye teknologier kan vi foretage målinger af meget større arealer – og endda med mindre mandskab. En drone kan flyve i 30 minutter inden batteriskift, og den er udstyret med kameraer, som kan tage tusinder af billeder med meget stor opløsning. Disse billeder kan vi så efterfølgende analysere ud fra form- og spektralanalyse, dvs. farvetonerne i billederne. Det giver utroligt store mængder af data og endda også data fra områder, som måske tidligere var svære at komme til, forklarer Mogens Flindt. 

For at blive et strategisk indsatsområde stiller universitetet krav til 1:1 medfinansiering fra fakultet og institut, og samtidig skal forskerne vise, at de i projektets løbetid kan indhente eksterne midler, f.eks. fra Innovationsfonden. Mogens Flindt er klar over, at det er en stor forpligtelse at være et strategisk indsatsområde på SDU, og han tilføjer:

– I projektet tager vi vores rolle som strategisk indsatsområde alvorligt. Som universitet kan vi gøre meget mere for at engagere os i det omgivende samfund, og det vil vi gerne være med til at understøtte. Vi har allerede planlagt, fra hvilke fonde vi vil søge midler til projektet, og vi håber, at vores status som hele SDU’s strategiske indsatsområde kan give et godt afsæt til at få succes med vores ansøgning. At det samtidig giver os muligheden for at komme i mål med nogle af vores spændende forskningsprojekter, er jeg blot ekstra glad for.

Institutleder Marianne Holmer fra Biologisk Institut sidder i RI-rådet (Research and Innovation) og er dermed ansvarlig for de strategiske indsatsområder og for uddeling af midler til delprojekterne:

– De strategiske indsatsområder er en måde at løfte igangværende tværfaglige projekter inden for droner, velfærdsinnovation og open data, så vi på den måde opnår mere samarbejde med virksomheder og andre offentlige institutioner. Jeg forventer, at projekterne på hver deres måde vil få stor effekt på SDU’s samfundsengagement, og at de kan bidrage til vækst såvel på SDU som i det omgivende samfund.

Hun fortsætter med at fortælle om ansøgningsprocessen:

– I bedømmelsesudvalget lagde vi stor vægt på, om projektet byggede på et stærkt tværfagligt samarbejde, da vores mål er, at de strategiske indsatsområder skal inddrage så mange af fakulteterne som muligt, så de bliver repræsentative for hele universitetet. Derudover er de strategiske indsatsområder baseret på SDU’s indre styrker, hvad enten de beror på tilstedeværelse af enkeltstående stærke forskningsmiljøer, uddannelser og/eller et særligt stærkt tværfagligt samarbejde.

Næste ansøgningsrunde til de strategiske indsatsområder er 8. maj 2017.

Læs mere om de strategiske indsatsområder på sdu.dk


Redaktionen afsluttet: 30.03.2017