At finde den rette hylde

Af Birgitte Svennevig, birs@sdu.dk

Joan Boyar, der oprindeligt kommer fra Chicago i USA, var ikke ret gammel, da hun i 1968 besluttede sig for at blive forsker.

- Jeg var 13, og vi så en film i skolen, hvor der var en kvinde i kittel i et laboratorium. Da forstod jeg, at det var muligt for en kvinde at være forsker, og jeg kunne mærke, at det ville jeg være.

Joan levede i en tid, hvor kvindelige forskere var et sjældent syn, og hverken hendes lærere, hendes far eller resten af samfundet for den sags skyld kunne se nogen mening med Joans ambition.

Min far var ikke begejstret

Naturfagslæreren opfordrede godt nok både drengene og pigerne til at tage en naturvidenskabelig uddannelse. For drengenes vedkommende ville det give dem et godt job og en god løn, og for pigernes vedkommende ville de på studiet finde en succesfuld mand at gifte sig med.

- Min far var ikke begejstret. Det var i det hele taget upassende, at jeg havde lyst til at beskæftige mig med et teknisk fag. Sådan var det i de tidlige 1970ere i USA.

Psykologi derimod var et passende fag for en ung kvinde. Så da Joan startede på universitetet i Virginia, blev det på psykologi. Efter et år meldte hun sig dog også til matematik, som hun kunne tage som hovedfag samtidig med psykologien. Matematik var et fag, hun altid havde været god til, og hun var blevet mindre interesseret i psykologi.

Kvinder fik upassende kommentarer om deres udseende

Joan forlod psykologien, inden hun gik i gang med en ph.d i datalogi, og hendes hverdag blev fyldt med emner som logik, beregnelighed, NP-fuldstændighed, programmering, kryptografi og simulering. Hun begyndte at undervise og løse programmerings- og analyseopgaver på forskellige universiteter, og i 1983 blev hun adjunkt ved Department of Computer Science, University of Chicago.

Datalogi-verdenen var en verden fuld af mænd, men Joans far havde vænnet sig til sin ældste datters karrierevej, og da hendes lillesøster skulle til at vælge uddannelse, anbefalede faren hende ligefrem at blive ingeniør. Der herskede dog stadig en udbredt opfattelse af, at kvinder ikke hørte til i de tekniske fag.

- Kvinder i tekniske fag havde en følelse af ikke at tilhøre den store gruppe. Deres mandlige kolleger tvivlede på, at de var gode nok rent fagligt. De fik upassende kommentarer om deres udseende, og når de var på deres instruktors kontor, så de pin-up kalendere på væggen med fotos af nøgne eller letpåklædte kvinder.

Det kan tage lang tid at finde sit ståsted

Det blev vigtigt for Joan at støtte andre kvindelige forskere, og som ph.d.- studerende var hun bl.a. leder af gruppen Women in Computer Science and Engineering i Berkeley.

At støtte de diskriminerede og svage på universitetet er stadig vigtigt for Joan.

- Vi har hvert år nye studerende, der har det svært i starten. Det kan godt tage lang tid for et menneske at finde ud af, hvad man brænder for og finde sin plads. Det forstår jeg godt. Jeg var selv længe om det, siger hun.

Ikke glad for fremdriftsreformen

Joan tror på, at når først den studerende har fundet sit ståsted, så skal han/hun nok fuldføre sin uddannelse. Også selv om starten måske er langsom.

- Derfor er jeg ikke glad for fremdriftsreformen. Hvorfor smide nogle studerende ud, fordi de ikke performer i starten? De skal nok komme efter det senere i studiet. Det viser min erfaring mig, så jeg er ikke så bekymret for de langsomme startere. Og når vi taler datalogi, så lever vi yderligere i en tid, hvor der mangler dataloger. Så det klogeste må da være at uddanne alle dem, vi kan.

Gift med en anden IMADA-professor

I 1989 trak en lektorvikarstilling på Aarhus Universitet Joan til Danmark, og her mødte hun den mand, hun er gift med i dag. Det var Kim Skak Larsen, der i dag også er professor på IMADA. Sammen har de datteren Marianne, der læser matematik på SDU.

- Hun har været med os, når vi har været på længere forskningsophold forskellige steder i verden, både som barn og som teenager.

Joan og Kim er bedsteforældre til to små drenge, og det er virkelig dejligt at være mormor, synes Joan.

- Jeg nyder at være sammen med dem – men det er også dejligt at kunne aflevere dem igen, griner hun.

På vej til Toronto

Til efteråret må mormor og morfar undvære børnebørnene i en længere periode, for da drager de igen afsted på forskningsophold. Denne gang til University of Toronto, som de begge har et nært forhold til.

Efterårets ophold er blevet muligt, fordi Joan har fået en bevilling på 1.382.962 kr. fra Det Frie Forskningsråd til projektet Online Algorithms and Cheminformatics Meet Concurrency.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til det ophold. Der er en hel gruppe af meget dygtige teoretiske dataloger på University of Toronto, og der kommer også andre forskere på orlov ligesom Kim og mig.

Bridge og gode bøger

Med i kufferten til Toronto kommer der nok et spil kort og en stak bøger. For når Joan ikke er på arbejde eller tumler med sine børnebørn, kan hun godt lide at spille bridge eller læse en god roman.

Og den må gerne have nogle raffinerede karakterer som hovedpersoner. Den sidste gode bog, som Joan har læst, var Gone Girl (på dansk Kvinden, der forsvandt) af Gillian Flynn. Den bliver hermed anbefalet til andre NAT-folk, der kan lide en god bog.

Vi takker Joan for interviewet og ønsker en god tur til Toronto og tillykke med professoratet og DFF-bevillingen!